Mus og mislykkelige projekter

Da jeg planlagde at tage til Sverige for at skrive i denne uge, vidste jeg præcis, hvad jeg skulle arbejde med. Idéen opstod nemlig allerede, mens jeg skrev på 2. sæson af Akademiet, og den kom til mig i form af en lille billedsekvens:

En mand rejser sig for at bære en kiste ud. Da han vender sig om, ser han tre mænd i lange, sorte frakker forlade kirken.

Jeg vidste instinktivt, at det var farens kiste, og jeg nåede ret hurtigt frem til, at de tre mænd måtte være mandens ukendte farbrødre.

Idéen lå og simrede, og så snart jeg fik afsluttet Akademiet, gik jeg i gang med at læse op på svensk arveret, tale med advokater og udfylde hundredevis af arkivkort med plotpunkter og beskrivelser af de karakterer, der skulle befolke historien. Jeg havde også fået skrevet de første par kapitler, da min mand og jeg for et par uger siden kastede os over den nye Netflix-serie, Young Wallander.

Altså; at et plot ligner noget, man har set før, behøver efter min mening ikke at være en hindring – det kan ligefrem være en fin udfordring at skulle forny klichéerne – men slutningen på Wallander udstillede desværre en kliché, som jeg umuligt kunne komme udenom. Af hensyn til læsere, der ikke har set Wallander endnu (og som kan udholde at høre en flok svenske skuespillere brække tungen på engelske replikker …), vil jeg ikke afsløre, hvad klichéen består i, men blot sige, at jeg endegyldigt droppede mit projekt, mens rulleteksterne gled over skærmen efter sidste episode.

Nu er hjernen heldigvis sådan indrettet, at når man smider noget væk, bliver der plads til noget andet, og næste dag var jeg i gang med at skrive igen – denne gang uden plotkort og uden at have den fjerneste anelse om, hvor det hele skulle slutte. Til gengæld har jeg en elskelig hovedperson, som trådte frem med en klar og tydelig stemme, i samme øjeblik fingrene rørte tasterne, og jeg har besluttet mig for lade ham vise vej og se, hvad det kan føre til.

Og musene? Udover at skrive havde jeg planlagt turen til Sverige med det formål at få svar på, om den gamle vandmølle var ved at blive ædt op af husbuk. Det var den ikke. Til gengæld opdagede ham skadedyrsfyren, at de små firbenede allerede var ved at flytte ind for vinteren, og da jeg rigtig gerne vil have dem til at flytte ud igen, har jeg allieret mig med en kombi af finsk højteknologi og gode, gammeldags musefælder, som skal ”lades” med musenes (og min) favoritchokoladebar.