Med en udsigt som denne kan man ikke undgå at blive inspireret, men nu, hvor solen er krøbet tilbage i sit vinterhi, vil jeg slukke computeren og forkæle mig selv med en god bog.
Jeg er lige startet på andet bind af Haruki Murakamis 1Q84, som jeg vil vende tilbage til, når jeg er færdig med hele trilogien, men jeg kan allerede nu sige, at det var en stor fejl at læse første bind, inden de to næste udkom. Ventetiden har været lang.
Det krævede ellers en smule overvindelse at kaste mig over 1Q84, for Murakami har hidtil hørt til i den kategori af forfattere, jeg kalder spørgsmålstegn. Det er dem, alle taler om, men som jeg ikke selv bliver grebet af. Jeg har læst Sønden for grænsen og vesten for solen, som var interessant på en lidt distanceret og uvedkommende måde, og så har jeg gjort adskillige forsøg på at komme i gang med Trækopfuglens krønike, men er aldrig nået videre end til side halvtreds.
Der er læsere, der altid læser en bog til ende, men selvom deres disciplin kan virke imponerende, forstår jeg ikke helt formålet. At fordybe sig i en bog kræver tid, som de færreste af os har for meget af, og så længe der er tusinder og atter tusinder af bøger, jeg ikke har læst, vil jeg forbeholde mig retten til at arkivere en bog lodret, hvis den ikke fanger mig.
Ind i mellem kan man heldigvis tage fejl, hvilket jeg oplevede med Ernest Hemingways Den gamle mand og havet, som jeg blev tvunget til at læse i gymnasiet. I mange år var jeg sikker på, at det var verdens kedeligste bog, indtil jeg fandt ud af, at Hemingway skrev den, mens han led af en alvorlig skriveblokering. Den store fisk, som den gamle mand forsøger at få trukket i land, er en metafor for den roman, Hemingway ikke kan få skrevet, og da jeg genlæste bogen med dette i tankerne, syntes jeg pludselig, at det var en smuk og tankevækkende beretning.
Skulle du sidde inde med en lignende læsenøgle til Farvel til våbnene, hører jeg gerne fra dig, for den har efterhånden ligget temmelig længe i bunken med halvlæste bøger.
