Kategori: Blog

Kategorier
Bag om en bog Blog

Et ansigt udadtil

Sådan kommer Det hvide mørke til at se ud 🙂

Omslag, titel og bagsidetekst er bittesmå elementer, der på et splitsekund skal formidle et meget stort budskab, nemlig: Hvad er det her for en bog? Hvilken oplevelse vil jeg som læser få, hvis jeg tager denne roman med hjem i lænestolen og forsvinder ind i det univers, forfatteren har skabt?

Det ville være enkelt, men også ret kedeligt, hvis der kun fandtes ét svar på disse spørgsmål.

En ting er, at læserens oplevelse uvægerligt vil være farvet af hans eller hendes erfaringer, temperament, præferencer og aktuelle livssituation, men en roman er jo heller ikke en plade mælkechokolade fra Marabou, hvor den første bid smager præcis som den sidste. Den rummer forhåbentlig mange smagsnuancer på flere forskellige niveauer.

I nogle passager kan tempoet være højt, mens det andre steder går mere stille for sig; teksten veksler mellem beskrivelser, sansninger og dialog, og undervejs berøres mange forskellige temaer. Derfor kan der laves hundrede forskellige omslag for den samme bog, som alle er ”rigtige” i den forstand, at de er et visuelt udtryk for den oplevelse, bogen vil resultere i hos en given læser, men det kan umuligt udtrykke alle potentielle læseoplevelser på én gang, og så er det, man må vælge: Hvad vil jeg bruge det på; det der lille splitsekund jeg har til at friste læsere ude hos boghandlerne, på nettet eller biblioteket?

Eftersom Det hvide mørke ikke er en fortsættelse af min tidligere serie, skulle den have sit helt eget udtryk, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har drevet redaktør og designer til vanvid med mine omfattende og ofte modstridende ønsker, men nu har Det hvide mørke fået sit ansigt udadtil, og jeg synes, at det på fineste vis signalerer den oplevelse, jeg har ønsket at give læseren.

Bagsideteksten lyder sådan her:
Da evolutionsbiolog og forfatter Emma van der Klein opdager, at den mand, hun har kaldt farfar hele sit liv, ikke er en del af hendes ophav, vækkes hendes nysgerrighed: Måske er der alligevel en naturlig forklaring på, at hun altid har følt sig så anderledes?

Hun kører til Sønderjylland for at finde sin rigtige farfar, men det viser sig hurtigt, at Harald Eskildsen ikke er den rare gamle mand, Emma har drømt om.

Han er en driftig iværksætter med en lettere excentrisk livsstil, men han er også varetægtsfængslet for drab, og da han nægter at tale, begynder Emmas jagt på svar: Hvem er han? Hvorfor forsvandt han ud af hendes fars liv? Og hvad skete der den nat for næsten halvtreds år siden, da hans bedste ven mistede livet?

Det hvide mørke er en fortælling om familiehemmeligheder, om hvordan fortiden former vores liv og om en ung kvinde, der vælger at plante sit eget stamtræ.

Lige om lidt er Det hvide mørke ude i verden, og derfor slutter temaet “Bag om en bog” med dette indlæg. Tak, fordi I gad at lægge ører til nogle af mine tanker undervejs 🙂

Kategorier
Bag om en bog Blog

Endeligt, endeligt, endeligt manus

(Dette er 10. indlæg i serien “Bag om en bog”)

Så fik Det hvide mørke en slutning. Og en ny slutning. Og så lige en ny version af den nye slutning.

Jeg kender forfattere, der ikke kunne drømme om at skrive den første sætning uden at have slutningen helt på plads, og jeg har da også altid nogle pejlepunkter at sigte efter, men jeg kan godt lide at holde det meget løst – også selvom jeg ind i mellem har svært at holde kursen undervejs (hvilket alle, der har fulgt med her på bloggen, vil vide …).

Der opstår så meget uforudset i skrivningen, som fortjener en plads i finalen. Det kan være sproglige greb eller konkrete formuleringer, der går igen i teksten og som det derfor giver god mening også at inddrage på de allersidste sider, men det kan også være et tema eller en sidehistorie, der er kommet til at fylde mere end planlagt og derfor skal rundes mere eftertrykkeligt af.

Denne gang nåede jeg meget langt, før jeg begyndte at overveje, hvordan historien kunne landes, men da det kom til stykket, skrev jeg stort set de sidste tredive sider i ét stræk, og når jeg endte med at skrive dem om indtil flere gange, var det netop, fordi et af mine pejlepunkter stod i vejen.

