Kategorier
Blog Min mund er lukket

Bag om forsiden

Trykkeren har leveret længe før aftalt, så den sidste uge har jeg gået rundt og kigget på min nye, fine bog. Alle, der har set den, har kommenteret på, hvor smukt omslaget er, så mens jeg venter på at kunne sende den ud i verden, vil jeg fortælle, hvordan svenske Linas tatovering er endt på forsiden af min bog.

For tre år siden var jeg på bogmesse i Göteborg. Da jeg kom ud fra et seminar, så jeg en lang kø ved det tilstødende auditorium. Bläck. Tatueringar Hud Minnen, stod der på skiltet. Det lød ikke som noget for mig, men jeg gik ind, og en halv time senere købte jeg et eksemplar af den mest fantastiske bog om tatoveringer, jeg nogensinde har set. Det var ikke kun Björn Abelins flotte fotografier, men lige så meget forfatteren og journalisten Elisabeth Åsbrinks poetiske tekster, der fik mig til at sluge bogen fra ende til anden.

Det smukkeste billede i bogen var af Lina, som har fået lavet to dansende traner på ryggen. I det ledsagende interview fortæller hun, at hun egentlig bare ville have én fugl, men så kom hun til at tænke på, at traner mater for life, og derfor fik hun lavet to.

Jeg glemte alt om “Bläck”, men sidste år dukkede den pludselig op igen, da jeg fik den idé, at Asta, hovedpersonen i “Min mund er lukket”, skulle have lavet en tatovering. Det blev selvfølgelig to dansende traner, og nu har Simon Lilholt fra Imperiet omdannet Björn Abelins fotografi til den fineste, fineste forside.
Den aftale, jeg har lavet med fotografen om brug af billedet, giver mig kun lov til at vise det som en del af forsiden, men hvis du er nysgerrig, har jeg fundet et link til det her.

Den færdige forside kan du se i indlægget En lille smagsprøve.

I teksten, der ledsager fotografiet af Lina, faldt jeg også over dette citat: Hvad er huden? Et grænsesnit mellem jeget og omverden. En tynd, elastisk linje mellem indeni (blodet, drømmene, rædslerne) og udenpå (skallen, som holder sammen eller sprækker). Det passer fint til de tanker, Asta gør sig undervejs i bogen, og jeg er glad for, at jeg har fået Elisabeth Åsbrinks tilladelse til at indlede bogen med det.

Hurra for lange køer ☺

Share Button

3 kommentarer til “Bag om forsiden”

Dejlig historie. Det er godt at lade sig distrahere, man ved aldrig om der ikke lige skulle komme en bog ud af det.

Ja, det gælder om at holde sig åben.
Kh. Eva

Kære Eva. Tak for et ekslusivt indblik i processen i kulissen, mens vi venter 🙂

Lukket for kommentarer.