Min mund er lukket

To ugers ferie, hvor jeg ikke har skrevet andet end en indkøbsliste i ny og næ, men til gengæld har fået læst en masse.
Jeg er i Italien og har efterladt computeren derhjemme, men det er klart, at tankerne ind i mellem går lidt i skrivemode, og i dag startede jeg dagen med en rask bjergvandring, som Robert Strand skal ud på i min næste bog. På billedet kan I se udsigten fra hans hotel, og den er da ikke så ringe endda…
Ugerne op til ferien brugte jeg på at redigere de første 100 sider af opfølgeren til Én gang morder og på at lave det materiale, min sælger, Bodil Helbo, skal bruge, når hun begynder at sælge bogen ind til boghandlerne. Det krævede, at jeg fik en del praktiske ting på plads, herunder bogens titel. Min redaktør og jeg var omkring flere forslag, før vi landede på en titel, jeg er rigtig glad for, og defor kan jeg allerede nu afsløre, at den kommer til at hedde Min mund er lukket. Som det fremgår af indlægget “Min nye krimi” er det en vigtig del af plottet, at en af personerne, Asta Qvist, kun er med som observatør og altså ikke må sige noget, og det ville jeg gerne have frem i titlen, og så kan jeg godt lide, at titlen minder om Én gang morder på den måde, at man automatisk fuldfører sætningen: …med syv segl.
Simon Lilholt fra Imperiet nåede at lave et blændende smukt udkast til omslaget, men desværre skriver jeg dette fra min iPad, hvor jeg ikke har filen, så det må vente til et senere indlæg.
Jeg startede ellers ferien med at få morgenkaffen galt i halsen, da jeg i Weekendavisen kunne læse, at der endelig var kommet en fodboldkrimi. Gennem nogen tid har jeg gået og plottet på en idé til en 3’er, der netop skulle foregå i fodboldverdenen, og derfor blev jeg lidt ærgerlig over at læse om norske Arild Stavrums Golden boys. Jeg har læst omkring halvdelen af den, og det var nok til at overbevise mig om, at den er så forskellig fra det, jeg har i tankerne, at det ikke betyder noget. Når alt kommer til alt er der jo mange bøger, der handler om det samme, uden at de af den grund er ens, og den næste bog i min ferielæsningsbunke er faktisk en krimi, hvor plottet minder påfaldende meget om Én gang morder, nemlig Disciplen af svenske Hjort & Rosenfeldt. Lektøren påpegede det i sin udtalelse, og da jeg læste bagsideteksten, var jeg glad for, at jeg havde sendt mit manus til et forlag, inden Disciplen udkom i Sverige, så ingen kan beskylde mig for at plagiere. Nu glæder jeg mig til at se, hvordan plottet i Disciplen udvikler sig.
Lige i disse dage tvinger jeg mig selv til at læse en bog, hvilket jeg normalt aldrig gør. Hvis en bog ikke fanger mig, ryger den ind på hylden, men allerede sidste sommer lovede jeg mig selv, at jeg på et tidspunkt ville læse noget af den nye erotiske litteratur, der er så populær. Jeg forsøgte mig med Fifty shades, men nåede ikke engang til den første erotiske scene, før jeg gav op, så nu tvinger jeg mig selv til at læse et par kapitler om dagen i Maya Banks’ Gnist, som ikke er helt så ubehjælpelig rent sprogligt, men stadig meget langt fra at kvalificere sig som god litteratur i mine øjne. Hver gang jeg lukker den, spørger jeg mig selv, om det virkelig er det, kvinder ønsker; en megarig og arrogant mand, der tager hvad han vil have og som tænder på den mest ekstreme, seksuelle undertrykkelse. Hvad med ømhed? Nærhed? Sensualitet?
Hvis Maya Banks fortsætter i samme dur, er jeg ikke sikker på, at jeg kommer igennem samtlige 381 sider. Igen og igen tager jeg mig selv i at kaste misundelige blikke over mod nabosolvognen, hvor der ligger et eksemplar af Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd, som jeg slugte i én mundfuld sidste uge, og som jeg klart kan anbefale, hvis du mangler en god bog til ferien.
God sommer!