Kategori: I blinde

Kategorier
Blog I blinde

Rundt og godt

I denne uge udkom I BLINDE, og de første anmeldelser har givet en smule ro i maven. Noget af det flere af dem har kommenteret på, er at I BLINDE også er sidste bind i min lille serie om Robert Strand, Asta Qvist og Carl Pedersen.

Jeg er da lidt trist over, at dette er sidste bind i serien, for nu er jeg jo kommet til at kende, de forskellige personer så godt. (Krimifan.dk)

Det er de facto den sidste, men jeg er slet ikke færdig med figurerne. Jeg er kommet tættere på, er begyndt at holde af dem, og så er det slut. (BogNørden)

Nu bliver opgaven bare at overbevise Eva Maria om, at I Blinde ikke skal være den sidste i det hun har kaldt en trilogi med tre forskellige hovedpersoner. (Krimiforfatter Kim Juul)

Det har da fået mig til at tænke mig om en ekstra gang, men umiddelbart føles det rundt og godt, som det er nu: 1.086 sider fordelt på tre bøger, hvor hver af mine karakterer har fået lov at spille hovedrollen en gang.

De fleste krimiserier har én helt, som vi følger gennem bind efter bind, og jeg kan selv godt lide at læse den slags serier, men jeg har endnu ikke fundet en form, der giver mig lyst til at skrive en. For mig har hver karakter et dominerende dilemma, og når det én gang er foldet ud, må det enten gentages i en ny variant eller også må karakteren løse det én gang for alle, hvilket ville betyde, at karakteren blev rimeligt uinteressant. Jeg tror, det vil kræve en tålmodighed, jeg endnu ikke besidder, at trække sådan et dilemma ud over tusindvis af sider.

Men …

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg aldrig skal sige aldrig, så hvis jeg en dag kommer op med et nyt dilemma for enten Robert, Asta eller Carl, vil jeg ikke afvise, at jeg vender tilbage, og min datter har da også gjort mig opmærksom på, at jeg mangler at portrættere både Rasmus og Michael (Særlige Ressourcers tekniske chef, som kun optræder i Min mund er lukket).

Indtil dette måske/måske ikke sker, har jeg planer om at undersøge, hvad krimigenren ellers kan, hvis jeg forsøger mig med nye karakterer, en anden fortællevinkel eller noget helt tredje.

Kategorier
Blog I blinde

Små frø

Så skal jeg igen give slip på en tekst.

Det må være halvandet år siden, min mor en dag kom forbi til en kop kaffe og medbragte et eksemplar af DJØF-bladet, fordi der var en artikel om en fyr, jeg har kendt som barn, og som i mellemtiden var blevet direktør for en Superligaklub. Af en eller anden grund lod jeg bladet ligge på mit skrivebord, da jeg havde læst artiklen, og hver gang jeg så fotografiet af min barndomsven, kunne jeg mærke, at der var noget der rumsterede i underbevidstheden.

Det der fodbold …

På det tidspunkt skrev jeg på ”Min mund er lukket”, men det forekom mig, at der måtte kunne spindes nogle spændende historier over det miljø, der er opstået omkring fodbolden, og på et tidspunkt udmøntede min nysgerrighed sig i spørgsmålet: Hvad nu, hvis en Superligaspiller blev likvideret efter en kamp?

Jeg kender flere krimiforfattere, der laver ekstremt detaljerede plots, inden de begynder at skrive, og jeg er splittet mellem misundelse og en dyb undren over, at de gider at sætte sig ned og rent faktisk skrive det, når hver eneste scene er beskrevet minutiøst på forhånd, men jeg kunne da godt se fidusen i ikke at skulle skrive om og om for at få tingene til at gå op, så denne gang lavede jeg en usædvanlig udførlig plotbeskrivelse – som jeg så endte med at ignorere fuldstændig. Selv morderen skiftede jeg ud undervejs!

Alligevel oplevede jeg, at mit forarbejde gjorde en forskel, og jeg blev opmærksom på vigtigheden af det, vi kunne kalde modningstiden: I den lange periode, hvor jeg var travlt optaget af ”Min mund er lukket”, gik jeg ligesom og suttede lidt på grundidéen om at skrive en fodboldrelateret krimi, hvilket resulterede i en overflod af indfald og vinkler på stoffet, som var en gave til skriveprocessen.

Nu er den færdig. I BLINDE ligger på redaktørens bord, redigeret og korrekturlæst, og mens Simon fra Imperiet knokler med det omslag, der skal være min tredje krimis ansigt udadtil, er det blevet tid til at kigge nærmere på et andet frø. I årevis har jeg gået og puslet med en skønlitterær roman med titlen ”En forestilling”, som jeg har skrevet om i flere indlæg her på bloggen, og nu vil jeg finde ud af, om det er meningen, at den en dag skal blive til en bog, eller om det er en af de tekster, der aldrig kommer ud af værkstedet.

