Hvem kommer med idéerne?

2. indlæg i serien Bag om en bog

Ofte føles det, som om idéerne opstår ud af det blå, men det svarer vel lidt til at tro, at det er storken, der kommer med børnene, så nu har jeg forsøgt at gennemskue, hvorfor jeg føler, at jeg skal skrive lige præcis denne historie. Men først en af de passager, jeg har slettet fra udkastet til bogens første kapitel. Den handler om den kontrakt, forfatter og læser indgår – hvis altså læseren køber fortællingens grundlæggende idé:

Selvfølgelig er det en illusion!
Man sidder i toget, i lænestolen eller i sengen med et par puder i ryggen og bogen mellem hænderne, og i bedste fald mærker man fugten mod huden, duften af tørt hø, smagen af harsk smør, den sviende smerte mod spidsen af pegefingeren, eller struben der snører sig sammen ved lyden af farens stemme. Men man ved jo godt, at det ikke er noget, der sker i virkeligheden. Det er bare ordene, der flyder fra papiret gennem øjnene ind i hjernen som en endeløs række af koder, der kan danne billeder så livagtige, at krybdyrhjernen ikke kan skelne dem fra levet liv og derfor reagerer ved at udsende de samme nerve- og hormonsignaler, som den ville gøre, hvis det vitterlig var læseren, der oplevede det hele.
I bedste fald, skriver jeg, for det fungerer kun, hvis læseren lader alle forsvarsværker falde, tillader transformationen fra ord til billede at foregå uden at stille for mange spørgsmål, og det kræver, at den grundlæggende kontrakt mellem læser og forfatter er på plads.
Lad mig illustrere det med et eksempel.
I en af mine krimier har jeg et udspil, der hedder: “Hvad nu, hvis man tog en ung, kvindelig sociologistuderende fra Christiania, som er i gang med et feltarbejde, hvor hun ikke må sige et ord i seks uger, og lod hende følge en specielenhed inden for politiet, mens de optrevler et familiedrama i Whiskeybæltet?”
Vi ved jo alle sammen godt, at det scenarie næppe er hentet direkte fra virkeligheden, men det har alligevel noget, et eller andet, som pirrer nysgerrigheden og forhåbentlig får læseren til at tænke: “Hm. Det er sgu et ret interessant eksperiment. Gad vide, hvordan det kunne udvikle sig?”.
Eller som Ekstra Bladets anmelder skrev: “Nok er det noget fortænkt at placere en stum sociologistuderende blandt drabsefterforskere – men det kommer faktisk til at fungere.”
Bingo!
Så er kontrakten på plads, og på de næste 345 sider er læseren parat til at tilgive ret meget.
Hvis udspillet slet ikke er troværdigt, skal læseren bruge en masse energi på at undertrykke de kritiske spørgsmål, der melder sig undervejs, og hvis det tangerer virkeligheden én til én, bliver han eller hun doven, for hvorfor bruge kræfter på at forestille sig noget, de har set så tit i den virkelige verden?
Når den bærende idé holder, lægger man slet ikke mærke til, at man indgår en kontrakt, men den er der – frit synlig for den, der er opmærksom.
Jeg siger det bare.

For mig at se, er sætningen Hvad nu hvis …? helt central.
Jeg får hele tiden nye indfald. Det kan være noget, jeg støder på, som gør mig nysgerrig eller får mig til at undres, eller det kan være et uforklarligt billede, der dukker op fra underbevidstheden, eller noget så enkelt som en speciel stemning. Det meste af det glemmer jeg igen, men de gode af indfaldene har en tendens til at rumle rundt, indtil de på et tidspunkt munder ud i et spørgsmål, der netop starter med Hvad nu hvis …?
Forleden læste jeg for eksempel en lille scene i Jakob Melanders nyeste krimi, De berusedes vej, hvor en af hovedpersonerne ser på, mens en politifotograf tager billeder af et lig. Man kunne sikkert skrive en interessant krimi med netop en politifotograf i hovedrollen, tænkte jeg, men jeg fik ikke lyst til at skrive den. Det sker først, hvis jeg opdager, at jeg kan sætte et eller andet interessant efter sætningen. Hvad nu, hvis en politifotograf …?

Det første kim til mit nuværende projekt blev lagt, da jeg sidste sommer læste romanen “Sandheden om Harry Quebert sagen” af Joël Dicker. Næsten fra første side havde jeg sådan en “Øv! Den bog skulle jeg jo have skrevet!”-fornemmelse. Jeg synes, den er lidt for lang, blandt andet fordi mange (lange) passager bliver gentaget, men jeg var vild med Dickers jeg-fortæller, som er forfatter. Jeg har altid elsket at læse bøger om forfattere (selvfølgelig!), men nu gik op for mig, at jeg også drømte om at skrive en. I mine første tre bøger har jeg udstyret mine hovedspersoner med professioner, der lå ret langt fra min egen baggrund, og det har været spændende at skulle sætte sig ind i, hvordan en retspsykiater, en sociolog og en statsautoriseret revisor tænker, men nu fik jeg lyst til at skrive med en hovedperson, der lå nærmere mig selv.
Så jeg begyndte at lege med tanken: Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter …?

I lang tid nægtede min hjerne at fortsætte den sætning, men i november så jeg dokumentarfilmen Genetic me om videnskabsjournalisten Lone Frank, og så begyndte der at ske noget. Lone Frank har skrevet to meget fascinerende bøger om hhv. hjernen (Den femte evolution) og gener (Mit smukke genom), og dokumentarfilmen handler om hendes forsøg på at forstå, hvorfor og hvordan hun er blevet den, hun er. Filmen starter med, at hun får lavet en omfattende personlighedstest, som viser, at hun har nogle ret uheldige karaktertræk, og en række besøg hos nogle af verdens førende hjerne- og genforskere åbner hendes øjne for, hvor stor betydning vores arvemasse har. Generne afgør ikke bare, hvordan vi kommer til at se ud eller hvilke sygdomme, vi er disponeret for, men også vores helt grundlæggende karaktertræk og dermed i vid udstrækning det liv, vi ender med at leve.
Jeg har været fascineret af evolutionsbiologi, siden jeg i 8. klasse så en udstilling om Darwin, og måske er det derfor, dokumentarfilmen fik mig til at tænke: Hvad ville man kunne lære om sig selv ved at studere sine forfædres liv? Den tanke ledte videre til spørgsmålet: Og hvad nu, hvis det, man finder ud af, ikke er særlig opløftende?

På det tidspunkt troede jeg, at det her var en helt ny idé, men på en eller anden måde fik min hjerne kædet det hele sammen i spørgsmålet: Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter fik at vide, at hendes bedstefar var blevet varetægtsfængslet for drab?
SÅ begyndte historien at leve.
For hvordan reagerer hun på den besked? Hvad vil hun tænke, føle og ikke mindst gøre?
Og det er nok i virkeligheden det, der motiverer mig til at bruge tusindvis af timer på at skrive en bog: at jeg på en eller anden måde får stillet mig selv nogle spørgsmål, jeg ikke kender svarene på.
Endnu 🙂