Det er lidt svært at forklare uden at afsløre for meget, men det handlede om noget, jeg bevidst havde valgt at udelade, men som mine testlæsere helt uafhængigt af hinanden beklagede sig over. Det er naturligvis forfatteren, der suverænt bestemmer over historien, men hvis man ikke er villig til at lytte til kritik, skal man heller ikke bede folk om at bruge deres dyrebare tid på en ufærdig tekst, og da en af dem sagde: ”Nu er det jo en roman, og så kan du nok godt slippe af sted med det,” var jeg nødt til at gå i tænkeboks.

Jeg skriver i bund og grund for mig selv; for at se om jeg kan få en historie ud af min idé og få alt til at gå op i en højere enhed, men når jeg som forfatter vælger at få min tekst udgivet, har det konsekvenser: Så får jeg også et ansvar overfor mine potentielle læsere. De behøver ikke nødvendigvis at få det, de vil have eller forventer, men ”at slippe af sted med” udtrykker en skuffelse, der stikker dybere end det, og sådan tror jeg ikke, at nogen forfatter ønsker at efterlade sine læsere.

Det pudsige er, at det, der virkede som en meget omfattende ændring, viste sig at være klaret ret let – det var næsten, som om fortællingen vidste, hvordan den skulle slutte, før jeg gjorde det – og jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning.

Da dette er min fjerde bog (hvor vildt!), har jeg efterhånden erkendt, at det aldrig bliver let at give slip på en tekst, der har levet i en så længe, men nu har jeg skrevet den nye slutning igennem en allersidste gang, og eftersom bogen allerede er sendt til korrektur, har jeg lovet mig selv, at nu er det slut.

Det hvide mørke udkommer den 3. marts ☺

Kategorier
Bag om en bog Blog

Livstegn

Først kom der ingen indlæg, fordi jeg ikke skrev, og nu kommer der ingen indlæg, fordi jeg skriver.

Sagen er, at jeg de sidste måneder har arbejdet otte-ni timer om dagen på Det hvide mørke med det resultat, at når jeg hen ad aften tvang mig selv til at forlade skrivehytten, orkede jeg ikke flere bogstaver.

Det er derfor, der igen, igen har været stille her på bloggen.

Undervejs har jeg noteret lidt stikord, og dem forestiller jeg mig stadig, at jeg vil forvandle til indlæg på et tidspunkt, men lige nu prioriterer jeg altså det gode flow med bogen.

Men jeg kan da afsløre, at jeg er taget til Sverige for at skrive slutningen …

Kategorier
Bag om en bog Blog

En ommer

Dette indlæg har været meget længe undervejs.
Først udskød jeg det, fordi jeg mest havde lyst til at kravle ned i et hul og gemme mig, og senere udskød jeg det, fordi jeg bare ville glemme det hurtigst muligt, men det handler altså om skriveblokering.

Hvis jeg lige må blive i parforholdsmetaforen fra mit sidste indlæg, En date med min tekst, skete der det, at jeg en dag mødte op til den der frygtede middagsaftale, hvor man har glædet sig helt vildt, men pludselig tager sig selv i at tænke: Hvem er den mand, der sidder overfor mig? Hvordan i alverden har jeg fået bildt mig selv ind, at han kunne blive den eneste ene?

Havde det været en mand, var jeg løbet min vej, men det var mere end 100 siders tekst, som jeg havde brugt rimelig lang tid på at skrive, så jeg gav det en chance mere, og en mere … Når jeg ikke lige kunne finde en undskyldning for at lade være, gik jeg ned i skrivehytten om morgenen og åbnede filen med min bog. Så læste jeg det sidste kapitel i dokumentet og startede med at slette cirka halvdelen. Så læste jeg det igen og slettede resten, eller, hvis det var en virkelig dårlig dag, også noget af det forudgående.
Der var også dage, hvor jeg lovede mig selv ikke at slette noget. På en af disse dage fandt jeg for eksempel på, at jeg ville se bort fra, hvor i handlingen jeg var nået til, og bare skrive lige den scene, der faldt mig ind. Det virkede ret lovende, i hvert fald sådan fra morgenstunden, men efter at være startet på tyve eller tredive nye scener uden at skrive mere end et par linjer, droppede jeg også den idé.

