Kategorier
Bag om en bog Blog I det hvide mørke

Bag om en bog: Hvorfor?

1. indlæg i serien Bag om en bog

Det er en af mine romankarakterer, der har givet mig idéen.
Hun har ikke engang fået et navn, men hun er selv forfatter, og så er hun hovedpersonen i min næste roman – som det i øvrigt ikke var meningen, at jeg ville skrive lige nu. Det var bare nogle strøtanker, som jeg tænkte måske kunne blive til en bog på et tidspunkt, men da jeg dykkede lidt ned i stoffet, viste det sig, at det tidspunkt åbenbart var NU. Derfor har jeg brugt de sidste to uger på noget, jeg selv kalder “at prøveskrive”, og en af mine udfordringer har været, at jeg hele tiden røg ud ad nogle tangenter, hvor hovedpersonen reflekterede over sin skriveproces. Det virker, som om de passager forstyrrer nærværet og fremdriften i selve historien, så jeg tror, de skal slettes, men de har været sjove og tankevækkende at skrive, og det har fået mig til at stille mig selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig, jeg foretager mig, når jeg skriver?

Da jeg skrev min første roman, var det 100% magi og 0% håndværk.
Jeg anede ikke, hvad jeg lavede; jeg satte mig bare ved tastaturet og skrev ordene ned i den rækkefølge, de dukkede op, temmelig forundret over alt det, min hjerne fostrede. Min anden roman skrev jeg på nogenlunde samme måde, og det er måske ikke så overraskende, at ingen af dem nogensinde er blevet udgivet. Ved den tredje bog havde jeg efterhånden forstået, at det var nødvendigt med en eller anden form for kontrol over alle de ord, der væltede frem, så jeg begyndte at rette i teksten – næsten inden den var skrevet. Alt skulle være fuldstændig perfekt, inden jeg gik videre, og hvis fortællingen udviklede sig i en ny retning (hvilket sker temmelig ofte, når man skriver uden plot!), gik jeg tilbage og rettede alle de passager, der blev påvirket af ændringen. Ekstremt tidskrævende, og ikke videre befordrende for hverken kreativiteten eller skriveglæden, men jeg fik den da skrevet færdig, og den blev udgivet under titlen Én gang morder.

Siden er jeg blevet mere og mere bevidst om selve processen. Nu genkender jeg for eksempel den rastløshed og ulidelige tvivlen, der griber mig i bestemte faser af arbejdet, og jeg har lært at være tålmodig, når min karaktertegning er lidt famlende og ujævn i begyndelsen. Jeg har også erkendt, at jeg aldrig kommer til at trives med, at hver eneste scene i bogen er plottet ud på forhånd – der er nødt til at være plads til, at jeg selv kan blive lidt overrasket – og derfor bliver jeg nu mindre irriteret over alt det ekstra arbejde, denne tilgang giver.

De første mange indlæg på denne blog handlede om, hvordan jeg selv udgav Én gang morder – fra omslagsdesign og trykning til salg og markedsføring – og selvom jeg inden da havde udgivet syv titler af andre forfattere, oplevede jeg, hvordan det at blogge om processen gav mig en større bevidsthed om alle de valg og fravalg, jeg foretog undervejs. Jeg håber, at dette blog-projekt kan gøre noget lignende for de områder i min skriveproces, hvor jeg stadig er præcis lige så udfordret, som da jeg skrev min første bog.

De der har fulgt lidt med her på bloggen, vil vide, at jeg er lige så dårlig til plotte i det virkelige liv, som i mine bøger. Det er ikke første gang, jeg skifter hest midt i vadestedet, og derfor kan det slet ikke udelukkes, at jeg ender med at droppe hele projektet efter mange måneders arbejde og adskillige blogindlæg, men intentionen er, at jeg vil skrive, hver gang jeg når til en ny fase eller bliver opmærksom på en ny problemstilling. Da jeg allerede er klar til at gå i gang med selve skrivningen, vil de næste par indlæg være et forsøg på at rekonstruere, hvad jeg konkret har gjort for at nå hertil.

