Skyggeplottet

3. indlæg i serien Bag om en bog

Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter fik at vide, at hendes bedstefar var blevet varetægtsfængslet for drab?

I princippet bliver hele min næste bog én lang besvarelse af det spørgsmål – og alle de andre, der opstår i kølvandet på det. For svaret afhænger jo af en hel masse faktorer, som denne ene sætning ikke fortæller noget som helst om:
Hvem er forfatteren?
Er hun ung eller gammel?
Har hun børn, mand, hund og penge i banken, og er det horror, faglitteratur eller børnebøger, hun skriver?
Hvordan opfatter hun sig selv?
Hvordan opfatter hun verden?
Og hvad har hun af oplevelser i bagagen?
Alt dette vil påvirke den måde, hun tænker, føler og agerer gennem hele bogen.

Jeg har én gang prøvet at opfinde en vigtig karakter meget sent i processen, nemlig Robert Strand, og det gjorde jeg ved at besvare alle disse spørgsmål – og flere til. Det fungerede virkelig dårligt, og selvom jeg er kommet lidt mere ind under huden på ham efter tre bøger, er jeg aldrig kommet til at holde af ham. Han har ganske enkelt aldrig fået sin egen stemme eller grundtone, sådan som Asta Qvist og Carl Pedersen har. Derfor lader jeg bevidst mange af disse spørgsmål stå åbne et langt stykke hen ad vejen, så min egen nysgerrighed bliver en form for drivkraft for selve skrivearbejdet.

Netop drivkraften er så noget, jeg bruger meget tid på i plotfasen. Altså min hovedpersons drivkraft.
Hvis hun reagerede på beskeden om bedstefarens varetægtsfængsling ved at trække på skuldrene og sige: “Nå, der kan man bare se”, ville der slet ikke være en historie (eller i hvert fald kun en meget kort en), så der skal være noget – bevidst eller ubevidst – der driver hende til at handle på oplysningen, og det rejser nogle spørgsmål om hendes relation til bedstefaren.
Har han været en vigtig del af hendes liv (på godt eller ondt), eller er han en mere fjern skikkelse?
Hvad symboliserer han for hende?
Skylder hun ham noget – eller omvendt?

Lige her kan jeg tydeligt mærke, hvordan min egen bagage spiller ind. Min morfar var en meget vigtig del af min opvækst, mens min sønderjyske farfar døde, længe inden jeg blev født, og når jeg tænkte på de to, kunne jeg mærke, at jeg var mest nysgerrig på min farfar. Derfor har jeg besluttet, at forfatteren og hendes farfar ikke kender hinanden, og at handlingen skal foregå i Sønderjylland (meget mere om det senere). Jeg vidste også, at min hovedperson skulle have en stor interesse for evolutionsbiologi og genetik, og derfor kunne et af hendes motiver for at involvere sig være spørgsmålet: Hvem er denne mand, der har leveret en fjerdedel af mine gener? Af flere forskellige årsager har jeg valgt at skabe et scenarie, hvor de to rent faktisk har haft indvirkning på hinandens liv, selvom de ikke har mødtes, men det vender jeg også tilbage til i et senere indlæg.

Udover de to karakterer indeholder formuleringen af min grundidé også en handling, nemlig at bedstefaren varetægtsfængsles for et drab. Det er denne helt konkrete begivenhed, der skyder fortællingen igang, og den rejser en række nye spørgsmål, som for eksempel:
Hvad er det for et drab?
Taler vi om en bestialsk og umotiveret nedslagtning eller et uagtsomt trafikdrab?
Hvem har han dræbt?
Hvornår? Hvor? Og hvorfor?

Jo flere spørgsmål, jeg stiller mig selv, des mere nysgerrig bliver jeg, og det kan virke fristende bare at starte på side 1 og så se, hvor det hele ender. Desværre har jeg erfaret, at det giver ubegribeligt meget ekstraarbejde i redigeringsfasen, og i værste fald risikerer jeg at spilde måneder på en fortælling, der bare ikke vil hænge sammen. Den frustration fik mig på et tidspunkt til at prøve en plot-udviklingsmodel (Snowflake), som gennem en række trin leder forfatteren frem til et meget detaljeret plot, hvor hver eneste scene er beskrevet i en såkalt step-outline. Det var rigtig sjovt at udvikle plottet, men bagefter sad jeg i flere uger og stirrede på et regneark (alene ordet …) og prøvede at finde en undskyldning for ikke at skrive det, der stod på linje 1. Da jeg endelig kom i gang, kunne jeg mærke, hvordan jeg strittede imod alle de gode idéer, der opstod under skrivningen, for hvis jeg brugte dem, ville det indebære, at jeg skulle revidere hele mit regneark). Så det gør jeg aldrig igen.

I stedet har jeg udviklet en min helt egen teknik, hvor jeg laver en form for “skyggeplot”, men ikke på forhånd tager stilling til, hvordan det skal afsløres i bogen. Denne gang har jeg taget udgangspunkt i spørgsmålet Hvorfor?
Hvorfor i al verden har bedstefaren dræbt et andet menneske?
Man kan sige, at skyggeplottet er en baggrundsfortælling om alle de begivenheder i farfarens liv, der har ført frem til det punkt, hvor han bliver varetægtsfængslet og min bog starter. Det er ikke noget klippefast, nærmere en løs skitse, som jeg sikkert kommer til at justere mange gange undervejs, men det er nok til, at jeg tror på, at det hele kommer til at give mening til sidst.

Nu bliver opgaven så at finde en måde at guide min hovedperson, så hun kan afdække sin farfars historie, og ved at lade dette foregå uden nogen form for drejebog har jeg (forhåbentlig) skabt en balance, hvor jeg har vis kontrol over historien – uden at have taget luften ud af min egen nysgerrighed på forhånd.