Kategori: I det hvide mørke

Kategorier
Blog I det hvide mørke

Hvad er det modsatte af en knaldroman?

Måske er det min fortid i reklamebranchen, men jeg er lidt emsig, når det gælder forventningsafstemning. Jeg vil selvfølgelig gerne have, at en hel masse mennesker køber eller låner mine bøger, men jeg vil altså også gerne have, at de er glade og tilfredse, når de vender den sidste side, og min erfaring er, at dette kræver overensstemmelse mellem læserens forventninger og bogens gemyt.

Når man køber en dåse tun, forventer man heller ikke at komme hjem med en motorsav.

Med mine krimier var det enkelt: Når jeg stod ude i en boghandel for at promovere den nyeste i rækken, behøvede jeg bare at sige ordet krimi, så kunne jeg straks aflæse i modtagerens blik, om jeg stod overfor en potentiel læser, eller om vedkommende var bedre tjent med at blive peget i retning af hylderne med skønlitteratur. Deres svar kunne som regel koges ned til ét af to: ”Jeg læser aldrig krimier” eller ”Jeg elsker krimi!”, og når jeg tilføjede, at mine krimier lå i den sobre ende af skalaen; at det, der interesserer mig, er, hvorfor nogle mennesker finder på at slå andre ihjel og ikke så meget, hvordan de rent faktisk bærer sig ad med at gøre det, var jeg aldrig i tvivl om, hvorvidt kunden ville være et godt match til Én gang morder , Min mund er lukket eller I blinde.

Nu har jeg så skrevet en roman, og det er – for nu at sige det ligeud – pissebesværligt.

Ordet roman kan dække over næsten hvad som helst og er derfor ikke meget bevendt, når det handler om at sikre, at Det hvide mørke havner hos netop de læsere, der vil vende den sidste side med et lille tilfreds suk, og det bliver ikke lettere, når en anmelder (som måske/måske ikke har læst bogen?) skriver, at ”der er knaldroman for alle pengene her”. For det er der altså ikke. Der er meget andet, men der er simpelthen ikke knaldroman for ret mange penge.

Jeg elsker selv en god knaldroman, men betegnelsen skaber forventninger, som Det hvide mørke ikke vil indfri.

Derfor er jeg på jagt efter et ord, der på et splitsekund kan formidle, at selvom Det hvide mørke er spændende, så er det også en gribende og tankevækkende fortælling om, hvordan slægt former liv på godt og ondt.

De fleste har valgt at kommentere mit opslag på Facebook, men du er også velkommen til at skrive dit forslag i kommentarfeltet under indlægget her.
De bedste bud belønnes med et signeret eksemplar af Det hvide mørke.

Kategorier
Bag om en bog Blog I det hvide mørke

Hvem kommer med idéerne?

2. indlæg i serien Bag om en bog

Ofte føles det, som om idéerne opstår ud af det blå, men det svarer vel lidt til at tro, at det er storken, der kommer med børnene, så nu har jeg forsøgt at gennemskue, hvorfor jeg føler, at jeg skal skrive lige præcis denne historie. Men først en af de passager, jeg har slettet fra udkastet til bogens første kapitel. Den handler om den kontrakt, forfatter og læser indgår – hvis altså læseren køber fortællingens grundlæggende idé:

Selvfølgelig er det en illusion!
Man sidder i toget, i lænestolen eller i sengen med et par puder i ryggen og bogen mellem hænderne, og i bedste fald mærker man fugten mod huden, duften af tørt hø, smagen af harsk smør, den sviende smerte mod spidsen af pegefingeren, eller struben der snører sig sammen ved lyden af farens stemme. Men man ved jo godt, at det ikke er noget, der sker i virkeligheden. Det er bare ordene, der flyder fra papiret gennem øjnene ind i hjernen som en endeløs række af koder, der kan danne billeder så livagtige, at krybdyrhjernen ikke kan skelne dem fra levet liv og derfor reagerer ved at udsende de samme nerve- og hormonsignaler, som den ville gøre, hvis det vitterlig var læseren, der oplevede det hele.
I bedste fald, skriver jeg, for det fungerer kun, hvis læseren lader alle forsvarsværker falde, tillader transformationen fra ord til billede at foregå uden at stille for mange spørgsmål, og det kræver, at den grundlæggende kontrakt mellem læser og forfatter er på plads.
Lad mig illustrere det med et eksempel.
I en af mine krimier har jeg et udspil, der hedder: “Hvad nu, hvis man tog en ung, kvindelig sociologistuderende fra Christiania, som er i gang med et feltarbejde, hvor hun ikke må sige et ord i seks uger, og lod hende følge en specielenhed inden for politiet, mens de optrevler et familiedrama i Whiskeybæltet?”
Vi ved jo alle sammen godt, at det scenarie næppe er hentet direkte fra virkeligheden, men det har alligevel noget, et eller andet, som pirrer nysgerrigheden og forhåbentlig får læseren til at tænke: “Hm. Det er sgu et ret interessant eksperiment. Gad vide, hvordan det kunne udvikle sig?”.
Eller som Ekstra Bladets anmelder skrev: “Nok er det noget fortænkt at placere en stum sociologistuderende blandt drabsefterforskere – men det kommer faktisk til at fungere.”
Bingo!
Så er kontrakten på plads, og på de næste 345 sider er læseren parat til at tilgive ret meget.
Hvis udspillet slet ikke er troværdigt, skal læseren bruge en masse energi på at undertrykke de kritiske spørgsmål, der melder sig undervejs, og hvis det tangerer virkeligheden én til én, bliver han eller hun doven, for hvorfor bruge kræfter på at forestille sig noget, de har set så tit i den virkelige verden?
Når den bærende idé holder, lægger man slet ikke mærke til, at man indgår en kontrakt, men den er der – frit synlig for den, der er opmærksom.
Jeg siger det bare.

