Pauser

Når man skal tegne en streg med en lineal, er det en stor fordel, hvis linealen er så lang, at man kan gøre det i ét hug. Ellers er det svært at få retningen helt lige, og der kommer altid små, grimme klumper, hvor de forskellige dele af stregen overlapper.
Jeg er næppe den eneste forfatter, der oplever, at noget af det samme gør sig gældende for skriveprocessen, og jeg hørte for nylig, at Anthony Doerr, forfatteren bag ”Alt det lys vi ikke ser”, skulle have sagt noget i retning af: Hver nat kommer der en lille smule rimfrost på teksten, og jo længere tid, den ligger urørt, des mere is skal man hakke sig igennem for at nå ind til kernen.
Der er med andre ord ikke meget pænt at sige om pauser i skrivningen.
Én af de ting, der sker, er, at det bliver svært at falde ind i tonen igen. For mig kræver det, at jeg læser alt det, jeg har skrevet – ofte flere gange – før jeg fanger rytmen, hvilket medfører, at jeg hen mod slutningen af et skriveprojekt er ualmindelig træt af de første sider. Desværre er det også næsten umuligt at læse sin egen tekst uden lige at udskifte et ord her og der eller flytte en sætning eller et afsnit, og det er klart, at en tekst mister noget af sin umiddelbarhed efter sådan en 50-60 gennemlæsninger.

Et andet problem er retningen, og det er lidt vanskeligere at sætte ord på. Den samme grundhistorie kan folde sig ud på mindst en million forskellige måder, men alle de valg, jeg træffer undervejs – skal han være ingeniør eller smed, er det en rødbøg eller en magnolia, han planter? – det afhænger alt sammen af, hvorfor jeg overhovedet vil fortælle den her historie.
Hvis der var tale om en konkret, eksplicit hensigt, som den der gennemsyrer en reklametekst eller en lærebog, ville jeg kunne skrive den ned i begyndelsen af mit dokument og læse den, hver gang jeg havde holdt en pause, men det er det ikke. Det er nærmere en underliggende følelse, der udspringer af nogle uformulerede spørgsmål, jeg gerne selv vil finde mulige svar på, eller en undren over, at visse ting i livet lader til at fungere på en bestemt måde. Med andre ord: noget mere flygtigt. Derfor kan jeg, efter sådan en pause, opleve noget, der minder om et eksistentielt tomrum på tekstens vegne. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor den historie skal skrives – og i de situationer ville jeg gladelig læse den samme tekst 500 eller 600 gange, hvis det bare kunne få mig tilbage på sporet.

Når jeg skriver alt dette, er det selvfølgelig fordi jeg nu igen er havnet i en situation, hvor jeg knap har åbnet mit skriveprojekt i mere end en måned. I den ideelle verden ville jeg have skrevet lidt hver eneste dag på trods af Krimimesse, Påskeferie, kursus og adskillige foredrag, men i den virkelige verden er der et markant skel mellem det udadvendte og det indadvendte, og jeg har efterhånden indset, at jeg gør mere skade end gavn, når jeg kaster mig til tastaturet og forsøger at tvinge noget ned på papiret i den time eller to, jeg har til rådighed, inden jeg løber ud ad døren til det næste arrangement, så det har jeg opgivet. Til gengæld har erfaringen lært mig, at når jeg træffer beslutningen om at lægge bogen fra mig, er jeg nødt til at lave en tyk, sort streg gennem kalenderen, der markerer det tidspunkt, hvor pausen skal slutte, og det gør den på mandag.

Denne gang er der kommet noget godt ud af pausen. I forbindelse med noget research, jeg har fået fra hånden her i pausen, har jeg talt med flere mennesker, som jeg var nødt til at sætte ind i baggrundshistorien for at mine spørgsmål gav mening. Det har fået mig til at indse, at farfarens historie er så kompleks, at jeg er nødt til at fortælle den; ikke bare i små brudstykker efterhånden som min hovedperson afdækker den, men i nogle mere sammenhængende klumper, og efter at have tilbragt en del timer i bilen de sidste par dage, har jeg (måske) fundet en form, der kan få det til at fungere. Så nu kan mandag bare komme an.