Kategorier
Bag om en bog Blog I det hvide mørke

Hvem kommer med idéerne?

2. indlæg i serien Bag om en bog

Ofte føles det, som om idéerne opstår ud af det blå, men det svarer vel lidt til at tro, at det er storken, der kommer med børnene, så nu har jeg forsøgt at gennemskue, hvorfor jeg føler, at jeg skal skrive lige præcis denne historie. Men først en af de passager, jeg har slettet fra udkastet til bogens første kapitel. Den handler om den kontrakt, forfatter og læser indgår – hvis altså læseren køber fortællingens grundlæggende idé:

Selvfølgelig er det en illusion!
Man sidder i toget, i lænestolen eller i sengen med et par puder i ryggen og bogen mellem hænderne, og i bedste fald mærker man fugten mod huden, duften af tørt hø, smagen af harsk smør, den sviende smerte mod spidsen af pegefingeren, eller struben der snører sig sammen ved lyden af farens stemme. Men man ved jo godt, at det ikke er noget, der sker i virkeligheden. Det er bare ordene, der flyder fra papiret gennem øjnene ind i hjernen som en endeløs række af koder, der kan danne billeder så livagtige, at krybdyrhjernen ikke kan skelne dem fra levet liv og derfor reagerer ved at udsende de samme nerve- og hormonsignaler, som den ville gøre, hvis det vitterlig var læseren, der oplevede det hele.
I bedste fald, skriver jeg, for det fungerer kun, hvis læseren lader alle forsvarsværker falde, tillader transformationen fra ord til billede at foregå uden at stille for mange spørgsmål, og det kræver, at den grundlæggende kontrakt mellem læser og forfatter er på plads.
Lad mig illustrere det med et eksempel.
I en af mine krimier har jeg et udspil, der hedder: “Hvad nu, hvis man tog en ung, kvindelig sociologistuderende fra Christiania, som er i gang med et feltarbejde, hvor hun ikke må sige et ord i seks uger, og lod hende følge en specielenhed inden for politiet, mens de optrevler et familiedrama i Whiskeybæltet?”
Vi ved jo alle sammen godt, at det scenarie næppe er hentet direkte fra virkeligheden, men det har alligevel noget, et eller andet, som pirrer nysgerrigheden og forhåbentlig får læseren til at tænke: “Hm. Det er sgu et ret interessant eksperiment. Gad vide, hvordan det kunne udvikle sig?”.
Eller som Ekstra Bladets anmelder skrev: “Nok er det noget fortænkt at placere en stum sociologistuderende blandt drabsefterforskere – men det kommer faktisk til at fungere.”
Bingo!
Så er kontrakten på plads, og på de næste 345 sider er læseren parat til at tilgive ret meget.
Hvis udspillet slet ikke er troværdigt, skal læseren bruge en masse energi på at undertrykke de kritiske spørgsmål, der melder sig undervejs, og hvis det tangerer virkeligheden én til én, bliver han eller hun doven, for hvorfor bruge kræfter på at forestille sig noget, de har set så tit i den virkelige verden?
Når den bærende idé holder, lægger man slet ikke mærke til, at man indgår en kontrakt, men den er der – frit synlig for den, der er opmærksom.
Jeg siger det bare.

For mig at se, er sætningen Hvad nu hvis …? helt central.
Jeg får hele tiden nye indfald. Det kan være noget, jeg støder på, som gør mig nysgerrig eller får mig til at undres, eller det kan være et uforklarligt billede, der dukker op fra underbevidstheden, eller noget så enkelt som en speciel stemning. Det meste af det glemmer jeg igen, men de gode af indfaldene har en tendens til at rumle rundt, indtil de på et tidspunkt munder ud i et spørgsmål, der netop starter med Hvad nu hvis …?
Forleden læste jeg for eksempel en lille scene i Jakob Melanders nyeste krimi, De berusedes vej, hvor en af hovedpersonerne ser på, mens en politifotograf tager billeder af et lig. Man kunne sikkert skrive en interessant krimi med netop en politifotograf i hovedrollen, tænkte jeg, men jeg fik ikke lyst til at skrive den. Det sker først, hvis jeg opdager, at jeg kan sætte et eller andet interessant efter sætningen. Hvad nu, hvis en politifotograf …?