Så fik min familie sommerferie.
Det var virkelig tungt at starte fire ugers ferie med følelsen af, at der ikke var noget at komme tilbage til, og det tog mig det meste af en uge at få det helt ud af hovedet, men det lykkede faktisk. Jeg rørte stort set ikke et tastatur i fire uger, men jeg læste til gengæld en kæmpe bunke faglitteratur om evolution og genetik, som jeg tog en masse noter til, og da vi vendte hjem fra sommerhuset, var jeg helt overbevist om, at det nok skulle gå.
Jeg startede selvfølgelig med at læse det, der havde overlevet alle mine massakrer, og min første reaktion var: Det er da ikke så dårligt. Jeg fik vist også skrevet et enkelt kapitel den første dag, men dagen efter startede det forfra. Jeg slettede, slettede lidt mere, og til sidst lukkede jeg computeren, pakkede tasken og kørte til Sverige.
Vores gamle vandmølle i Småland er det sted, jeg skriver allerbedst, men nu er det så også det sted, hvor jeg har haft mit livs værste arbejdsdag. Jeg vågnede tidligt og tilbragte sammenlagt tolv eller fjorten timer foran skærmen uden at frembringe én eneste brugbar sætning, og da jeg vaklede i seng, tænkte jeg: Det her kan ikke fortsætte. Den fungerer ikke, og sådan er det bare. Nu dropper jeg den skide bog.

Da jeg vågnede næste morgen, vidste jeg, hvad der var galt.

Måske havde jeg vidst det længe, men det var altså først, da jeg var villig til at give slip på mange timers hårdt arbejde, at problemet trådte tydeligt frem: Nogle af de grundlæggende præmisser for bogen haltede, og det gjorde min hovedpersons indre drivkraft utroværdig. Det betød, at jeg hele tiden skulle bruge alt for meget energi (og alt for mange ord) på at sandsynliggøre hendes reaktioner, og derfor kom det hele til at virke kunstigt og fortænkt.

Jeg skal nok skrive mere om, hvad det konkret er, jeg har ændret, men for at gøre en lang historie kort, endte jeg med at starte forfra, og nu kører det.

Håber jeg …

Kategorier
Bag om en bog Blog

En date med min tekst

To uger i intenst selskab med min bog har taget mit og tekstens forhold til et nyt niveau, og jeg kan nu tage mig selv i at smile småforelsket ved tanken om, at den venter på mig. Timingen har været perfekt. En historie kan ikke tvinges frem, den skal inviteres blidt, men når den er klar, skal jeg åbne alle parader og bare slippe den ind og løs.

Jeg arbejder i et program, der hedder Scrivener (mere om det en anden gang), og derfor ved jeg ikke præcis, hvor mange sider jeg har skrevet, men det er blevet til en del de seneste uger, og det betyder, at min hovedperson, Emma, for længst er kommet til Sønderjylland. Hendes første kontakt med farfaren blev en skuffelse, men mødet med hans husholderske, som jeg pt. kalder Hanne, har været en positiv overraskelse – både Emma og for mig.

Jeg opfandt Hanne, fordi jeg havde brug for en person i farfarens liv, der kunne være Emmas kilde til visse oplysninger, og derfor vidste jeg på forhånd, at hun var en vigtig karakter, men hun var ikke tænkt som en, der skulle fylde ret meget i handlingen, så jeg havde ikke på forhånd gjort mig de store tanker om, hvad hun skulle være for en type.
Da jeg nåede til den første scene, hvor hun optræder, dukkede ordet ”sæbe” op …
Det var ikke lige det ord, jeg havde ventet, men jeg overgav mig og lod Emmas første indtryk af Hanne bestå af duften af sæbe, og det har jeg ikke fortrudt. Hanne er ganske enkelt vokset frem af ordet sæbe, og hun er blevet en karakter, der kommer til at fylde meget mere end først planlagt.
Hanne lider ikke af rengøringsvanvid. Hun er en kvinde fra landet og ikke det mindste skræmt ved tanken om usynlige bakterier, men hun er det, man med et godt, gammeldags udtryk ville kalde proper, og hun sætter en stor ære i at Haralds hjem (og han selv for den salgs skyld) fremtræder pænt og ordentligt. Hun er effektiv, hvilket blandt andet udmønter sig i en høflig, men også noget bestemt facon overfor Emma, og så har hun en tendens til at tale i korte sætninger.

Her er et eksempel:

Jeg blev kommanderet i bad, mens Hanne pudsede færdigt, og da jeg kom ud, stadig groggy af træthed, stod hun i entreen med overtøjet på. De røde træsko var byttet ud med et par skrigende gule gummistøvler, og på gulvet stod en stor kurv, hvor jeg kunne se skallerne fra mine morgenæg ligge i en lille frysepose. Hanne fulgte mit blik.
“Det er til hønsene. De spiser dem. Genbrug.”