Hvis du vil kigge mig over skulderen, mens jeg skriver kan du følge mig på Facebook, hvor jeg linker, når der er nye indlæg, eller abonnere ved at skrive din e-mailadresse i feltet øverst til højre på siden her. Det er ikke nok kun at tilmelde sig mit nyhedsbrev, hvor jeg højt og helligt lover kun at skrive ud, når jeg udgiver noget nyt. Har du har spørgsmål eller kommentarer til det, jeg deler undervejs, er du velkommen til at bruge kommentarfeltet under det pågældende indlæg.

Kategorier
Blog I blinde

Kunst eller håndværk?

Efter et par måneder, hvor jeg har haft travlt med at promovere Min mund er lukket, er jeg igen listet ned i hytten i haven, hvor jeg sidder, når jeg skriver. Der har været langt mellem mine besøg i år, og jeg skal gerne indrømme, at dette blogindlæg er en af de nok så berømte overspringshandlinger. Det tager ganske enkelt tid at genetablere rutinerne og omstille sig fra det udadvendte til det indadvendte.

For at kickstarte (eller udskyde?) processen tog jeg i sidste uge på kursus i London for at høre filmmanden Robert McKees bud på, hvordan man skruer en god historie sammen, og mandag aften vendte jeg hjem med masser af inspiration, 50 sider noter og en vag fornemmelse af, at jeg må prøve at glemme alt, hvad han sagde, inden jeg skriver så meget som en stavelse.

Selvfølgelig er det at skrive også et håndværk, der skal læres, men det er en balancegang, hvor det gælder om at undgå, at redskaberne og de analytiske metoder jager fantasien på flugt. For nogle år siden forsøgte jeg at anvende en model, der hedder Snowflake, hvor man gennem en række forskellige steps udvikler en meget detaljeret drejebog for sin bog, og det var en sjov proces, men da jeg sad med mit excel-ark, hvor hver eneste begivenhed i romanen var beskrevet, og skulle skrive den første scene, tænkte jeg: ”Det gider jeg simpelthen ikke!”.

Heldigvis tilbyder McKee ikke en matematisk formel på succes, men først og fremmest en værktøjskasse, man kan bruge, når noget ikke fungerer, og så satte han en masse tanker i gang om den helt indledende del af processen, som jeg allerede har brugt i forhold til min tredje krimi.

Den kommer (måske) til at hedde Over stregen, og i morgen, når jeg har fulgt min niece i skole, været til yoga og sat en vask over, vil jeg helt sikkert gå ned i hytten og begynde at skrive …

Kategorier
Blog I blinde

Jeg er forfatter!

Her i min dejlige, lange juleferie gik det op for mig, at da 2013 startede, var jeg slet ikke forfatter. Jeg havde selvfølgelig forfattet en del, men jeg var ikke publiceret, og jeg opfattede ikke mig selv som forfatter.

Nu har jeg udgivet en bog, som tusinder af mennesker har læst, og jeg har skrevet endnu en bog, som forhåbentlig også finder frem til sine læsere, og måske er det derfor, det virker meget anderledes at tage fat på min tredje bog. Jeg føler mig som forfatter, og jeg oplever det at skrive som et (ekstremt privilegeret) job.
I sidste uge kom filerne til ”Min mund er lukket” af sted til det polske trykkeri, og selvom der stadig er masser af ting, der skal forberedes inden udgivelsen den 21. februar, er det, som om et punktum er sat, så noget nyt kan begynde: 3’eren.

Med de to første havde jeg kun nogle løse idéer, da jeg begyndte at skrive, men denne gang har jeg lavet et forholdsvis detaljeret plot, som jeg har testet af mod vel nok den mest kvalificerede sparringspartner, jeg kunne have fundet: Kurt Kragh. Kurt er tidligere medlem af Rejseholdets gerningsmandsprofileringsgruppe, og over de seneste måneder har vi mødtes, talt i telefon og udvekslet utallige mails. Da jeg sendte ham to linjer om plottet, regnede han stort set det hele ud! Så lavede jeg en lang redegørelse for baggrundshistorien: Hvem, der myrder hvem, hvordan og hvorfor, hvorefter han lynhurtigt påpegede fem-seks ting, der ikke hang logisk sammen. Så gik jeg i tænkeboks og præsenterede et nyt forslag, som han så igen havde indvendinger overfor osv. Heldigvis er han ret kreativ, så når han har sagt, at noget ikke er realistisk, fortsætter han som regel sætningen: ”med mindre …”. Det har været en spændende proces, og nu glæder jeg mig til at vende det hele på vrangen og spørge mig selv: Okay. Nu ved jeg, hvordan det hænger sammen, men hvordan skal Carl Pedersen løse gåden?