Det første kim til mit nuværende projekt blev lagt, da jeg sidste sommer læste romanen “Sandheden om Harry Quebert sagen” af Joël Dicker. Næsten fra første side havde jeg sådan en “Øv! Den bog skulle jeg jo have skrevet!”-fornemmelse. Jeg synes, den er lidt for lang, blandt andet fordi mange (lange) passager bliver gentaget, men jeg var vild med Dickers jeg-fortæller, som er forfatter. Jeg har altid elsket at læse bøger om forfattere (selvfølgelig!), men nu gik op for mig, at jeg også drømte om at skrive en. I mine første tre bøger har jeg udstyret mine hovedspersoner med professioner, der lå ret langt fra min egen baggrund, og det har været spændende at skulle sætte sig ind i, hvordan en retspsykiater, en sociolog og en statsautoriseret revisor tænker, men nu fik jeg lyst til at skrive med en hovedperson, der lå nærmere mig selv.
Så jeg begyndte at lege med tanken: Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter …?

I lang tid nægtede min hjerne at fortsætte den sætning, men i november så jeg dokumentarfilmen Genetic me om videnskabsjournalisten Lone Frank, og så begyndte der at ske noget. Lone Frank har skrevet to meget fascinerende bøger om hhv. hjernen (Den femte evolution) og gener (Mit smukke genom), og dokumentarfilmen handler om hendes forsøg på at forstå, hvorfor og hvordan hun er blevet den, hun er. Filmen starter med, at hun får lavet en omfattende personlighedstest, som viser, at hun har nogle ret uheldige karaktertræk, og en række besøg hos nogle af verdens førende hjerne- og genforskere åbner hendes øjne for, hvor stor betydning vores arvemasse har. Generne afgør ikke bare, hvordan vi kommer til at se ud eller hvilke sygdomme, vi er disponeret for, men også vores helt grundlæggende karaktertræk og dermed i vid udstrækning det liv, vi ender med at leve.
Jeg har været fascineret af evolutionsbiologi, siden jeg i 8. klasse så en udstilling om Darwin, og måske er det derfor, dokumentarfilmen fik mig til at tænke: Hvad ville man kunne lære om sig selv ved at studere sine forfædres liv? Den tanke ledte videre til spørgsmålet: Og hvad nu, hvis det, man finder ud af, ikke er særlig opløftende?

På det tidspunkt troede jeg, at det her var en helt ny idé, men på en eller anden måde fik min hjerne kædet det hele sammen i spørgsmålet: Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter fik at vide, at hendes bedstefar var blevet varetægtsfængslet for drab?
SÅ begyndte historien at leve.
For hvordan reagerer hun på den besked? Hvad vil hun tænke, føle og ikke mindst gøre?
Og det er nok i virkeligheden det, der motiverer mig til at bruge tusindvis af timer på at skrive en bog: at jeg på en eller anden måde får stillet mig selv nogle spørgsmål, jeg ikke kender svarene på.
Endnu 🙂

Kategorier
Bag om en bog Blog I det hvide mørke

Bag om en bog: Hvorfor?

1. indlæg i serien Bag om en bog

Det er en af mine romankarakterer, der har givet mig idéen.
Hun har ikke engang fået et navn, men hun er selv forfatter, og så er hun hovedpersonen i min næste roman – som det i øvrigt ikke var meningen, at jeg ville skrive lige nu. Det var bare nogle strøtanker, som jeg tænkte måske kunne blive til en bog på et tidspunkt, men da jeg dykkede lidt ned i stoffet, viste det sig, at det tidspunkt åbenbart var NU. Derfor har jeg brugt de sidste to uger på noget, jeg selv kalder “at prøveskrive”, og en af mine udfordringer har været, at jeg hele tiden røg ud ad nogle tangenter, hvor hovedpersonen reflekterede over sin skriveproces. Det virker, som om de passager forstyrrer nærværet og fremdriften i selve historien, så jeg tror, de skal slettes, men de har været sjove og tankevækkende at skrive, og det har fået mig til at stille mig selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig, jeg foretager mig, når jeg skriver?