Hannes mere kærlige side kommer først og fremmest til udtryk i hendes formidable evne til at forudse, hvad andre mennesker har lyst til at spise, og dette madtema har fået mig til at overveje, om jeg skulle gøre som den mexicanske forfatter Laura Esquivel, der bragte opskrifterne på de retter hovedpersonen laver i Hjerter i chili. Det vil jeg dog vente med at beslutte, til jeg har researchet (og prøvesmagt) nogle sønderjyske egnsretter.

Arbejdet med at skrive det første udkast til en bog har en ikke ubehageligt snert af mani over sig. Det myldrer frem med idéer, og hvis jeg går ind for at lave en kop kaffe, har jeg mindst én lille huskelap med ud til skrivehytten igen. En længere tur i bilen ville være tortur, hvis det ikke var for den diktafon, min mand gav mig i fødselsdagsgave, som kan aktiveres med et enkelt tryk (uden at slippe vejen med øjnene), så jeg kan få nogle af alle ordene ud af hovedet uden at miste dem. Weekenderne prøver jeg at holde fri, så batterierne kan blive ladet op, men sådan en søndag eftermiddag kan jeg godt tage mig selv i at kigge længselsfuldt ud mod hytten.
Vi har en date i morgen tidlig, min bog og jeg.

Dette var 7. indlæg i serien Bag om en bog.
Hvis du vil have besked, når det næste kommer, kan du vælge at abonnere på min blog her.

Kategorier
Bag om en bog Blog

Pauser

Når man skal tegne en streg med en lineal, er det en stor fordel, hvis linealen er så lang, at man kan gøre det i ét hug. Ellers er det svært at få retningen helt lige, og der kommer altid små, grimme klumper, hvor de forskellige dele af stregen overlapper.
Jeg er næppe den eneste forfatter, der oplever, at noget af det samme gør sig gældende for skriveprocessen, og jeg hørte for nylig, at Anthony Doerr, forfatteren bag ”Alt det lys vi ikke ser”, skulle have sagt noget i retning af: Hver nat kommer der en lille smule rimfrost på teksten, og jo længere tid, den ligger urørt, des mere is skal man hakke sig igennem for at nå ind til kernen.
Der er med andre ord ikke meget pænt at sige om pauser i skrivningen.
Én af de ting, der sker, er, at det bliver svært at falde ind i tonen igen. For mig kræver det, at jeg læser alt det, jeg har skrevet – ofte flere gange – før jeg fanger rytmen, hvilket medfører, at jeg hen mod slutningen af et skriveprojekt er ualmindelig træt af de første sider. Desværre er det også næsten umuligt at læse sin egen tekst uden lige at udskifte et ord her og der eller flytte en sætning eller et afsnit, og det er klart, at en tekst mister noget af sin umiddelbarhed efter sådan en 50-60 gennemlæsninger.

Et andet problem er retningen, og det er lidt vanskeligere at sætte ord på. Den samme grundhistorie kan folde sig ud på mindst en million forskellige måder, men alle de valg, jeg træffer undervejs – skal han være ingeniør eller smed, er det en rødbøg eller en magnolia, han planter? – det afhænger alt sammen af, hvorfor jeg overhovedet vil fortælle den her historie.
Hvis der var tale om en konkret, eksplicit hensigt, som den der gennemsyrer en reklametekst eller en lærebog, ville jeg kunne skrive den ned i begyndelsen af mit dokument og læse den, hver gang jeg havde holdt en pause, men det er det ikke. Det er nærmere en underliggende følelse, der udspringer af nogle uformulerede spørgsmål, jeg gerne selv vil finde mulige svar på, eller en undren over, at visse ting i livet lader til at fungere på en bestemt måde. Med andre ord: noget mere flygtigt. Derfor kan jeg, efter sådan en pause, opleve noget, der minder om et eksistentielt tomrum på tekstens vegne. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor den historie skal skrives – og i de situationer ville jeg gladelig læse den samme tekst 500 eller 600 gange, hvis det bare kunne få mig tilbage på sporet.

Når jeg skriver alt dette, er det selvfølgelig fordi jeg nu igen er havnet i en situation, hvor jeg knap har åbnet mit skriveprojekt i mere end en måned. I den ideelle verden ville jeg have skrevet lidt hver eneste dag på trods af Krimimesse, Påskeferie, kursus og adskillige foredrag, men i den virkelige verden er der et markant skel mellem det udadvendte og det indadvendte, og jeg har efterhånden indset, at jeg gør mere skade end gavn, når jeg kaster mig til tastaturet og forsøger at tvinge noget ned på papiret i den time eller to, jeg har til rådighed, inden jeg løber ud ad døren til det næste arrangement, så det har jeg opgivet. Til gengæld har erfaringen lært mig, at når jeg træffer beslutningen om at lægge bogen fra mig, er jeg nødt til at lave en tyk, sort streg gennem kalenderen, der markerer det tidspunkt, hvor pausen skal slutte, og det gør den på mandag.