For mig at se, er sætningen Hvad nu hvis …? helt central.
Jeg får hele tiden nye indfald. Det kan være noget, jeg støder på, som gør mig nysgerrig eller får mig til at undres, eller det kan være et uforklarligt billede, der dukker op fra underbevidstheden, eller noget så enkelt som en speciel stemning. Det meste af det glemmer jeg igen, men de gode af indfaldene har en tendens til at rumle rundt, indtil de på et tidspunkt munder ud i et spørgsmål, der netop starter med Hvad nu hvis …?
Forleden læste jeg for eksempel en lille scene i Jakob Melanders nyeste krimi, De berusedes vej, hvor en af hovedpersonerne ser på, mens en politifotograf tager billeder af et lig. Man kunne sikkert skrive en interessant krimi med netop en politifotograf i hovedrollen, tænkte jeg, men jeg fik ikke lyst til at skrive den. Det sker først, hvis jeg opdager, at jeg kan sætte et eller andet interessant efter sætningen. Hvad nu, hvis en politifotograf …?

Det første kim til mit nuværende projekt blev lagt, da jeg sidste sommer læste romanen “Sandheden om Harry Quebert sagen” af Joël Dicker. Næsten fra første side havde jeg sådan en “Øv! Den bog skulle jeg jo have skrevet!”-fornemmelse. Jeg synes, den er lidt for lang, blandt andet fordi mange (lange) passager bliver gentaget, men jeg var vild med Dickers jeg-fortæller, som er forfatter. Jeg har altid elsket at læse bøger om forfattere (selvfølgelig!), men nu gik op for mig, at jeg også drømte om at skrive en. I mine første tre bøger har jeg udstyret mine hovedspersoner med professioner, der lå ret langt fra min egen baggrund, og det har været spændende at skulle sætte sig ind i, hvordan en retspsykiater, en sociolog og en statsautoriseret revisor tænker, men nu fik jeg lyst til at skrive med en hovedperson, der lå nærmere mig selv.
Så jeg begyndte at lege med tanken: Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter …?

I lang tid nægtede min hjerne at fortsætte den sætning, men i november så jeg dokumentarfilmen Genetic me om videnskabsjournalisten Lone Frank, og så begyndte der at ske noget. Lone Frank har skrevet to meget fascinerende bøger om hhv. hjernen (Den femte evolution) og gener (Mit smukke genom), og dokumentarfilmen handler om hendes forsøg på at forstå, hvorfor og hvordan hun er blevet den, hun er. Filmen starter med, at hun får lavet en omfattende personlighedstest, som viser, at hun har nogle ret uheldige karaktertræk, og en række besøg hos nogle af verdens førende hjerne- og genforskere åbner hendes øjne for, hvor stor betydning vores arvemasse har. Generne afgør ikke bare, hvordan vi kommer til at se ud eller hvilke sygdomme, vi er disponeret for, men også vores helt grundlæggende karaktertræk og dermed i vid udstrækning det liv, vi ender med at leve.
Jeg har været fascineret af evolutionsbiologi, siden jeg i 8. klasse så en udstilling om Darwin, og måske er det derfor, dokumentarfilmen fik mig til at tænke: Hvad ville man kunne lære om sig selv ved at studere sine forfædres liv? Den tanke ledte videre til spørgsmålet: Og hvad nu, hvis det, man finder ud af, ikke er særlig opløftende?

På det tidspunkt troede jeg, at det her var en helt ny idé, men på en eller anden måde fik min hjerne kædet det hele sammen i spørgsmålet: Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter fik at vide, at hendes bedstefar var blevet varetægtsfængslet for drab?
SÅ begyndte historien at leve.
For hvordan reagerer hun på den besked? Hvad vil hun tænke, føle og ikke mindst gøre?
Og det er nok i virkeligheden det, der motiverer mig til at bruge tusindvis af timer på at skrive en bog: at jeg på en eller anden måde får stillet mig selv nogle spørgsmål, jeg ikke kender svarene på.
Endnu 🙂

Kategorier
Bag om en bog Blog I det hvide mørke

Bag om en bog: Hvorfor?