Men først vil jeg lægge et par frø til det næste projekt. Jeg forestiller mig, at et af temaerne skal være evolutionspsykologi, og måske (måske ikke!) bliver det en historie om en kvinde, der rejser til Sønderjylland, da hendes farfar bliver varetægtsfængslet for et gammelt drab.

Kategorier
Blog I blinde

Navneforviklinger

Jeg har altid syntes, det var en smule besværligt med alle de navne, der går til på en hel roman. De skal både passe til karakteren og samtidig være unikke, men jeg har desværre en tendens til at bruge de samme navne igen og igen, eller – endnu værre – utilsigtet at bruge navne på virkelige personer, og derfor ender jeg som regel med at skrive et første udkast, der er fyldt med xx’er, som gør det ud for karakterer, jeg knap selv kan hitte rundt i.

Derfor syntes jeg selv, det var ret smart, da jeg spurgte gæsterne på Krimimessen i Horsens, om de havde lyst til at lægge navn til en karakter i min næste krimi. Det var der overraskende mange, der gerne ville, så jeg kom hjem med en liste på 150 navne, jeg bare kunne vælge og vrage mellem. Ultimativ luksus.

Desværre måtte jeg ret hurtigt konstatere, at det var nogle ”demografiske uoverensstemmelser” mellem karaktererne i bogen og det udsnit af befolkningen, der tager til Krimimesse. Offeret i I blinde er en treogtyve-årig superligaspiller, og hans omgangskreds består mestendels af unge mænd, der jo ikke så godt kan hedde Inger, Mona eller Laila, men desværre var højest en femtedel af navnene på min liste mænd, og de fleste havde navne som Thorkild, Jørn og Hans-Erik, hvilket vist ikke var de mest populære blandt forældre i 90’erne.

Den næste komplikation opstod, da jeg rent faktisk begyndte at bruge navnene, eller rettere da jeg begyndte at beskrive de karakterer, der skulle bære dem. Jeg aner jo ikke, hvordan disse mennesker ser ud i virkeligheden, så beskrivelserne kan ikke være andet end opdigtede, men kan man skrive om en rigtig, levende læser, at han eller hun har hængende mundvige eller stikkende øjne? Jeg kunne ikke, og en overgang var min historie udelukkende befolket af smukke, kloge og sympatiske karakterer, men det holder selvfølgelig heller ikke, så jeg skruede lidt op for realismen, og her til morgen har jeg skrevet ud til alle de mennesker, hvis navne jeg bruger, og understreget, at beskrivelserne af ”deres” karakter alene udspringer af min fantasi.

Så håber jeg ikke, at der er alt for mange, der springer fra, så jeg skal sidde og omdøbe halvdelen af karaktererne lige inden manuskriptet skal til korrekturlæseren.

Kategorier
Blog I blinde

Punktum

I sidste uge fik jeg skrevet den dramatiske slutning på min tredje krimi (som stadig ikke har en titel!), og selvom et større redigeringsarbejde venter forude, er det en helt særlig følelse at samle alle trådene og få ro i maven: Det hænger sammen!

Denne gang var det også lidt vemodigt, fordi det var sidste bind i min miniserie om Robert Strand & Co. – næste projekt bliver min roman fra teaterverdenen, som jeg har skrevet om i indlæggene En begyndelse og En karakter med egen vilje, og som har været sat på standby i alt for lang tid.

I denne uge researcher jeg, mens min redaktøren læser, og i dag har jeg både været på Bellahøj, CBS, Rigshospitalet, Fodboldklubben Skjold og i Øbrohus, hvor min hovedperson Carl flytter ind i begyndelsen af bogen. Min morfar og mormor boede i den ejendom, og jeg fik et lille nostalgitrip, hvor jeg fotograferede de mest mærkeligste ting, som for eksempel knapperne i elevatoren ☺

Udgivelsesdagen er pt. sat til 12. februar 2015, men det er jo først om hundrede år, så jeg deler lige et (uredigeret) kapitel om den morgen, Carl skal flytte.

Mandag_morgen

Kategorier
Blog I blinde

En bid af Carl

Så er jeg endelig godt i gang med skriveriet igen ☺
Min forfatterkollega, Henrik Frederiksen, rådede mig til at sætte 3-4 timer af, hvor jeg skulle blive siddende foran computeren, uanset om jeg fik skrevet noget eller ej, og selvom det lyder som den rene tortur, må jeg erkende, at det var det, der skulle til.

Min tredje krimi starter med, at en superligastjerne bliver likvideret efter sæsonens sidste kamp. Takket være Kurt Kragh, tidligere efterforskningsleder på Rejseholdet, har jeg langt bedre overblik over hovedplottet, end jeg havde, da jeg startede på Én gang morder og Min mund er lukket, så lige nu arbejder jeg med at komme ind under huden på mine karakterer, specielt min nye hovedperson, Carl Pedersen.