Carl Pedersen bliver min hovedperson i 3’eren. I Min mund er lukket er han chef for mine tidligere hovedpersoner, Robert Strand og Asta Qvist, og mine testlæsere har været ret enige om, at Carl ikke fremstår specielt sympatisk. Det er han. Nu har jeg jo kun skrevet et par testkapitler, men jeg er ret vild med ham, og jeg glæder mig til, at læserne også får lov til at opdage, hvad det er for et menneske, der gemmer sig bag Carls distræte, lidt bryske facade.

Jeg lægger en smagsprøve ud, når jeg er lidt længere i skriveprocessen.

Kategorier
Blog En gang morder

På papir

Trykning er den største enkeltpost på mit budget. Jeg har overvejet, om jeg skulle nøjes med at udgive den som e-bog for at undgå risikoen for at brænde inde med et lager, der ikke kan sælges, men det her er min første bog, og derfor vil jeg have en fysisk bog i hånden.

Oprindelig havde jeg planlagt at trykke 500 eksemplarer, men min lokale boghandler anbefalede kraftigt, at jeg sendte læseeksemplarer ud til boghandlerne, og da der er 300 boghandlere i Danmark, besluttede jeg at ændre oplaget til 1.000 stk.

Allerhelst ville jeg have bogen trykt hos Narayana, som på trods af det eksotiske navn er et dansk trykkeri. De har trykt de fleste af mine titler i Elg & Co., og de har et blik for detaljer, der godt kan kompensere for en lidt højere pris (f.eks. opdagede de, at omslagsdesigneren havde glemt ISBN-nummeret på min første titel…), men da oplaget denne gang er så lille, har jeg også hentet priser på digitaltryk og Print-on-demand-løsninger, selvom kvaliteten ikke er helt den samme som ved offset-tryk. Efter råd fra en erfaren forlægger og selvudgiver, Steen Langstrup, bad jeg også om en pris fra et polsk trykkeri, og da tilbuddet kom på mail tidligere i dag, kunne jeg konstatere, at det må være svært at drive trykkeri i Danmark.

Omslagsdesigneren er ved at sætte bagsiden og flapperne op, så jeg regner med at få filerne af sted til Polen i begyndelsen af næste uge.

Kategorier
En gang morder

Fra idé til færdig bog

Jeg har i dag truffet den endelige beslutning om at udgive min krimi, og jeg har tænkt mig at blogge om hele processen, så I kan få et indblik i, hvilket arbejde der ligger bag hver eneste dejlige bog, der ender på læserens natbord.

Idéen til min krimi opstod for flere år siden. Jeg havde været en tur i Sverige og sad i bilen på vej hjem, da der pludselig dukkede et billede op: En mand sidder på trappetrinet på bagsiden af mine forældres ødegård i Småland og kigger ud over søen, mens han holder en hvid kuvert i hånden.

Han så ikke glad ud, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der mon kunne være i den kuvert? Efter at have summet lidt over det, nåede jeg frem til, at kuverten indeholdt et billede af en psykiatrisk patient, som havde taget sit eget liv, mens han var i behandling hos den mand, der finder kuverten tyve år senere.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle skrive en krimi, så i første omgang arbejdede jeg på en historie, der handlede om psykiaterens skyldfølelse over det, der var sket, mens han var turnuskandidat, men historien kørte lidt trægt, og så dukkede en ny tanke op: Hvad nu, hvis den afdøde patient var seriemorder og der skete et nyt mord, som var en tro kopi af hans første mord? En dygtig skrivecoach gav mig et venligt los bagi, og da jeg først overgav mig til krimigenren gik skriveprocessen forholdsvis smertefrit.

