Åh, Sønderjylland

4. indlæg i serien Bag om en bog

Her, for enden af kirkegangen på fotografiet, sagde min farmor og farfar ja til hinanden. Det var den 11. marts 1921 – hun var nitten år gammel, mens han var 47 og tilmed hendes gudfar, og jeg har altid tænkt, at der lå en historie gemt her.
Men det er ikke den, det skal handle om nu.
Jeg laver altid meget research til mine bøger, men jeg gør det først forholdsvis sent i processen, så jeg ikke risikerer at bruge en masse tid på at undersøge noget, der måske ender med at blive skåret væk i redigeringen. Det kan jeg ikke gøre denne gang, og det er Sønderjyllands skyld. Som jeg skrev i mit sidste indlæg, var min farfar oppe og vende i de tidligste faser af arbejdet med denne bog, og da han levede det meste af sit liv syd for Kongeåen, er det ikke så mærkeligt, at egnen fik sneget sig ind i historien. Det er måske mere mærkeligt, at jeg ikke kan få den ud igen. Det er, som om fortællingen insisterer på at foregå her, selvom det mildest talt er upraktisk, når jeg ikke har været her i mere end tredive år og kun råder over et bundt usammenhængende erindringer fra min barndoms somre hos farmor i Bolderslev. De er hyggelige nok, men ikke meget bevendt som kulisse for en fortælling, der måske ender med at fylde tre- eller firehundrede sider, og derfor er jeg nu for anden gang kørt til Sønderjylland for at se mig lidt omkring.
Da jeg var her første gang i januar, troede jeg, at det hele skulle foregå på Als, hvor min far er vokset op, så jeg havde på forhånd tjekket, at der var en politistation og et arresthus, hvor farfaren kunne sidde under sin varetægtsfængsling, men jeg manglede at finde den landsby, hvor hans hus skulle ligge. Det skulle være en by med en centrum af en art; en brugs, et aktivt forsamlingshus eller et andet sted, hvor byens indbyggere naturligt ville rende ind i hinanden, og derfor lavede jeg et opslag på facebook, hvor jeg efterlyste hjælp. Det fik jeg i rigelige mængder. Jeg startede naturligvis med alle de forslag, der lå på eller tæt ved Als, men jeg kunne ikke ignorere, at hele fem personer havde peget på Visby ved Tønder, så da jeg skulle hjem, lagde jeg vejen omkring det sydvestligste hjørne af landet, og så snart jeg kørte ind i byen, vidste jeg, at det var det sted, jeg havde ledt efter – også selvom det betød, at jeg måtte starte forfra med at lokalisere nærmeste politistation, arresthus og andre væsentlige detaljer.
Jeg ved godt, at jeg i princippet kunne sidde derhjemme og opfinde min egen lille sønderjyske flække. Det er fuldstændig legitimt, når man skriver fiktion, og hvis jeg havde gjort det, havde jeg slet ikke behøvet at køre til den anden ende af landet. Hvad vigtigere er: Jeg kunne være gået i gang med at skrive for flere uger siden.
Når jeg ikke gør det, er det fordi, jeg skriver bedst, når jeg kan se hver eneste scene for mig som et klip fra en film. Når det virkelig kører, er det, som om billederne dukker op i mit hoved, og jeg bare skal beskrive, hvad karakterne siger, gør, tænker og føler, men den tilstand er næsten umulig at opnå, hvis jeg samtidig skal opfinde de omgivelser, karakterne befinder sig i. Drejer han til venstre eller højre for at komme til købmanden? Åbner døren indad eller udad? Hvilken farve er sofapuderne?
Det ved jeg nu.
Jeg ved også, at virkeligheden kan befrugte fantasien på de mest forunderlige måder, men det vil jeg ikke afsløre for meget om her …

Og min farmor og farfars bryllup? En lokal slægtsforsker genkendte mit efternavn, tastede lidt på sin iPad og fandt ud af, at de blev gift i Døstrup Kirke, kun sytten kilometer fra Visby.