1. indlæg i serien Bag om en bog

Det er en af mine romankarakterer, der har givet mig idéen.
Hun har ikke engang fået et navn, men hun er selv forfatter, og så er hun hovedpersonen i min næste roman – som det i øvrigt ikke var meningen, at jeg ville skrive lige nu. Det var bare nogle strøtanker, som jeg tænkte måske kunne blive til en bog på et tidspunkt, men da jeg dykkede lidt ned i stoffet, viste det sig, at det tidspunkt åbenbart var NU. Derfor har jeg brugt de sidste to uger på noget, jeg selv kalder “at prøveskrive”, og en af mine udfordringer har været, at jeg hele tiden røg ud ad nogle tangenter, hvor hovedpersonen reflekterede over sin skriveproces. Det virker, som om de passager forstyrrer nærværet og fremdriften i selve historien, så jeg tror, de skal slettes, men de har været sjove og tankevækkende at skrive, og det har fået mig til at stille mig selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig, jeg foretager mig, når jeg skriver?

Da jeg skrev min første roman, var det 100% magi og 0% håndværk.
Jeg anede ikke, hvad jeg lavede; jeg satte mig bare ved tastaturet og skrev ordene ned i den rækkefølge, de dukkede op, temmelig forundret over alt det, min hjerne fostrede. Min anden roman skrev jeg på nogenlunde samme måde, og det er måske ikke så overraskende, at ingen af dem nogensinde er blevet udgivet. Ved den tredje bog havde jeg efterhånden forstået, at det var nødvendigt med en eller anden form for kontrol over alle de ord, der væltede frem, så jeg begyndte at rette i teksten – næsten inden den var skrevet. Alt skulle være fuldstændig perfekt, inden jeg gik videre, og hvis fortællingen udviklede sig i en ny retning (hvilket sker temmelig ofte, når man skriver uden plot!), gik jeg tilbage og rettede alle de passager, der blev påvirket af ændringen. Ekstremt tidskrævende, og ikke videre befordrende for hverken kreativiteten eller skriveglæden, men jeg fik den da skrevet færdig, og den blev udgivet under titlen Én gang morder.

Siden er jeg blevet mere og mere bevidst om selve processen. Nu genkender jeg for eksempel den rastløshed og ulidelige tvivlen, der griber mig i bestemte faser af arbejdet, og jeg har lært at være tålmodig, når min karaktertegning er lidt famlende og ujævn i begyndelsen. Jeg har også erkendt, at jeg aldrig kommer til at trives med, at hver eneste scene i bogen er plottet ud på forhånd – der er nødt til at være plads til, at jeg selv kan blive lidt overrasket – og derfor bliver jeg nu mindre irriteret over alt det ekstra arbejde, denne tilgang giver.

De første mange indlæg på denne blog handlede om, hvordan jeg selv udgav Én gang morder – fra omslagsdesign og trykning til salg og markedsføring – og selvom jeg inden da havde udgivet syv titler af andre forfattere, oplevede jeg, hvordan det at blogge om processen gav mig en større bevidsthed om alle de valg og fravalg, jeg foretog undervejs. Jeg håber, at dette blog-projekt kan gøre noget lignende for de områder i min skriveproces, hvor jeg stadig er præcis lige så udfordret, som da jeg skrev min første bog.

De der har fulgt lidt med her på bloggen, vil vide, at jeg er lige så dårlig til plotte i det virkelige liv, som i mine bøger. Det er ikke første gang, jeg skifter hest midt i vadestedet, og derfor kan det slet ikke udelukkes, at jeg ender med at droppe hele projektet efter mange måneders arbejde og adskillige blogindlæg, men intentionen er, at jeg vil skrive, hver gang jeg når til en ny fase eller bliver opmærksom på en ny problemstilling. Da jeg allerede er klar til at gå i gang med selve skrivningen, vil de næste par indlæg være et forsøg på at rekonstruere, hvad jeg konkret har gjort for at nå hertil.

Hvis du vil kigge mig over skulderen, mens jeg skriver kan du følge mig på Facebook, hvor jeg linker, når der er nye indlæg, eller abonnere ved at skrive din e-mailadresse i feltet øverst til højre på siden her. Det er ikke nok kun at tilmelde sig mit nyhedsbrev, hvor jeg højt og helligt lover kun at skrive ud, når jeg udgiver noget nyt. Har du har spørgsmål eller kommentarer til det, jeg deler undervejs, er du velkommen til at bruge kommentarfeltet under det pågældende indlæg.