Det er kun godt en uge, siden Det hvide mørke udkom, men der er allerede kommet en del anmeldelser (hvilket i sig selv giver forfatteren en smule ro i sjælen, eftersom frygten for slet ikke at blive anmeldt overskygger alle andre skrækscenarier), og de fleste af dem har været overvædende gode, så nu kan jeg igen trække vejret lidt lettere.
Jeg er næppe den eneste forfatter, der afventer anmeldernes dom i pinefuld lidelse: Det er en indre monolog, der kører i baggrunden; løsrevne sætninger fra fantasianmeldelser, som – alt efter humør – er perfidt ondskabsfulde eller overstrømmende begejstrede, og selvom de reaktioner, sidstnævnte udløser i kroppen, naturligvis er mere behagelige, var jeg helst fri for begge dele. Det irriterer mig ganske enkelt, at det påvirker mig så meget, og siden min debut har jeg håbet, at det ville blive lettere med den næste, men denne gang tror jeg faktisk selv på det.
Jeg har nemlig opdaget, at det slet ikke handler om antallet af stjerner eller mængden af kritik – men derimod (meget apropos mit sidste indlæg) om selve læsningen.
Tanken om, at bare ét eneste menneske (i dette tilfælde Svend Skriver fra Kristeligt Dagblad) har læst Det hvide mørke, præcis som jeg ønskede, og har fået netop det med sig, som jeg håbede, gør mig mere glad end selv den længste stribe stjerner, men det, der gør mig så optimistisk, er, at jeg blev lige så glad for Weekendavisens anmeldelse, selvom Birthe Weiss kalder romanen omstændelig. Det må hun gerne, for hun roser også mit sprog og kalder mig en fingernem plotmager, men vigtigst af alt, så afslutter hun anmeldelsen med at skrive, at Det hvide mørke er et godt tegn på, at jeg ikke vil sættes i bås.
Og det har hun helt ret i.
