Kategorier
Blog Min mund er lukket

Ubevidst inkompetence

Dette indlæg handler om det, jeg ikke vidste, at jeg ikke vidste.

Indtil for nogle uger siden gik jeg rundt og troede, at jeg havde rigtig god tid. Planen er at sende det ikke-korrekturlæste manuskript til min næste bog ud til damebladene i midten december, så de kan nå at få den i omkring udgivelsesdatoen den 21. februar 2014, og inden da skulle det lige en tur omkring redaktøren til en sidste gennemlæsning, men det virkede helt realistisk, for jeg var jo næsten færdig. Troede jeg. Som jeg skrev i mit sidste indlæg, har manuskriptet været ude hos en række testlæsere, deriblandt studielederen på Sociologisk Institut under Københavns Universitet, og det er hende, der har rystet min tidsplan. Hvor de andre testlæsere havde mange gode, men også overkommelige ændringsforslag, meldte sociologen tilbage og sagde: ”Det er helt urealistisk, at Asta ikke må sige noget.”

De af jer, der har læst indlægget Min nye krimi, vil vide, at Astas tvungne tavshed er en af de mere grundlæggende forudsætninger i mit plot, og det er også den direkte forklaring på titlen, ”Min mund er lukket”, så det var mildest talt lidt af et chok.

Jeg har læst en del sociologi både på CBS og på Reklameskolen, og inden jeg startede på at skrive med Asta som hovedperson, har jeg bl.a. læst bogen ”At tænke sociologisk”. Alt, hvad jeg har læst, har handlet om de fascinerende opdagelser, sociologer har gjort gennem tiderne, men altså ikke om deres arbejdsmetoder, og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg har fået den idé, at sociologer ikke må blande sig, fordi de skal undgå at påvirke det, de observerer.

På grund af en fuldstændig storslået indsats fra sociologen plus en vis villighed fra min side til at strække virkelighedens rammer i fiktionens tjeneste har vi nu fundet frem til en løsning, hvor Asta har pålagt sig selv seks ugers tavshed med henblik på at undersøge, om såvel tavshed som tale er vidensfrembringende tilgange under et sociologisk feltarbejde – for nu at bruge sociologens ord.

Nu mangler jeg så bare at slette alle Astas observationer om gruppedynamiske processer (hendes tidligere specialeemne) og i stedet indflette lidt kommentarer om tale vs. tavshed her og der, og selvom det kommer til at tage tid, er jeg lykkelig for, at det blev opdaget i tide. Ingen af mine andre testlæsere har studset over det, men det ville ærgre mig grænseløst, hvis jeg fik den ene mail efter den anden fra sociologer, der er irriterede over, at Asta ikke fremstår som en troværdig sociologistuderende.

Jeg plejer at researche på alt det, jeg er i tvivl om eller ikke har kendskab til, men oplevelsen med Astas tavshed har lært mig, at det også er vigtigt at vide, hvad man ikke ved …

Kategorier
En forestilling

En begyndelse

Jeg er taget til Sverige for at skrive. Sneen falder smukt og uhæmmet, truer med at spærre mig inde, og i fraværet af de sædvanlige overspringshandlinger har jeg besluttet, at det er en fin dag at starte min blog.

Den kommer til at handle om bøger; både dem jeg skriver og dem jeg læser, og da jeg burde skrive på min roman, En forestilling, er det vel kun passende, at den i det mindste er emnet for dagens indlæg.

Handlingen kort:

Den anerkendte teaterinstruktør Andreas Hammers bankkonto ømmer sig stadig efter det seneste skilsmisseforlig, da en brand på Dramaten i Stockholm efterlader ham med et stort hul i kalenderen. Skuespillerinden Signe Dragsholm har medvirket i en stribe film, men siden hun meldte en instruktør for sexchikane, har hun været blacklistet i filmbranchen, og efter tre år som pædagogmedhjælper i en børnehave, mener hendes agent, at hun skal give teatret en chance.

Det ligner held i uheld for dem begge, da instruktøren på et mellemstort københavnsk teater må sygemelde sig midt under prøverne. Andreas springer til, hyrer Signe til hovedrollen og forelsker sig både i hende og i stykket, men da han opdager, at teatret har lokket ham til at underskrive en kontrakt, der tager højde for hans ry som hensynsløs kvindebedårer, sætter han alt ind på at forvandle forestillingen til en fiasko.

De første halvtreds sider skrev jeg næsten i én køre, men så blev behovet for at researche for påtrængende, og den sidste måneds tid har jeg brugt på at finde ud af, hvordan tingene foregår på et teater. Jeg har læst interviews med teaterinstruktører og fagbøger om skuespil, talt med Foreningen af Sceneinstruktører, en agent og en scenograf, og været til foredrag med dramatikeren Line Knutzon, og så har jeg taget timer hos en stemmecoach, fordi Signes stemmeproblemer er en vigtig brik i mit plot. Jeg har selvfølgelig også været i teatret: I sidste uge så jeg Ondt blod på Edison, som er en forestilling, der – blandt meget andet – handler om, hvad teater kan gøre ved mennesker.

Men nu er der ingen vej udenom, og de næste dage håber jeg at komme godt i gang med at skrive. Hvis du har lyst, kan du læse et udkast til et af de første kapitler her. Signe i solen