To ugers ferie, hvor jeg ikke har skrevet andet end en indkøbsliste i ny og næ, men til gengæld har fået læst en masse.
Jeg er i Italien og har efterladt computeren derhjemme, men det er klart, at tankerne ind i mellem går lidt i skrivemode, og i dag startede jeg dagen med en rask bjergvandring, som Robert Strand skal ud på i min næste bog. På billedet kan I se udsigten fra hans hotel, og den er da ikke så ringe endda…
Ugerne op til ferien brugte jeg på at redigere de første 100 sider af opfølgeren til Én gang morder og på at lave det materiale, min sælger, Bodil Helbo, skal bruge, når hun begynder at sælge bogen ind til boghandlerne. Det krævede, at jeg fik en del praktiske ting på plads, herunder bogens titel. Min redaktør og jeg var omkring flere forslag, før vi landede på en titel, jeg er rigtig glad for, og defor kan jeg allerede nu afsløre, at den kommer til at hedde Min mund er lukket. Som det fremgår af indlægget “Min nye krimi” er det en vigtig del af plottet, at en af personerne, Asta Qvist, kun er med som observatør og altså ikke må sige noget, og det ville jeg gerne have frem i titlen, og så kan jeg godt lide, at titlen minder om Én gang morder på den måde, at man automatisk fuldfører sætningen: …med syv segl.
Simon Lilholt fra Imperiet nåede at lave et blændende smukt udkast til omslaget, men desværre skriver jeg dette fra min iPad, hvor jeg ikke har filen, så det må vente til et senere indlæg.
Jeg startede ellers ferien med at få morgenkaffen galt i halsen, da jeg i Weekendavisen kunne læse, at der endelig var kommet en fodboldkrimi. Gennem nogen tid har jeg gået og plottet på en idé til en 3’er, der netop skulle foregå i fodboldverdenen, og derfor blev jeg lidt ærgerlig over at læse om norske Arild Stavrums Golden boys. Jeg har læst omkring halvdelen af den, og det var nok til at overbevise mig om, at den er så forskellig fra det, jeg har i tankerne, at det ikke betyder noget. Når alt kommer til alt er der jo mange bøger, der handler om det samme, uden at de af den grund er ens, og den næste bog i min ferielæsningsbunke er faktisk en krimi, hvor plottet minder påfaldende meget om Én gang morder, nemlig Disciplen af svenske Hjort & Rosenfeldt. Lektøren påpegede det i sin udtalelse, og da jeg læste bagsideteksten, var jeg glad for, at jeg havde sendt mit manus til et forlag, inden Disciplen udkom i Sverige, så ingen kan beskylde mig for at plagiere. Nu glæder jeg mig til at se, hvordan plottet i Disciplen udvikler sig.
Lige i disse dage tvinger jeg mig selv til at læse en bog, hvilket jeg normalt aldrig gør. Hvis en bog ikke fanger mig, ryger den ind på hylden, men allerede sidste sommer lovede jeg mig selv, at jeg på et tidspunkt ville læse noget af den nye erotiske litteratur, der er så populær. Jeg forsøgte mig med Fifty shades, men nåede ikke engang til den første erotiske scene, før jeg gav op, så nu tvinger jeg mig selv til at læse et par kapitler om dagen i Maya Banks’ Gnist, som ikke er helt så ubehjælpelig rent sprogligt, men stadig meget langt fra at kvalificere sig som god litteratur i mine øjne. Hver gang jeg lukker den, spørger jeg mig selv, om det virkelig er det, kvinder ønsker; en megarig og arrogant mand, der tager hvad han vil have og som tænder på den mest ekstreme, seksuelle undertrykkelse. Hvad med ømhed? Nærhed? Sensualitet?
Hvis Maya Banks fortsætter i samme dur, er jeg ikke sikker på, at jeg kommer igennem samtlige 381 sider. Igen og igen tager jeg mig selv i at kaste misundelige blikke over mod nabosolvognen, hvor der ligger et eksemplar af Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd, som jeg slugte i én mundfuld sidste uge, og som jeg klart kan anbefale, hvis du mangler en god bog til ferien.
God sommer!
Kategorier
7 kommentarer til “Min mund er lukket”
Du er produktiv – selv når du holder ferie. Godt gået. Husk nu at nyde Italien og familien. Et forfatterliv er lang. Kh Birgitte
Tak for anbefalingen.
Jeg har endelig fået fat i En gang morder og går og glæder mig som til juleaften til at komme i gang med den. Ja, tænderne løber næsten i vand!
Altså, nu har jeg læst din blog fra da du startede den, jeg kan ikke lade være med at tænke: Her har vi sgu en ægte forfatter. Det er noget med måden du går til det hele på og tænker omkring dine bøger og passer og plejer alle detaljerne så omhyggeligt. Og så noget mere af det udefinerlige.. Det er fedt at være med fra start :). Selvom jeg ikke en gang har læst din bog endnu haha.
Kære Threin
Tak for de pæne ord.
Jeg har været så glad for alle dine opmuntrende kommentarer undervejs, og jeg håber, du vil kunne lide bogen.
Kh. Eva
Just læst sidste side, nåede det lige, før arbejdsdag begynder:) Sidste bog i ferien og jeg venter spændt på, at gense Robert i Italien …..så kom glad med den.
Kære Bente
Undskyld, jeg ikke har svaret på din kommentar før nu, men jeg ved at drukne i spam!
Der er tilsyneladende nogen, der mener, at jeg har brug for både valium og diverse slankepiller, for jeg får cirka ti kommentarer hver eneste dag med links til forhandlere af den slags.
Superærgerligt, når der så ligger en dejlig besked og putter sig imellem alt skraldet.
Som du vil kunne se af mit nyeste indlæg, overvejer jeg lidt at fremrykke udgivelsen af “Min mund er lukket”, men hvis du tilmelder dig min nyhedsmail, får du automatisk besked (og kun om nye udgivelser – ikke alt muligt andet spam :-))
Med venlig hilsen
Eva
Kære Eva.
Sikke en lækkerbidsken! Den har du godt nok skruet godt sammen, jeg følte mig top underholdt og tilpas klippeophængt på spænding de rigtige steder. Dejligt som læser at have tillid til at forfatteren styrer og ved hvor hun vil hen, så kan jeg nyde at følge efter og slå sanserne ud. God research på psykiatrien og indgående kendskab til området hvor romanen foregår omsat i et godt fyldigt sprog, det er så fedt at du gør dig disse anstrengelser, at vide hvad du taler om. Tillykke med den, Eva, håber du synes den har været al møjen værd. Jeg læser helt sikkert din næste bog og er allerede klar :)!
Kære Threin
Tusind tak – både for ros og støtte undervejs. Jeg har været spændt på at høre din mening, og jeg er glad for, at du kunne lide den.
Kh. Eva