Endeligt, endeligt, endeligt manus

(Dette er 10. indlæg i serien “Bag om en bog”)

Så fik Det hvide mørke en slutning. Og en ny slutning. Og så lige en ny version af den nye slutning.

Jeg kender forfattere, der ikke kunne drømme om at skrive den første sætning uden at have slutningen helt på plads, og jeg har da også altid nogle pejlepunkter at sigte efter, men jeg kan godt lide at holde det meget løst – også selvom jeg ind i mellem har svært at holde kursen undervejs (hvilket alle, der har fulgt med her på bloggen, vil vide …).

Der opstår så meget uforudset i skrivningen, som fortjener en plads i finalen. Det kan være sproglige greb eller konkrete formuleringer, der går igen i teksten og som det derfor giver god mening også at inddrage på de allersidste sider, men det kan også være et tema eller en sidehistorie, der er kommet til at fylde mere end planlagt og derfor skal rundes mere eftertrykkeligt af.

Denne gang nåede jeg meget langt, før jeg begyndte at overveje, hvordan historien kunne landes, men da det kom til stykket, skrev jeg stort set de sidste tredive sider i ét stræk, og når jeg endte med at skrive dem om indtil flere gange, var det netop, fordi et af mine pejlepunkter stod i vejen.

Det er lidt svært at forklare uden at afsløre for meget, men det handlede om noget, jeg bevidst havde valgt at udelade, men som mine testlæsere helt uafhængigt af hinanden beklagede sig over. Det er naturligvis forfatteren, der suverænt bestemmer over historien, men hvis man ikke er villig til at lytte til kritik, skal man heller ikke bede folk om at bruge deres dyrebare tid på en ufærdig tekst, og da en af dem sagde: ”Nu er det jo en roman, og så kan du nok godt slippe af sted med det,” var jeg nødt til at gå i tænkeboks.

Jeg skriver i bund og grund for mig selv; for at se om jeg kan få en historie ud af min idé og få alt til at gå op i en højere enhed, men når jeg som forfatter vælger at få min tekst udgivet, har det konsekvenser: Så får jeg også et ansvar overfor mine potentielle læsere. De behøver ikke nødvendigvis at få det, de vil have eller forventer, men ”at slippe af sted med” udtrykker en skuffelse, der stikker dybere end det, og sådan tror jeg ikke, at nogen forfatter ønsker at efterlade sine læsere.

Det pudsige er, at det, der virkede som en meget omfattende ændring, viste sig at være klaret ret let – det var næsten, som om fortællingen vidste, hvordan den skulle slutte, før jeg gjorde det – og jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning.

Da dette er min fjerde bog (hvor vildt!), har jeg efterhånden erkendt, at det aldrig bliver let at give slip på en tekst, der har levet i en så længe, men nu har jeg skrevet den nye slutning igennem en allersidste gang, og eftersom bogen allerede er sendt til korrektur, har jeg lovet mig selv, at nu er det slut.

Det hvide mørke udkommer den 3. marts ☺