Jeg havde egentlig tænkt mig at lade bloggen her lide en stille død, men jeg synes alligevel, at Boghandlerens hemmelighed fortjener et par ord.
Som det fremgår af mit forrige indlæg, Mus og mislykkelige projekter, var planen at droppe plot & planer og i stedet lade hovedpersonen, Max Wenzel, vise vej. Dårlig plan. Jeg har selvfølgelig lavet andet i de mellemliggende år (købt et halvt Bed & Breakfast på Læsø, oversat en svensk biografi, lært at tegne og skrevet førsteudkastet til en ny krimi sammen med en god kollega), men hånden på hjertet: Max har været en elendig vejviser.
En anmelder roser bogen for at stille krav til sin læser, mens en anden skriver: ” Jeg ville nok foretrække, at plottet blev en anelse mere enkelt.” Nå, men så er det da virkelig heldigt, at sidstnævnte ikke fik den oprindelige version. Selv min trofaste testlæser, der er vant til min forkærlighed for det gådefulde, var helt rundt på gulvet.
Problemet med komplicerede historier er informationsøkonomien eller rettere: Hvem skal vide hvad hvornår? Karaktererne agerer hele tiden på baggrund af den viden, de har på et givet punkt i fortællingen, hvilket betyder, at hver gang jeg flytter en scene (hvilket desværre er nødvendigt ret ofte, når man mangler en overordnet plan), er det som at puffe til en stribe dominobrikker. Det kan der hurtigt gå lang tid med.
Når det kommer til læserne, er det med informationsøkonomien til gengæld anderledes enkelt: De skal vide så lidt som muligt, så længe som muligt. Hvis du vil vide, hvad boghandlerens hemmelighed er, hvorfor der er et kompas på bogens forside eller hvilke psykologiske aspekter, der er i spil, når mennesker overvåger hinanden, er du simpelthen nødt til at læse bogen 🙂
Hvad så nu?
Jeg har en virkelig god idé til et helt nyt univers, og det kribler i fingrene for bare at skrive løs, men klog af skade må jeg nok hellere bruge lidt tid på at strukturere fortællingen, inden jeg går i gang.