For godt to år siden stod jeg så med det, jeg troede, var den færdige bog. Som forlægger overvejede jeg selvfølgelig at udgive bogen selv, men jeg endte med at sende den til et større, dansk forlag, og jeg vil ikke trætte jer med min lidelseshistorie, men blot sige, at mit temperament ikke er kompatibelt med den danske forlagsbranches måde at møde de forfattere, der trods alt er det vigtigste grundlag for deres forretning. Det endte med, at jeg selv hyrede en erfaren redaktør, som inspirerede mig til at skrive historien helt om, så den i dag er væsentligt strammere og mere spændende, og da han læste den igen, var hans melding, at den absolut var udgivelsesværdig 🙂

Jeg har hele tiden været meget splittet i forhold til tanken om at udgive selv. En del af mig ville ønske, at et af de store forlag lå på knæ og sagde, at den her bog var så fantastisk, at de ville trykke den i et førsteoplag på 20.000 eksemplarer. Det er snobben i mig, eller måske nærmere den lille, usikre pige, der gerne vil blåstemples af smagsdommerne, og det var tilsyneladende den del af mig, der sad i førersædet, da jeg valgte at sende den nye version til samme forlag.

Mens jeg ventede – og det gør jeg for så vidt stadig, for efter 3½ måned har de stadig ikke liiige fået læst den – har en anden del af mig fået overtaget. Det er den del, der gerne vil bestemme alting selv; som tror på, at det her er en rigtig god bog, og som er overbevist om, at jeg vil kunne gøre det mindst lige så godt som de støvede, gamle forlæggere – og derfor har jeg nu besluttet mig for at springe ud som indie writer.

Jeg glæder mig til endelig at komme i gang med det arbejde, der skal forvandle mit 281 sider lange word-dokument til en rigtig bog, som andre kan læse, og jeg glæder mig til at dele selve processen med jer, der kommer forbi min blog. Mens jeg kaster mig over den første opgave, som er at finde på en god titel, får I lige en smagsprøve:

Prolog

Kategorier
En forestilling

En begyndelse

Jeg er taget til Sverige for at skrive. Sneen falder smukt og uhæmmet, truer med at spærre mig inde, og i fraværet af de sædvanlige overspringshandlinger har jeg besluttet, at det er en fin dag at starte min blog.

Den kommer til at handle om bøger; både dem jeg skriver og dem jeg læser, og da jeg burde skrive på min roman, En forestilling, er det vel kun passende, at den i det mindste er emnet for dagens indlæg.

Handlingen kort:

Den anerkendte teaterinstruktør Andreas Hammers bankkonto ømmer sig stadig efter det seneste skilsmisseforlig, da en brand på Dramaten i Stockholm efterlader ham med et stort hul i kalenderen. Skuespillerinden Signe Dragsholm har medvirket i en stribe film, men siden hun meldte en instruktør for sexchikane, har hun været blacklistet i filmbranchen, og efter tre år som pædagogmedhjælper i en børnehave, mener hendes agent, at hun skal give teatret en chance.

Det ligner held i uheld for dem begge, da instruktøren på et mellemstort københavnsk teater må sygemelde sig midt under prøverne. Andreas springer til, hyrer Signe til hovedrollen og forelsker sig både i hende og i stykket, men da han opdager, at teatret har lokket ham til at underskrive en kontrakt, der tager højde for hans ry som hensynsløs kvindebedårer, sætter han alt ind på at forvandle forestillingen til en fiasko.

De første halvtreds sider skrev jeg næsten i én køre, men så blev behovet for at researche for påtrængende, og den sidste måneds tid har jeg brugt på at finde ud af, hvordan tingene foregår på et teater. Jeg har læst interviews med teaterinstruktører og fagbøger om skuespil, talt med Foreningen af Sceneinstruktører, en agent og en scenograf, og været til foredrag med dramatikeren Line Knutzon, og så har jeg taget timer hos en stemmecoach, fordi Signes stemmeproblemer er en vigtig brik i mit plot. Jeg har selvfølgelig også været i teatret: I sidste uge så jeg Ondt blod på Edison, som er en forestilling, der – blandt meget andet – handler om, hvad teater kan gøre ved mennesker.

Men nu er der ingen vej udenom, og de næste dage håber jeg at komme godt i gang med at skrive. Hvis du har lyst, kan du læse et udkast til et af de første kapitler her. Signe i solen