Denne gang er der kommet noget godt ud af pausen. I forbindelse med noget research, jeg har fået fra hånden her i pausen, har jeg talt med flere mennesker, som jeg var nødt til at sætte ind i baggrundshistorien for at mine spørgsmål gav mening. Det har fået mig til at indse, at farfarens historie er så kompleks, at jeg er nødt til at fortælle den; ikke bare i små brudstykker efterhånden som min hovedperson afdækker den, men i nogle mere sammenhængende klumper, og efter at have tilbragt en del timer i bilen de sidste par dage, har jeg (måske) fundet en form, der kan få det til at fungere. Så nu kan mandag bare komme an.

Kategorier
Bag om en bog Blog

De første, spæde skridt

Efter alle disse forberedelser er jeg endelig nået til det punkt, hvor jeg kan gøre det, jeg har haft lyst til helt fra starten: Sætte mig ved tastaturet og slippe ordene fri.
I mit allerførste indlæg om dette projekt, brugte jeg ordet “prøveskrivning”, og det betegner en fase, hvor jeg skriver, men godt ved, at det meste af det, der kommer ned på papiret, ender med at blive skåret væk eller ændret. Alligevel føles det som et meget produktivt stykke arbejde, fordi en masse ting falder på plads.
For eksempel formen: Vil jeg skrive i nutid eller datid?
Der er fordele og ulemper ved begge. Personligt trives jeg bedst med at skrive i nutid, måske fordi jeg synes, at det giver en anden intensitet i forhold til for eksempel karakterernes sansninger. Som læser er jeg til stede på en helt anden måde, når der står mærker i stedet for mærkede, og det gælder især i passager, hvor karaktererne er i fare. Omvendt afskærer nutidsformen mig fra en række fortællemæssige greb. I datid kan man f.eks. skrive: “Dengang troede jeg, at han mente hvert et ord”. Så ved læseren, at det gjorde han nok ikke, og det kan være med til at skabe en stemning eller nogle forudanelser, der skærper opmærksomheden i forhold til en karakter eller noget meget vigtigt i handlingen.
Der er også spørgsmålet om jeg-form eller 3. person ental.
Jeg elsker at læse historier, der har en jeg-fortæller. Det er, som om man hurtigere kommer til at kende karakteren, og specielt hvis vedkommende er en smule usympatisk, er jeg tilbøjelig til at have en større grad af empati med ham eller hende, hvis jeg føler, at jeg er inde i vedkommendes hoved. Igen virker også sansningerne mere troværdige, når de gengives af den, der oplever dem. Jeg-formen giver til gengæld nogle udfordringer i forhold til de informationer, læseren har behov for. Hvordan fortæller man, hvordan karakteren ser ud, uden at havne i den klassiske “Han stod foran spejlet og betragtede sit rynkede og arrede ansigt.”? Der er også oplagte ulemper i forhold til synsvinklen. Hvis jeg vælger, at det er min hovedperson selv, der fortæller sin egen historie, kan jeg ikke pludselig hoppe ind i hovedet på hendes farfar eller andre af de karakterer, hun møder på sin vej, hvilket ellers kan være et meget effektivt greb, når det handler om spænding.
De fleste romaner skrives i datid, 3. person ental, og det kan måske virke overdrevet at bruge så meget energi på den slags formspørgsmål, men for mig er det vigtigt, og det er både lettere og sjovere at skrive et helt spor eller en hel karakter ind i eller ud af en roman, end det er at ændre formen. Det ved jeg, fordi jeg skrev hele første udkast til Én gang morder med Robert Strand som jeg-fortæller, blot for i redigeringsfasen at opdage, at jeg havde brug for at flytte synsvinklen i sølle fire eller fem kapitler.
350 sider …

I praksis har jeg denne gang gjort det, at jeg brugte nogle dage på at skrive forskellige indledninger. Jeg startede forfra igen og igen, og hver gang skrev jeg lige det, der faldt mig ind, uden at skele til formen. Da jeg ikke orkede mere, læste jeg alle de forskellige indledninger igennem og valgte dem ud, jeg bedst kunne lide. Da jeg sammenlignede dem var det tydeligt, at jeg havde lettest ved at ramme den ønskede tone, når jeg skrev i datid med en jeg-fortæller, så det er sådan, det bliver.
Den bliver sikkert lavet om eller slettet helt, men her er den tekst, der lige nu indleder min næste roman:

