Klamme krimier

I den sidste danske krimi jeg læste, var der en seriemorder, der opererede øjnene ud på sine ofre (mens de var i live!) hvorefter han balsamerede dem og satte dem ved et bord og legede, at han spiste kålsuppe sammen med dem. Som om det ikke var helt slemt nok, var der også en serievoldtægtsforbryder på spil, der bankede sine ofre sønder og sammen og i øvrigt foretrak voldsom anal penetration.

Jeg synes, det er en tendens, der er blevet mere udbredt i de senere år, og jeg forstår det egentlig ikke. Vi ved jo alle sammen godt, at det er noget skidt at blive fanget af en seriemorder, uanset om han ”bare” kvæler sine ofre eller gør alle mulige ting, der får mig til at håbe, at forfatteren er i stand til at slukke for sin fantasi, når han lukker computeren, men måske handler det om, at vi som krimiforfattere begynder at synes, at det er svært at finde på noget, der ikke er læst før.

På trods af den blodige trend bliver min næste krimi heller ikke særlig makaber (der er en ældre kvinde, som vist nok ikke selv har taget sit liv og en mystisk brand i et tomt sommerhus, men der er til gengæld nogle ret listige spor, som jeg tror vil appellere til læsere, der kan lide at gætte med), og i går stødte jeg heldigvis på et ældre indlæg på Vildmedkrimi.dk, hvor Rebekka Andreasen blogger om et møde med en læser, der foretrak krimier med ”pæne mord”. Jeg har også fået en fin anmeldelse i Villabyerne, hvor Una Jart skriver, at franske krimier efterhånden har ”… udviklet sig til noget så blodigt og overfantasifuldt, at jeg følte det som en hel lise at læse ‘Én gang morder”.

Jeg håber, der er flere krimilæsere som dem, for jeg er ret dårlig til at slukke for min fantasi, og jeg tør ikke tænke på, hvad der ville ske med min nattesøvn, hvis jeg blev nødt til at melde i konkurrencen om at skrive den klammeste krimi.