Da jeg skrev min første roman, var det 100% magi og 0% håndværk.
Jeg anede ikke, hvad jeg lavede; jeg satte mig bare ved tastaturet og skrev ordene ned i den rækkefølge, de dukkede op, temmelig forundret over alt det, min hjerne fostrede. Min anden roman skrev jeg på nogenlunde samme måde, og det er måske ikke så overraskende, at ingen af dem nogensinde er blevet udgivet. Ved den tredje bog havde jeg efterhånden forstået, at det var nødvendigt med en eller anden form for kontrol over alle de ord, der væltede frem, så jeg begyndte at rette i teksten – næsten inden den var skrevet. Alt skulle være fuldstændig perfekt, inden jeg gik videre, og hvis fortællingen udviklede sig i en ny retning (hvilket sker temmelig ofte, når man skriver uden plot!), gik jeg tilbage og rettede alle de passager, der blev påvirket af ændringen. Ekstremt tidskrævende, og ikke videre befordrende for hverken kreativiteten eller skriveglæden, men jeg fik den da skrevet færdig, og den blev udgivet under titlen Én gang morder.

Siden er jeg blevet mere og mere bevidst om selve processen. Nu genkender jeg for eksempel den rastløshed og ulidelige tvivlen, der griber mig i bestemte faser af arbejdet, og jeg har lært at være tålmodig, når min karaktertegning er lidt famlende og ujævn i begyndelsen. Jeg har også erkendt, at jeg aldrig kommer til at trives med, at hver eneste scene i bogen er plottet ud på forhånd – der er nødt til at være plads til, at jeg selv kan blive lidt overrasket – og derfor bliver jeg nu mindre irriteret over alt det ekstra arbejde, denne tilgang giver.

De første mange indlæg på denne blog handlede om, hvordan jeg selv udgav Én gang morder – fra omslagsdesign og trykning til salg og markedsføring – og selvom jeg inden da havde udgivet syv titler af andre forfattere, oplevede jeg, hvordan det at blogge om processen gav mig en større bevidsthed om alle de valg og fravalg, jeg foretog undervejs. Jeg håber, at dette blog-projekt kan gøre noget lignende for de områder i min skriveproces, hvor jeg stadig er præcis lige så udfordret, som da jeg skrev min første bog.

De der har fulgt lidt med her på bloggen, vil vide, at jeg er lige så dårlig til plotte i det virkelige liv, som i mine bøger. Det er ikke første gang, jeg skifter hest midt i vadestedet, og derfor kan det slet ikke udelukkes, at jeg ender med at droppe hele projektet efter mange måneders arbejde og adskillige blogindlæg, men intentionen er, at jeg vil skrive, hver gang jeg når til en ny fase eller bliver opmærksom på en ny problemstilling. Da jeg allerede er klar til at gå i gang med selve skrivningen, vil de næste par indlæg være et forsøg på at rekonstruere, hvad jeg konkret har gjort for at nå hertil.

Hvis du vil kigge mig over skulderen, mens jeg skriver kan du følge mig på Facebook, hvor jeg linker, når der er nye indlæg, eller abonnere ved at skrive din e-mailadresse i feltet øverst til højre på siden her. Det er ikke nok kun at tilmelde sig mit nyhedsbrev, hvor jeg højt og helligt lover kun at skrive ud, når jeg udgiver noget nyt. Har du har spørgsmål eller kommentarer til det, jeg deler undervejs, er du velkommen til at bruge kommentarfeltet under det pågældende indlæg.

Kategorier
Blog I blinde

Små frø

Så skal jeg igen give slip på en tekst.

Det må være halvandet år siden, min mor en dag kom forbi til en kop kaffe og medbragte et eksemplar af DJØF-bladet, fordi der var en artikel om en fyr, jeg har kendt som barn, og som i mellemtiden var blevet direktør for en Superligaklub. Af en eller anden grund lod jeg bladet ligge på mit skrivebord, da jeg havde læst artiklen, og hver gang jeg så fotografiet af min barndomsven, kunne jeg mærke, at der var noget der rumsterede i underbevidstheden.

