En ommer

Dette indlæg har været meget længe undervejs.
Først udskød jeg det, fordi jeg mest havde lyst til at kravle ned i et hul og gemme mig, og senere udskød jeg det, fordi jeg bare ville glemme det hurtigst muligt, men det handler altså om skriveblokering.

Hvis jeg lige må blive i parforholdsmetaforen fra mit sidste indlæg, En date med min tekst, skete der det, at jeg en dag mødte op til den der frygtede middagsaftale, hvor man har glædet sig helt vildt, men pludselig tager sig selv i at tænke: Hvem er den mand, der sidder overfor mig? Hvordan i alverden har jeg fået bildt mig selv ind, at han kunne blive den eneste ene?

Havde det været en mand, var jeg løbet min vej, men det var mere end 100 siders tekst, som jeg havde brugt rimelig lang tid på at skrive, så jeg gav det en chance mere, og en mere … Når jeg ikke lige kunne finde en undskyldning for at lade være, gik jeg ned i skrivehytten om morgenen og åbnede filen med min bog. Så læste jeg det sidste kapitel i dokumentet og startede med at slette cirka halvdelen. Så læste jeg det igen og slettede resten, eller, hvis det var en virkelig dårlig dag, også noget af det forudgående.
Der var også dage, hvor jeg lovede mig selv ikke at slette noget. På en af disse dage fandt jeg for eksempel på, at jeg ville se bort fra, hvor i handlingen jeg var nået til, og bare skrive lige den scene, der faldt mig ind. Det virkede ret lovende, i hvert fald sådan fra morgenstunden, men efter at være startet på tyve eller tredive nye scener uden at skrive mere end et par linjer, droppede jeg også den idé.

Så fik min familie sommerferie.
Det var virkelig tungt at starte fire ugers ferie med følelsen af, at der ikke var noget at komme tilbage til, og det tog mig det meste af en uge at få det helt ud af hovedet, men det lykkede faktisk. Jeg rørte stort set ikke et tastatur i fire uger, men jeg læste til gengæld en kæmpe bunke faglitteratur om evolution og genetik, som jeg tog en masse noter til, og da vi vendte hjem fra sommerhuset, var jeg helt overbevist om, at det nok skulle gå.
Jeg startede selvfølgelig med at læse det, der havde overlevet alle mine massakrer, og min første reaktion var: Det er da ikke så dårligt. Jeg fik vist også skrevet et enkelt kapitel den første dag, men dagen efter startede det forfra. Jeg slettede, slettede lidt mere, og til sidst lukkede jeg computeren, pakkede tasken og kørte til Sverige.
Vores gamle vandmølle i Småland er det sted, jeg skriver allerbedst, men nu er det så også det sted, hvor jeg har haft mit livs værste arbejdsdag. Jeg vågnede tidligt og tilbragte sammenlagt tolv eller fjorten timer foran skærmen uden at frembringe én eneste brugbar sætning, og da jeg vaklede i seng, tænkte jeg: Det her kan ikke fortsætte. Den fungerer ikke, og sådan er det bare. Nu dropper jeg den skide bog.

Da jeg vågnede næste morgen, vidste jeg, hvad der var galt.

Måske havde jeg vidst det længe, men det var altså først, da jeg var villig til at give slip på mange timers hårdt arbejde, at problemet trådte tydeligt frem: Nogle af de grundlæggende præmisser for bogen haltede, og det gjorde min hovedpersons indre drivkraft utroværdig. Det betød, at jeg hele tiden skulle bruge alt for meget energi (og alt for mange ord) på at sandsynliggøre hendes reaktioner, og derfor kom det hele til at virke kunstigt og fortænkt.

Jeg skal nok skrive mere om, hvad det konkret er, jeg har ændret, men for at gøre en lang historie kort, endte jeg med at starte forfra, og nu kører det.

Håber jeg …