Kategorier
Blog Skønlitteratur

Bøger under juletræet

Hvert år diskuterer min mand og jeg, hvorvidt der skal være flagguirlander på juletræet eller ej, men vi er helt enige om, at der skal bøger under. Med den mængde udgivelser, der rammer Danmark hver efterår, er det næsten umuligt at vælge, men jeg forsøger altid at nå frem til en shortlist, der kun rummer de bøger, jeg absolut må læse. Den består i år af tre titler:

Grand final i gøglerbranchen

Grand final i gøglerbranchen af Kerstin Ekman

Grand final er en roman om to kvinder, Barbro og Lillemor. Barbro skriver bøger, men er helst fri for offentlighedens opmærksomhed, så hun lader den mere udadvendte og præsentable Lillemor udgive dem i eget navn, og på den konto har Lillemor opnået en anerkendelse, der har sikret hende en plads i det svenske akademi. Deres samarbejde fungerer perfekt i en lang årrække, indtil Barbro skriver en bog, der handler om Lillemors bedrageriske liv.

Ifølge Politikens anmelder, May Schack, er Grand Final ”en skarp satire over hele den litterære institution lige fra akademiets rokokoteater til bogmessernes markedspladser og forlagene, der gør deres forfattere til brands”, og da jeg samtidig opfatter Kerstin Ekman som en af Skandinaviens mest betydende forfattere, er bogen selvskreven på ønskelisten.

 

Himlen over London

Himlen over London af Håkan Nesser

En af mine bedre læseoplevelser i 2012 har været Nessers Ormene på Carmine Street, som er en smuk og melankolsk kærlighedshistorie med et vist spændingselement, og det er grunden til, at Nessers seneste roman er med på ønskelisten. Himlen over London handler om en døende rigmand, der rejser til London i et forsøg på at rydde op i sit liv, og ligesom Grand final er der tale om et værk, der beskæftiger sig med forholdet mellem fiktion og virkelighed. Anmelderne bruger ord som tryllebindende velkomponeret og kalder bogen et hovedværk i Nessers forfatterskab.

Jeg har ikke læst Håkan Nessers første krimiserie om kriminalkommissær Van Veeteren, men serien om Barbarotti, som starter med titlen Menneske uden hund, er efter min mening i en helt egen klasse inden for kriminallitteratur. Nesser har en suveræn evne til at skrive karakterer frem, der er usædvanlige og troværdige på én gang, og hvis historien kræver det, lader han os gerne vente et par hundrede sider på, at seriens gennemgående hovedperson, Gunnar Barbarotti, træder ind på scenen.

 

Tæskeholdet banker på

Tæskeholdet banker på af Jennifer Egan

Nu skal det hele ikke være svensk, så den sidste bog på min shortlist er amerikansk.

Tæskeholdet banker på består af en række indbyrdes forbundne, selvstændige fortællinger om en håndfuld mennesker i New York. Det får mig til at tænke på en anden rigtig god læseoplevelse fra i år, nemlig De ufuldkomne af Tom Rachman, men hvor Rachmans persongalleri blev holdt sammen af en hensygnende, international avis i Rom, cirkler Jennifer Egans roman om en amerikansk pladeselskabsmand og hans kleptomanske sekretær, og jeg fornemmer, at Egan er langt mere eksperimenterende i sin stil end Rachman.

Der bliver brugt ord som ”must read”, en ”ny klassiker” og et ”mesterværk”, så jeg håber meget, at Tæskeholdet kommer til at ligge under mit juletræ i år.