Det der fodbold …

På det tidspunkt skrev jeg på ”Min mund er lukket”, men det forekom mig, at der måtte kunne spindes nogle spændende historier over det miljø, der er opstået omkring fodbolden, og på et tidspunkt udmøntede min nysgerrighed sig i spørgsmålet: Hvad nu, hvis en Superligaspiller blev likvideret efter en kamp?

Jeg kender flere krimiforfattere, der laver ekstremt detaljerede plots, inden de begynder at skrive, og jeg er splittet mellem misundelse og en dyb undren over, at de gider at sætte sig ned og rent faktisk skrive det, når hver eneste scene er beskrevet minutiøst på forhånd, men jeg kunne da godt se fidusen i ikke at skulle skrive om og om for at få tingene til at gå op, så denne gang lavede jeg en usædvanlig udførlig plotbeskrivelse – som jeg så endte med at ignorere fuldstændig. Selv morderen skiftede jeg ud undervejs!

Alligevel oplevede jeg, at mit forarbejde gjorde en forskel, og jeg blev opmærksom på vigtigheden af det, vi kunne kalde modningstiden: I den lange periode, hvor jeg var travlt optaget af ”Min mund er lukket”, gik jeg ligesom og suttede lidt på grundidéen om at skrive en fodboldrelateret krimi, hvilket resulterede i en overflod af indfald og vinkler på stoffet, som var en gave til skriveprocessen.

Nu er den færdig. I BLINDE ligger på redaktørens bord, redigeret og korrekturlæst, og mens Simon fra Imperiet knokler med det omslag, der skal være min tredje krimis ansigt udadtil, er det blevet tid til at kigge nærmere på et andet frø. I årevis har jeg gået og puslet med en skønlitterær roman med titlen ”En forestilling”, som jeg har skrevet om i flere indlæg her på bloggen, og nu vil jeg finde ud af, om det er meningen, at den en dag skal blive til en bog, eller om det er en af de tekster, der aldrig kommer ud af værkstedet.

Men først vil jeg lægge et par frø til det næste projekt. Jeg forestiller mig, at et af temaerne skal være evolutionspsykologi, og måske (måske ikke!) bliver det en historie om en kvinde, der rejser til Sønderjylland, da hendes farfar bliver varetægtsfængslet for et gammelt drab.

Kategorier
Blog I blinde

Navneforviklinger

Jeg har altid syntes, det var en smule besværligt med alle de navne, der går til på en hel roman. De skal både passe til karakteren og samtidig være unikke, men jeg har desværre en tendens til at bruge de samme navne igen og igen, eller – endnu værre – utilsigtet at bruge navne på virkelige personer, og derfor ender jeg som regel med at skrive et første udkast, der er fyldt med xx’er, som gør det ud for karakterer, jeg knap selv kan hitte rundt i.

Derfor syntes jeg selv, det var ret smart, da jeg spurgte gæsterne på Krimimessen i Horsens, om de havde lyst til at lægge navn til en karakter i min næste krimi. Det var der overraskende mange, der gerne ville, så jeg kom hjem med en liste på 150 navne, jeg bare kunne vælge og vrage mellem. Ultimativ luksus.

Desværre måtte jeg ret hurtigt konstatere, at det var nogle ”demografiske uoverensstemmelser” mellem karaktererne i bogen og det udsnit af befolkningen, der tager til Krimimesse. Offeret i I blinde er en treogtyve-årig superligaspiller, og hans omgangskreds består mestendels af unge mænd, der jo ikke så godt kan hedde Inger, Mona eller Laila, men desværre var højest en femtedel af navnene på min liste mænd, og de fleste havde navne som Thorkild, Jørn og Hans-Erik, hvilket vist ikke var de mest populære blandt forældre i 90’erne.