“Når jeg tænker på ham nu, kan jeg se hans ansigt for mig. Det er som et fikserbillede, en af de her tegninger, der indeholder to motiver, man ikke kan se samtidig – omridset af en pokal eller to ansigter i profil – men i min farfars tilfælde er det ét og samme motiv, der spiller betragteren et puds: De brune øjne, opspærret i mild forvirring, munden let åben og det dunede hår på toppen af hovedet, på én gang olding og drengebarn.
“Regression! Det hedder regression, dette fascinerende, sene stadie af et menneskes livscyklus”, ville han måske sige, hvis han kunne høre mig.
Men lige så ofte er det hans håndskrift, der dukker op for mit blik. Objektivt set er den bestemt ikke smuk, men jeg har mistet evnen til at skelne mellem formen og indholdet, og derfor fremkalder tanken om hans kantede, ujævne streg en rar fornemmelse et sted omkring mellemgulvet. Det gælder også – eller måske især – den tekst, han havde skrevet på det løse ark, jeg fandt på natbordet i huset i Visby.

Hvis jeg kunne starte forfra, ville jeg vende det hele på hovedet.
Jeg ville starte med døden.
Jeg ville starte med døden, hvor hverken empati eller fantasi rækker, hvor man skal helt tæt på, vende og dreje, flå den i stumper og stykker, og tygge den til mos, før man spytter den ud igen.
Og bagefter? Bagefter ville jeg tage fat på livet.

Jeg tænker, at han har en pointe: Det ville have været rart at vide helt fra starten.”

Kategorier
Bag om en bog Blog

Åh, Sønderjylland

4. indlæg i serien Bag om en bog

Her, for enden af kirkegangen på fotografiet, sagde min farmor og farfar ja til hinanden. Det var den 11. marts 1921 – hun var nitten år gammel, mens han var 47 og tilmed hendes gudfar, og jeg har altid tænkt, at der lå en historie gemt her.
Men det er ikke den, det skal handle om nu.
Jeg laver altid meget research til mine bøger, men jeg gør det først forholdsvis sent i processen, så jeg ikke risikerer at bruge en masse tid på at undersøge noget, der måske ender med at blive skåret væk i redigeringen. Det kan jeg ikke gøre denne gang, og det er Sønderjyllands skyld. Som jeg skrev i mit sidste indlæg, var min farfar oppe og vende i de tidligste faser af arbejdet med denne bog, og da han levede det meste af sit liv syd for Kongeåen, er det ikke så mærkeligt, at egnen fik sneget sig ind i historien. Det er måske mere mærkeligt, at jeg ikke kan få den ud igen. Det er, som om fortællingen insisterer på at foregå her, selvom det mildest talt er upraktisk, når jeg ikke har været her i mere end tredive år og kun råder over et bundt usammenhængende erindringer fra min barndoms somre hos farmor i Bolderslev. De er hyggelige nok, men ikke meget bevendt som kulisse for en fortælling, der måske ender med at fylde tre- eller firehundrede sider, og derfor er jeg nu for anden gang kørt til Sønderjylland for at se mig lidt omkring.
Da jeg var her første gang i januar, troede jeg, at det hele skulle foregå på Als, hvor min far er vokset op, så jeg havde på forhånd tjekket, at der var en politistation og et arresthus, hvor farfaren kunne sidde under sin varetægtsfængsling, men jeg manglede at finde den landsby, hvor hans hus skulle ligge. Det skulle være en by med en centrum af en art; en brugs, et aktivt forsamlingshus eller et andet sted, hvor byens indbyggere naturligt ville rende ind i hinanden, og derfor lavede jeg et opslag på facebook, hvor jeg efterlyste hjælp. Det fik jeg i rigelige mængder. Jeg startede naturligvis med alle de forslag, der lå på eller tæt ved Als, men jeg kunne ikke ignorere, at hele fem personer havde peget på Visby ved Tønder, så da jeg skulle hjem, lagde jeg vejen omkring det sydvestligste hjørne af landet, og så snart jeg kørte ind i byen, vidste jeg, at det var det sted, jeg havde ledt efter – også selvom det betød, at jeg måtte starte forfra med at lokalisere nærmeste politistation, arresthus og andre væsentlige detaljer.
Jeg ved godt, at jeg i princippet kunne sidde derhjemme og opfinde min egen lille sønderjyske flække. Det er fuldstændig legitimt, når man skriver fiktion, og hvis jeg havde gjort det, havde jeg slet ikke behøvet at køre til den anden ende af landet. Hvad vigtigere er: Jeg kunne være gået i gang med at skrive for flere uger siden.
Når jeg ikke gør det, er det fordi, jeg skriver bedst, når jeg kan se hver eneste scene for mig som et klip fra en film. Når det virkelig kører, er det, som om billederne dukker op i mit hoved, og jeg bare skal beskrive, hvad karakterne siger, gør, tænker og føler, men den tilstand er næsten umulig at opnå, hvis jeg samtidig skal opfinde de omgivelser, karakterne befinder sig i. Drejer han til venstre eller højre for at komme til købmanden? Åbner døren indad eller udad? Hvilken farve er sofapuderne?
Det ved jeg nu.
Jeg ved også, at virkeligheden kan befrugte fantasien på de mest forunderlige måder, men det vil jeg ikke afsløre for meget om her …

