Kategorier
Blog En gang morder

Fra idé til færdig bog

Jeg har i dag truffet den endelige beslutning om at udgive min krimi, og jeg har tænkt mig at blogge om hele processen, så I kan få et indblik i, hvilket arbejde der ligger bag hver eneste dejlige bog, der ender på læserens natbord.

Idéen til min krimi opstod for flere år siden. Jeg havde været en tur i Sverige og sad i bilen på vej hjem, da der pludselig dukkede et billede op: En mand sidder på trappetrinet på bagsiden af mine forældres ødegård i Småland og kigger ud over søen, mens han holder en hvid kuvert i hånden.

Han så ikke glad ud, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der mon kunne være i den kuvert? Efter at have summet lidt over det, nåede jeg frem til, at kuverten indeholdt et billede af en psykiatrisk patient, som havde taget sit eget liv, mens han var i behandling hos den mand, der finder kuverten tyve år senere.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle skrive en krimi, så i første omgang arbejdede jeg på en historie, der handlede om psykiaterens skyldfølelse over det, der var sket, mens han var turnuskandidat, men historien kørte lidt trægt, og så dukkede en ny tanke op: Hvad nu, hvis den afdøde patient var seriemorder og der skete et nyt mord, som var en tro kopi af hans første mord? En dygtig skrivecoach gav mig et venligt los bagi, og da jeg først overgav mig til krimigenren gik skriveprocessen forholdsvis smertefrit.

For godt to år siden stod jeg så med det, jeg troede, var den færdige bog. Som forlægger overvejede jeg selvfølgelig at udgive bogen selv, men jeg endte med at sende den til et større, dansk forlag, og jeg vil ikke trætte jer med min lidelseshistorie, men blot sige, at mit temperament ikke er kompatibelt med den danske forlagsbranches måde at møde de forfattere, der trods alt er det vigtigste grundlag for deres forretning. Det endte med, at jeg selv hyrede en erfaren redaktør, som inspirerede mig til at skrive historien helt om, så den i dag er væsentligt strammere og mere spændende, og da han læste den igen, var hans melding, at den absolut var udgivelsesværdig 🙂

Jeg har hele tiden været meget splittet i forhold til tanken om at udgive selv. En del af mig ville ønske, at et af de store forlag lå på knæ og sagde, at den her bog var så fantastisk, at de ville trykke den i et førsteoplag på 20.000 eksemplarer. Det er snobben i mig, eller måske nærmere den lille, usikre pige, der gerne vil blåstemples af smagsdommerne, og det var tilsyneladende den del af mig, der sad i førersædet, da jeg valgte at sende den nye version til samme forlag.

Mens jeg ventede – og det gør jeg for så vidt stadig, for efter 3½ måned har de stadig ikke liiige fået læst den – har en anden del af mig fået overtaget. Det er den del, der gerne vil bestemme alting selv; som tror på, at det her er en rigtig god bog, og som er overbevist om, at jeg vil kunne gøre det mindst lige så godt som de støvede, gamle forlæggere – og derfor har jeg nu besluttet mig for at springe ud som indie writer.

Jeg glæder mig til endelig at komme i gang med det arbejde, der skal forvandle mit 281 sider lange word-dokument til en rigtig bog, som andre kan læse, og jeg glæder mig til at dele selve processen med jer, der kommer forbi min blog. Mens jeg kaster mig over den første opgave, som er at finde på en god titel, får I lige en smagsprøve:

Prolog