Den næste komplikation opstod, da jeg rent faktisk begyndte at bruge navnene, eller rettere da jeg begyndte at beskrive de karakterer, der skulle bære dem. Jeg aner jo ikke, hvordan disse mennesker ser ud i virkeligheden, så beskrivelserne kan ikke være andet end opdigtede, men kan man skrive om en rigtig, levende læser, at han eller hun har hængende mundvige eller stikkende øjne? Jeg kunne ikke, og en overgang var min historie udelukkende befolket af smukke, kloge og sympatiske karakterer, men det holder selvfølgelig heller ikke, så jeg skruede lidt op for realismen, og her til morgen har jeg skrevet ud til alle de mennesker, hvis navne jeg bruger, og understreget, at beskrivelserne af ”deres” karakter alene udspringer af min fantasi.

Så håber jeg ikke, at der er alt for mange, der springer fra, så jeg skal sidde og omdøbe halvdelen af karaktererne lige inden manuskriptet skal til korrekturlæseren.

Kategorier
Blog I blinde

Punktum

I sidste uge fik jeg skrevet den dramatiske slutning på min tredje krimi (som stadig ikke har en titel!), og selvom et større redigeringsarbejde venter forude, er det en helt særlig følelse at samle alle trådene og få ro i maven: Det hænger sammen!

Denne gang var det også lidt vemodigt, fordi det var sidste bind i min miniserie om Robert Strand & Co. – næste projekt bliver min roman fra teaterverdenen, som jeg har skrevet om i indlæggene En begyndelse og En karakter med egen vilje, og som har været sat på standby i alt for lang tid.

I denne uge researcher jeg, mens min redaktøren læser, og i dag har jeg både været på Bellahøj, CBS, Rigshospitalet, Fodboldklubben Skjold og i Øbrohus, hvor min hovedperson Carl flytter ind i begyndelsen af bogen. Min morfar og mormor boede i den ejendom, og jeg fik et lille nostalgitrip, hvor jeg fotograferede de mest mærkeligste ting, som for eksempel knapperne i elevatoren ☺

Udgivelsesdagen er pt. sat til 12. februar 2015, men det er jo først om hundrede år, så jeg deler lige et (uredigeret) kapitel om den morgen, Carl skal flytte.

Mandag_morgen

Kategorier
Blog

Politikens Forlag

I kølvandet på mit indlæg, P-dag, er jeg blevet spurgt, om jeg ikke ville uddybe min beslutning om at skrive kontrakt med Politikens Forlag. Jeg har taget flere tilløb, men hver gang er jeg endt med alenlange lister over plusser og minusser, der i virkeligheden kan koges ned til den helt korte erkendelse, at selvudgivelse kontra forlagsudgivelse for mig repræsenterer to forskellige former for frihed.

Som selvudgiver havde jeg friheden til at bestemme alting selv, også hvem der skulle have del i mine indtægter, mens jeg som forlagsforfatter har fået friheden til at skrive i stedet for at løse praktiske opgaver og træffe beslutninger.

Det hele startede jo med, at jeg ville skrive. Når jeg valgte at blive selvudgiver, var det fordi jeg ikke ville sidde og vente på, at et eller andet forlag besluttede, at jeg måtte kalde mig forfatter, men med to titler ude som hhv. papirbog, e-bog og lydbog, var jeg havnet i en situation, hvor jeg ikke havde tid til at gøre det godt nok – hverken som forlægger eller forfatter.

Nu er beslutningen truffet, og de sidste to måneder har jeg befundet mig i ét langt skriveflow, mens forlaget har lavet paperback-versioner, planlagt markedsføringsaktiviteter og taget de første skridt til at få mine bøger ud i verden, men om et års tid, når min tredje bog er udkommet på Politikens Forlag, vil jeg gerne forsøge at evaluere mere detaljeret på forskellen mellem at være selvudgiver og forlagsforfatter.