Hvis du vil have en fornemmelse af, hvordan han arter sig her i den indledende skrivefase, kan du få en smagsprøve på bogens første kapitel ved at klikke på linket herunder.

Foredrag

Kategorier
Blog I blinde

Kunst eller håndværk?

Efter et par måneder, hvor jeg har haft travlt med at promovere Min mund er lukket, er jeg igen listet ned i hytten i haven, hvor jeg sidder, når jeg skriver. Der har været langt mellem mine besøg i år, og jeg skal gerne indrømme, at dette blogindlæg er en af de nok så berømte overspringshandlinger. Det tager ganske enkelt tid at genetablere rutinerne og omstille sig fra det udadvendte til det indadvendte.

For at kickstarte (eller udskyde?) processen tog jeg i sidste uge på kursus i London for at høre filmmanden Robert McKees bud på, hvordan man skruer en god historie sammen, og mandag aften vendte jeg hjem med masser af inspiration, 50 sider noter og en vag fornemmelse af, at jeg må prøve at glemme alt, hvad han sagde, inden jeg skriver så meget som en stavelse.

Selvfølgelig er det at skrive også et håndværk, der skal læres, men det er en balancegang, hvor det gælder om at undgå, at redskaberne og de analytiske metoder jager fantasien på flugt. For nogle år siden forsøgte jeg at anvende en model, der hedder Snowflake, hvor man gennem en række forskellige steps udvikler en meget detaljeret drejebog for sin bog, og det var en sjov proces, men da jeg sad med mit excel-ark, hvor hver eneste begivenhed i romanen var beskrevet, og skulle skrive den første scene, tænkte jeg: ”Det gider jeg simpelthen ikke!”.

Heldigvis tilbyder McKee ikke en matematisk formel på succes, men først og fremmest en værktøjskasse, man kan bruge, når noget ikke fungerer, og så satte han en masse tanker i gang om den helt indledende del af processen, som jeg allerede har brugt i forhold til min tredje krimi.

Den kommer (måske) til at hedde Over stregen, og i morgen, når jeg har fulgt min niece i skole, været til yoga og sat en vask over, vil jeg helt sikkert gå ned i hytten og begynde at skrive …

Kategorier
Blog I blinde

Jeg er forfatter!

Her i min dejlige, lange juleferie gik det op for mig, at da 2013 startede, var jeg slet ikke forfatter. Jeg havde selvfølgelig forfattet en del, men jeg var ikke publiceret, og jeg opfattede ikke mig selv som forfatter.

Nu har jeg udgivet en bog, som tusinder af mennesker har læst, og jeg har skrevet endnu en bog, som forhåbentlig også finder frem til sine læsere, og måske er det derfor, det virker meget anderledes at tage fat på min tredje bog. Jeg føler mig som forfatter, og jeg oplever det at skrive som et (ekstremt privilegeret) job.
I sidste uge kom filerne til ”Min mund er lukket” af sted til det polske trykkeri, og selvom der stadig er masser af ting, der skal forberedes inden udgivelsen den 21. februar, er det, som om et punktum er sat, så noget nyt kan begynde: 3’eren.

Med de to første havde jeg kun nogle løse idéer, da jeg begyndte at skrive, men denne gang har jeg lavet et forholdsvis detaljeret plot, som jeg har testet af mod vel nok den mest kvalificerede sparringspartner, jeg kunne have fundet: Kurt Kragh. Kurt er tidligere medlem af Rejseholdets gerningsmandsprofileringsgruppe, og over de seneste måneder har vi mødtes, talt i telefon og udvekslet utallige mails. Da jeg sendte ham to linjer om plottet, regnede han stort set det hele ud! Så lavede jeg en lang redegørelse for baggrundshistorien: Hvem, der myrder hvem, hvordan og hvorfor, hvorefter han lynhurtigt påpegede fem-seks ting, der ikke hang logisk sammen. Så gik jeg i tænkeboks og præsenterede et nyt forslag, som han så igen havde indvendinger overfor osv. Heldigvis er han ret kreativ, så når han har sagt, at noget ikke er realistisk, fortsætter han som regel sætningen: ”med mindre …”. Det har været en spændende proces, og nu glæder jeg mig til at vende det hele på vrangen og spørge mig selv: Okay. Nu ved jeg, hvordan det hænger sammen, men hvordan skal Carl Pedersen løse gåden?

Carl Pedersen bliver min hovedperson i 3’eren. I Min mund er lukket er han chef for mine tidligere hovedpersoner, Robert Strand og Asta Qvist, og mine testlæsere har været ret enige om, at Carl ikke fremstår specielt sympatisk. Det er han. Nu har jeg jo kun skrevet et par testkapitler, men jeg er ret vild med ham, og jeg glæder mig til, at læserne også får lov til at opdage, hvad det er for et menneske, der gemmer sig bag Carls distræte, lidt bryske facade.

Jeg lægger en smagsprøve ud, når jeg er lidt længere i skriveprocessen.