Akademiet

Jeg holder aldrig op med at forundres over, hvordan små, uanseelige indtryk kan lejre sig i underbevidstheden og ligge der og spire, indtil de pludselig bryder gennem overfladen og trækker hele universer med sig.
Sidste sommer gik jeg for eksempel rundt og troede, at jeg skulle i gang med Skyggerne, som jeg har skrevet om i indlægget Slet ikke noget for mig, men netop den ferie var det lykkedes mig hive min mand med til Ångermanland i Nordsverige, hvor mine forældre boede, da jeg blev født.

Vi taler kyster, hvor 300 meter høje klippevægge rejser sig næsten lodret fra havet, og skove på op mod sekshundrede kvadratkilometer uden ét eneste fastboende menneske til at forstyrre de mange rensdyr, elge, bjørne og ulve, og alligevel var det ikke den storslåede natur, der væltede mine planer. Det var et gigantisk krydstogtskib. Skibet, som hedder Ocean Gala, lå i en fjord ved et nedlagt kraftværk, og i stedet for at være fyldt med amerikanske turister i shorts og solhatte, var det ved at blive omdannet til et flygtningecenter med plads til 1.800 asylansøgere.

Planerne om den flydende asyllejr blev senere opgivet, men billedet af Ocean Gala havde for længst sat rødder, og nu, femten måneder senere, kan jeg konstatere, at det indeholdt mere end rigelig gødning til første sæson af min nye serie, Akademiet, som udkom i onsdags.