Kategorier
Blog Krimistafet: Intet nyt fra Rådhusvej

Intet nyt fra Rådhusvej

En af de ting, jeg godt kan lide ved at være forfatter, er, at jeg er fuldstændig enerådende. Hver bog er et univers, hvor jeg selv skaber alt fra de fysiske rammer og handlingen til karakterernes mindste tanke eller sansning. Ind i mellem kan det virke, som om de her fiktive personer har deres egen vilje, men selv den udspringer af min fantasi, og i sidste ende er det altid mig, der afgør, hvilke ord der skal ned på papiret.
Hvorfor smide alt det væk?
Spørgsmålet lå og lurede, da jeg aftalte med Jakob Melander, at vi ville skrive noget sammen. Vi var blevet spurgt, om vi ikke kunne ”finde på noget sjovt”, når vi mødtes i Charlottenlund Bog & Idé for at signere bøger under Gentofte Kulturdage i begyndelsen af juni, og den opfordring fostrede idéen om en krimistafet.
Kunderne i Bog & Idé fik lov at bestemme gerningssted og mordvåben, hvorefter vi på skift skulle levere et kapitel hver om ugen og lægge det ud på vores Facebook-sider. Da en lodtrækning havde afgjort præmisserne – ”brevkniv ”og ”Rådhusvej i Charlottenlund” – aftalte vi, hvem der skulle myrdes, af hvem og hvorfor. Vi ville skrive med udgangspunkt i vores respektive hovedpersoner, Lars Winkler og Robert Strand, og da sådan en karakter er noget nær hjerteblod, aftalte vi en form for vetoret omkring vores karakterers replikker, når de indgik i den andens tekster. Bortset fra det var der frit spil. Vi havde med andre ord baggrundshistorien i store træk, men anede ikke, hvordan vores karakterer skulle opklare forbrydelsen, så alt det plotarbejde, vi som krimiforfattere plejer at lave, inden vi sætter os til tastaturet, sprang vi over og kastede os direkte ud i det.

Det var en spontan og meget lidt gennemtænkt plan, som viste sig at være genial.
Hver gang Jakob sendte et nyt kapitel, krydsede jeg fingre for, at han ikke ville underminere mine planer eller fremstille Robert Strand i et lidet flatterende lys, og hver gang gjorde han selvfølgelig præcis det! Men det forunderlige er, at han samtidig inspirerede mig til at tænke i nye baner – og at gøre det hurtigt. Tidspres i skriveprocessen er ellers noget, jeg skyer som ilden, men her havde jeg 2-3 dage til at levere et kapitel, og da der ikke var meget idé i at starte, inden jeg havde set Jakobs oplæg, måtte jeg skrotte mine indarbejdede rutiner og bare begynde at skrive uden at vide, præcis hvad jeg ville med kapitlet. Det fungerede overraskende godt.
Vi opdagede også begge, hvor dejligt det er at få umiddelbar respons på det man skriver, både fra læserne og hinanden. I disse dage nærmer jeg mig slutningen af første udkast til min tredje krimi, og ind i mellem kan jeg da godt blive ramt af tanker som: Måske er det kun mig, der synes, det er spændende? Hvad nu, hvis jeg ender med at skulle skrive det hele om? Næsten 2.000 læsere fulgte krimistafetten, så her var der kontant afregning hver uge, og det med at skrive om var slet ikke en mulighed …
Godt og vel halvvejs gennem processen mødtes vi for at diskutere, hvordan vi nogensinde skulle få stafetten i mål. Vi afstak nogle pejlepunkter, men i realiteten gik vi hjem og fortsatte på samme måde som hidtil, og da vi endelig fik sat det sidste punktum, havde vi på syv uger skrevet en kortroman på 100 sider! Undervejs havde jeg også fået en rigtig god kollega, som jeg kunne diskutere alle forfatterlivets aspekter med.
Jeg kan stadig godt lide at bestemme, men nu ved jeg, at der kan ske noget spændende, når jeg slipper kontrollen, og at det er en gave at arbejde sammen med andre – også om noget så følsomt som at frembringe et stykke fiktion.
Hvis du har lyst til at læse krimistafetten, som har fået titlen ”Intet nyt fra Rådhusvej”, kan den downloades gratis som e-bog her:

Intet nyt fra Rådhusvej.

