Hampus, Nadia, Bjørn, Conrad & Stefan. For tre år siden var det bare en stribe navne, jeg havde valgt til de karakterer, der skulle befolke serien om Akademiet. I dag føles de som virkelige personer. Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg har tilbragt i deres selskab, og hvis nogen vækkede mig klokken tre om natten og spurgte, hvad Hampus ville vælge fra Strandmøllekroens menukort, eller hvad Nadia ville sige til en telttur på Svalbart, ville jeg ikke behøve mange sekunders betænkningstid. Selv Stefan med alle hans særheder er jeg kommet til at holde af, og derfor kræver det en vis portion is i maven at sige: THE END. Men det er sådan, det bør være. Akademiet har fra første færd været tænkt som en trilogi, hvor en gennemgående historie skulle binde de enkelte dele sammen til en helhed, og nu, hvor den historie har fået sin slutning, ville det virke underlig fladt at fortsætte. I går gik Lars Brygmann i studiet for at indtale Hyrden, og når den udkommer på Mofibo om en måneds tid, håber jeg, at lytterne vil give mig ret i, at Akademiet slutter præcis, hvor den skal.