Og min farmor og farfars bryllup? En lokal slægtsforsker genkendte mit efternavn, tastede lidt på sin iPad og fandt ud af, at de blev gift i Døstrup Kirke, kun sytten kilometer fra Visby.

Kategorier
Bag om en bog Blog

Skyggeplottet

3. indlæg i serien Bag om en bog

Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter fik at vide, at hendes bedstefar var blevet varetægtsfængslet for drab?

I princippet bliver hele min næste bog én lang besvarelse af det spørgsmål – og alle de andre, der opstår i kølvandet på det. For svaret afhænger jo af en hel masse faktorer, som denne ene sætning ikke fortæller noget som helst om:
Hvem er forfatteren?
Er hun ung eller gammel?
Har hun børn, mand, hund og penge i banken, og er det horror, faglitteratur eller børnebøger, hun skriver?
Hvordan opfatter hun sig selv?
Hvordan opfatter hun verden?
Og hvad har hun af oplevelser i bagagen?
Alt dette vil påvirke den måde, hun tænker, føler og agerer gennem hele bogen.

Jeg har én gang prøvet at opfinde en vigtig karakter meget sent i processen, nemlig Robert Strand, og det gjorde jeg ved at besvare alle disse spørgsmål – og flere til. Det fungerede virkelig dårligt, og selvom jeg er kommet lidt mere ind under huden på ham efter tre bøger, er jeg aldrig kommet til at holde af ham. Han har ganske enkelt aldrig fået sin egen stemme eller grundtone, sådan som Asta Qvist og Carl Pedersen har. Derfor lader jeg bevidst mange af disse spørgsmål stå åbne et langt stykke hen ad vejen, så min egen nysgerrighed bliver en form for drivkraft for selve skrivearbejdet.

Netop drivkraften er så noget, jeg bruger meget tid på i plotfasen. Altså min hovedpersons drivkraft.
Hvis hun reagerede på beskeden om bedstefarens varetægtsfængsling ved at trække på skuldrene og sige: “Nå, der kan man bare se”, ville der slet ikke være en historie (eller i hvert fald kun en meget kort en), så der skal være noget – bevidst eller ubevidst – der driver hende til at handle på oplysningen, og det rejser nogle spørgsmål om hendes relation til bedstefaren.
Har han været en vigtig del af hendes liv (på godt eller ondt), eller er han en mere fjern skikkelse?
Hvad symboliserer han for hende?
Skylder hun ham noget – eller omvendt?

Lige her kan jeg tydeligt mærke, hvordan min egen bagage spiller ind. Min morfar var en meget vigtig del af min opvækst, mens min sønderjyske farfar døde, længe inden jeg blev født, og når jeg tænkte på de to, kunne jeg mærke, at jeg var mest nysgerrig på min farfar. Derfor har jeg besluttet, at forfatteren og hendes farfar ikke kender hinanden, og at handlingen skal foregå i Sønderjylland (meget mere om det senere). Jeg vidste også, at min hovedperson skulle have en stor interesse for evolutionsbiologi og genetik, og derfor kunne et af hendes motiver for at involvere sig være spørgsmålet: Hvem er denne mand, der har leveret en fjerdedel af mine gener? Af flere forskellige årsager har jeg valgt at skabe et scenarie, hvor de to rent faktisk har haft indvirkning på hinandens liv, selvom de ikke har mødtes, men det vender jeg også tilbage til i et senere indlæg.

Udover de to karakterer indeholder formuleringen af min grundidé også en handling, nemlig at bedstefaren varetægtsfængsles for et drab. Det er denne helt konkrete begivenhed, der skyder fortællingen igang, og den rejser en række nye spørgsmål, som for eksempel:
Hvad er det for et drab?
Taler vi om en bestialsk og umotiveret nedslagtning eller et uagtsomt trafikdrab?
Hvem har han dræbt?
Hvornår? Hvor? Og hvorfor?

