Måske er det min fortid i reklamebranchen, men jeg er lidt emsig, når det gælder forventningsafstemning. Jeg vil selvfølgelig gerne have, at en hel masse mennesker køber eller låner mine bøger, men jeg vil altså også gerne have, at de er glade og tilfredse, når de vender den sidste side, og min erfaring er, at dette kræver overensstemmelse mellem læserens forventninger og bogens gemyt.
Når man køber en dåse tun, forventer man heller ikke at komme hjem med en motorsav.
Med mine krimier var det enkelt: Når jeg stod ude i en boghandel for at promovere den nyeste i rækken, behøvede jeg bare at sige ordet krimi, så kunne jeg straks aflæse i modtagerens blik, om jeg stod overfor en potentiel læser, eller om vedkommende var bedre tjent med at blive peget i retning af hylderne med skønlitteratur. Deres svar kunne som regel koges ned til ét af to: ”Jeg læser aldrig krimier” eller ”Jeg elsker krimi!”, og når jeg tilføjede, at mine krimier lå i den sobre ende af skalaen; at det, der interesserer mig, er, hvorfor nogle mennesker finder på at slå andre ihjel og ikke så meget, hvordan de rent faktisk bærer sig ad med at gøre det, var jeg aldrig i tvivl om, hvorvidt kunden ville være et godt match til Én gang morder , Min mund er lukket eller I blinde.
Nu har jeg så skrevet en roman, og det er – for nu at sige det ligeud – pissebesværligt.
Ordet roman kan dække over næsten hvad som helst og er derfor ikke meget bevendt, når det handler om at sikre, at Det hvide mørke havner hos netop de læsere, der vil vende den sidste side med et lille tilfreds suk, og det bliver ikke lettere, når en anmelder (som måske/måske ikke har læst bogen?) skriver, at ”der er knaldroman for alle pengene her”. For det er der altså ikke. Der er meget andet, men der er simpelthen ikke knaldroman for ret mange penge.
Jeg elsker selv en god knaldroman, men betegnelsen skaber forventninger, som Det hvide mørke ikke vil indfri.
Derfor er jeg på jagt efter et ord, der på et splitsekund kan formidle, at selvom Det hvide mørke er spændende, så er det også en gribende og tankevækkende fortælling om, hvordan slægt former liv på godt og ondt.
De fleste har valgt at kommentere mit opslag på Facebook, men du er også velkommen til at skrive dit forslag i kommentarfeltet under indlægget her.
De bedste bud belønnes med et signeret eksemplar af Det hvide mørke.
9 kommentarer til “Hvad er det modsatte af en knaldroman?”
Hvad med en “Waoo-roman” eller “Waw-roman”
Ja, hvorfor ikke 🙂
Arvesyndsroman
Arvesyndskrimi
Refleksionsroman
Refleksionskrimi
Psykokrimi
Tankekrimi
måske der findes engelsk udtryk – lyder tit bedre :0)
Vil gerne lige understrege, at det netop IKKE er en krimi, men “arvesyndsroman” er et dejligt ord 🙂
For min skyld må I kalde det – næsten – hvad I vil. Jeg elsker spændingsbøger, krimier, knaldromaner eller arvesyndsromaner. Hovedsagen er en spændende roman, med en sober tone, og et handlingsforløb man kan følge med i. Netop i dine romaner syntes jeg at det hele er der. Jeg læser 30-40 bøger om året, og indrømmet, efter et par år, kan jeg godt finde på at tage en gammel kending op og læse den igen.
Pudsigt nok var vi i Växsjö sidste år, så det var hyggeligt at læse ‘en gang morder’
Tak for nogle (u)hyggelige timer.
Sten
Tak for rosen 🙂
Jeg elsker også at læse bøger, der foregår på steder, hvor jeg har været. For nogle år siden læste jeg Leif Davidsens “På sporet af Hemmingway”, mens vi var i Florida, blandt andet i Key West, og det gjorde læseoplevelsen til noget helt særligt.
Som du nok kan regne ud, er Växjö næsten min hjemmebane. Mine forældre boede der i nogle år, og da de flyttede til Härnösand, hvor jeg blev født, fandt de en ødegård lige uden for Växjö, som de stadig har. Nu har min mand og jeg fundet en gammel vandmølle (som er den Camilla Nylén bor i i Én gang morder), så vi tilbringer de fleste ferier i det Smålandske. I år skal vi også på Road Trip til Härnösand, så jeg har netop hentet Brobyggerne som lydbog, da et af bindene efter sigende foregår netop i det område.
God sommer!
Eva
Hej Eva Maria
Er det Jan Guillous serie, du mener? Den er altså næsten for god til at man kan nøjes med lydbog, hvis man altså ikke er nødt til det.
Erik
Som du måske har regnet ud fra mit seneste fb-opslag, er jeg ikke bjergtaget. Sproget er dejligt, der er en fin humoristisk undertone, og jeg kan godt lide setup’et med de tre brødre, der bliver spredt ud over Europa, men jeg synes, at der går lidt sødsuppe i den, og at specielt Laurits er ulideligt naiv, men nu må jeg lige høre den til ende, før jeg beslutter, om de næste bind skal på læselisten 🙂
Det følgende navn kan gælde ALLE romaner (set fra forfatterens synsvinkel): En “GYSSER”.