Kategorier
Blog

P-dag

Dem, der kender mig, vil vide, at titlen Min mund er lukket ikke passer ret godt på mig. Når noget begejstrer mig, vil jeg helst dele det med alle omkring mig, så jeg har glædet mig sådan til endelig, endelig at kunne fortælle, at jeg har skrevet kontrakt med Politikens Forlag!

De overtager mine to første bøger, og når 3’eren udkommer, bliver det også på Politiken.

Det har været en stor beslutning, for det at være selvudgiver har på mange måder passet mig godt, og når jeg ser tilbage kan jeg næsten ikke begribe, at det ikke engang er 1½ år, siden jeg debuterede. I mellemtiden har jeg opnået at få blive anmeldt i Weekendavisen hele to gange, at få fem hjerter i Politiken, sælge Én gang morder til udgivelse i Italien, blive anbefalet med store bogstaver af mit idol, SARA BLÆDEL, og som prikken over i’et slutter jeg min selvudgiverkarriere med Én gang morder som nummer 2 på krimibestsellerlisten.

Det er sgu da meget godt gået.

Det har så også krævet, at jeg havde mange bolde i luften hele tiden, og nu glæder jeg mig til at overlade nogle af opgaverne til Politikens mange dygtige medarbejdere, så jeg kan få skrevet den 3’er færdig ☺

En kæmpe tak til alle jer, der har støttet, hjulpet og heppet på mig.

Kategorier
Blog Krimistafet: Intet nyt fra Rådhusvej

Krimistafet

Hen over sommeren skal krimiforfatteren Jakob Melander og jeg skrive en novelle sammen. Kunderne hos Bog & Idé i Charlottenlund er kommet med forslag til gerningssted og mordvåben, og efter dagens lodtrækning ligger det fast, at et eller andet sagesløst offer snart vil blive dræbt med en brevkniv et sted på Rådhusvej i Charlottenlund. Vi skriver på skift et afsnit med hver vores hovedperson, og de færdige tekster bliver løbende offentliggjort på vores facebook-profiler.

Det skal nok blive spændende …

Den færdige novelle bliver selvfølgelig også offentliggjort her på bloggen – formentlig en gang i august.

Kategorier
Blog

Nu i Norge

I efteråret fik jeg en mail fra en forfatterkollega, som gjorde mig opmærksom på, at det litterære tidsskrift Bokvennen afholdt en nordisk kriminovellekonkurrence. Det lød ikke som noget for mig, men mailen kom, lige inden jeg drog til bogmesse i Göteborg, og da jeg kørte op gennem Sydsverige, hvor en efterårsstorm havde kastet om sig med kæmpestore graner, som var det tændstikker, begyndte der at dukke små bidder af tekst op, som ikke havde noget at gøre med Min mund er lukket. Da jeg nåede frem til hotellet, skrev jeg dette i min notesbog:

”Det blæste allerede voldsomt, da han dukkede op i svinget. Måske var det derfor, han havde beholdt styrthjelmen på, selvom han gik ved siden af motorcyklen?

Christina stod ved brændeskuret og betragtede ham. Selv på denne afstand kunne hun se, at alt ved ham var en smule skramlet, og det var præcis det, der fik hende til at ønske, at hun bare kunne sætte sig op på den store motorcykel, lægge armene omkring manden i lædertøjet og forsvinde fra dette sted.

Længslen passerede så hurtigt, at hun knap bemærkede den, og tilbage var kun en let uro, der fik hende til at forlade skuret med en halvt fuld brændekurv.”

For nu at gøre en lang historie kort, blev dette indledningen til novellen Den fremmede, som jeg sendte af sted lige inden Nytår. Den vandt ikke, men den var blandt de 13 noveller, juryen valgte til udgivelse i en antologi, og i går kom mine to kopier af Et mord for lite med posten ☺

Jeg havde egentlig glædet mig til at se mit eget navn i en norsk bog, men desværre har Bokvennen (som så mange andre) fået den fikse idé, at jeg hedder Marie i stedet for Maria, så den oplevelse har jeg stadig til gode …