Jo flere spørgsmål, jeg stiller mig selv, des mere nysgerrig bliver jeg, og det kan virke fristende bare at starte på side 1 og så se, hvor det hele ender. Desværre har jeg erfaret, at det giver ubegribeligt meget ekstraarbejde i redigeringsfasen, og i værste fald risikerer jeg at spilde måneder på en fortælling, der bare ikke vil hænge sammen. Den frustration fik mig på et tidspunkt til at prøve en plot-udviklingsmodel (Snowflake), som gennem en række trin leder forfatteren frem til et meget detaljeret plot, hvor hver eneste scene er beskrevet i en såkalt step-outline. Det var rigtig sjovt at udvikle plottet, men bagefter sad jeg i flere uger og stirrede på et regneark (alene ordet …) og prøvede at finde en undskyldning for ikke at skrive det, der stod på linje 1. Da jeg endelig kom i gang, kunne jeg mærke, hvordan jeg strittede imod alle de gode idéer, der opstod under skrivningen, for hvis jeg brugte dem, ville det indebære, at jeg skulle revidere hele mit regneark). Så det gør jeg aldrig igen.

I stedet har jeg udviklet en min helt egen teknik, hvor jeg laver en form for “skyggeplot”, men ikke på forhånd tager stilling til, hvordan det skal afsløres i bogen. Denne gang har jeg taget udgangspunkt i spørgsmålet Hvorfor?
Hvorfor i al verden har bedstefaren dræbt et andet menneske?
Man kan sige, at skyggeplottet er en baggrundsfortælling om alle de begivenheder i farfarens liv, der har ført frem til det punkt, hvor han bliver varetægtsfængslet og min bog starter. Det er ikke noget klippefast, nærmere en løs skitse, som jeg sikkert kommer til at justere mange gange undervejs, men det er nok til, at jeg tror på, at det hele kommer til at give mening til sidst.

Nu bliver opgaven så at finde en måde at guide min hovedperson, så hun kan afdække sin farfars historie, og ved at lade dette foregå uden nogen form for drejebog har jeg (forhåbentlig) skabt en balance, hvor jeg har vis kontrol over historien – uden at have taget luften ud af min egen nysgerrighed på forhånd.

Kategorier
Blog I blinde

Rundt og godt

I denne uge udkom I BLINDE, og de første anmeldelser har givet en smule ro i maven. Noget af det flere af dem har kommenteret på, er at I BLINDE også er sidste bind i min lille serie om Robert Strand, Asta Qvist og Carl Pedersen.

Jeg er da lidt trist over, at dette er sidste bind i serien, for nu er jeg jo kommet til at kende, de forskellige personer så godt. (Krimifan.dk)

Det er de facto den sidste, men jeg er slet ikke færdig med figurerne. Jeg er kommet tættere på, er begyndt at holde af dem, og så er det slut. (BogNørden)

Nu bliver opgaven bare at overbevise Eva Maria om, at I Blinde ikke skal være den sidste i det hun har kaldt en trilogi med tre forskellige hovedpersoner. (Krimiforfatter Kim Juul)

Det har da fået mig til at tænke mig om en ekstra gang, men umiddelbart føles det rundt og godt, som det er nu: 1.086 sider fordelt på tre bøger, hvor hver af mine karakterer har fået lov at spille hovedrollen en gang.

De fleste krimiserier har én helt, som vi følger gennem bind efter bind, og jeg kan selv godt lide at læse den slags serier, men jeg har endnu ikke fundet en form, der giver mig lyst til at skrive en. For mig har hver karakter et dominerende dilemma, og når det én gang er foldet ud, må det enten gentages i en ny variant eller også må karakteren løse det én gang for alle, hvilket ville betyde, at karakteren blev rimeligt uinteressant. Jeg tror, det vil kræve en tålmodighed, jeg endnu ikke besidder, at trække sådan et dilemma ud over tusindvis af sider.

Men …

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg aldrig skal sige aldrig, så hvis jeg en dag kommer op med et nyt dilemma for enten Robert, Asta eller Carl, vil jeg ikke afvise, at jeg vender tilbage, og min datter har da også gjort mig opmærksom på, at jeg mangler at portrættere både Rasmus og Michael (Særlige Ressourcers tekniske chef, som kun optræder i Min mund er lukket).

Indtil dette måske/måske ikke sker, har jeg planer om at undersøge, hvad krimigenren ellers kan, hvis jeg forsøger mig med nye karakterer, en anden fortællevinkel eller noget helt tredje.