Kategorier
Blog Hald & Crone

Mønstre og universer

Når man gør noget længe nok, opstår der ofte nogle mønstre. I mit tilfælde hedder mønsteret åbenbart: Først en trilogi, så en enkeltstående bog, derefter en ny trilogi og så videre. Efter Boghandlerens hemmelighed var det således tid til en trilogi, men om hvad og ikke mindst: hvem?

Ubevidst har jeg vist altid haft en modvilje mod at skrive fuldkommen klassiske krimier, der kræver, at jeg ved alt om politiets systemer, procedurer og titler. Derfor blev jeg naturligvis nysgerrig, da en ven fortalte, at det forsikringsselskab, han arbejdede for, havde mere end tredive tidligere politiefterforskere ansat.

Indrømmet: Jeg havde nok en lidt negativ forestilling om, hvad de rendte rundt og lavede, men efter at have talt med et par af dem vidste jeg, at udgangspunktet for mit nye univers var på plads. At det lige kom til at handle om kriminalitet i kunstens verden, skyldes også nysgerrighed, for hvorfor betaler nogle mennesker gladeligt tusindvis af kroner for noget, der bare skal hænge på væggen, og hvem bestemmer egentlig, hvor mange nuller der skal på? Da det desværre er en velkendt sag, at penge tiltrækker kriminelle, har det ikke været svært at finde scenarier, hvor de to verdener overlapper.

Til gengæld har jeg været anderledes bevidst om min modvilje mod klassiske kontormiljøer. Det er, som om min kreativitet dør en lille smule, hver gang jeg forestiller mig et mødelokale med whiteboards, termokander og frustrerede efterforskere. Mens jeg gik og summede over den nye serie, skulle jeg rydde op i mit lager af bøger, og da jeg stødte på et eksemplar af Én gang morder, kom jeg til at tænke på en af efterforskerne i bogen, som var blevet fårebonde ved et tilfælde. Jeg kunne pludselig huske, hvor meget det i sin tid ærgrede mig, at hans gård kun indgik i en enkelt scene, men som forfatter har man jo heldigvis lov til at stjæle sine egne idéer. Mit nye univers er derfor blevet et sted, hvor får, forsikring og kunst kan mødes.

Karakterernes fremkomst kan jeg ikke sige ret meget om. Når rammerne er ved at være på plads, kommer de ganske enkelt slentrende ind på scenen. Den største glæde ved at skrive er at lære dem at kende, og Ellen Hald og Bertram Crone har vist sig at være så interessante og komplekse, at jeg overvejer at bryde mønsteret og skrive mere end tre bind om deres fælles eventyr.

Share Button