Kategori: Blog

Kategorier
Blog I blinde

En bid af Carl

Så er jeg endelig godt i gang med skriveriet igen ☺
Min forfatterkollega, Henrik Frederiksen, rådede mig til at sætte 3-4 timer af, hvor jeg skulle blive siddende foran computeren, uanset om jeg fik skrevet noget eller ej, og selvom det lyder som den rene tortur, må jeg erkende, at det var det, der skulle til.

Min tredje krimi starter med, at en superligastjerne bliver likvideret efter sæsonens sidste kamp. Takket være Kurt Kragh, tidligere efterforskningsleder på Rejseholdet, har jeg langt bedre overblik over hovedplottet, end jeg havde, da jeg startede på Én gang morder og Min mund er lukket, så lige nu arbejder jeg med at komme ind under huden på mine karakterer, specielt min nye hovedperson, Carl Pedersen.

Hvis du vil have en fornemmelse af, hvordan han arter sig her i den indledende skrivefase, kan du få en smagsprøve på bogens første kapitel ved at klikke på linket herunder.

Foredrag

Kategorier
Blog I blinde

Kunst eller håndværk?

Efter et par måneder, hvor jeg har haft travlt med at promovere Min mund er lukket, er jeg igen listet ned i hytten i haven, hvor jeg sidder, når jeg skriver. Der har været langt mellem mine besøg i år, og jeg skal gerne indrømme, at dette blogindlæg er en af de nok så berømte overspringshandlinger. Det tager ganske enkelt tid at genetablere rutinerne og omstille sig fra det udadvendte til det indadvendte.

For at kickstarte (eller udskyde?) processen tog jeg i sidste uge på kursus i London for at høre filmmanden Robert McKees bud på, hvordan man skruer en god historie sammen, og mandag aften vendte jeg hjem med masser af inspiration, 50 sider noter og en vag fornemmelse af, at jeg må prøve at glemme alt, hvad han sagde, inden jeg skriver så meget som en stavelse.

Selvfølgelig er det at skrive også et håndværk, der skal læres, men det er en balancegang, hvor det gælder om at undgå, at redskaberne og de analytiske metoder jager fantasien på flugt. For nogle år siden forsøgte jeg at anvende en model, der hedder Snowflake, hvor man gennem en række forskellige steps udvikler en meget detaljeret drejebog for sin bog, og det var en sjov proces, men da jeg sad med mit excel-ark, hvor hver eneste begivenhed i romanen var beskrevet, og skulle skrive den første scene, tænkte jeg: ”Det gider jeg simpelthen ikke!”.

Heldigvis tilbyder McKee ikke en matematisk formel på succes, men først og fremmest en værktøjskasse, man kan bruge, når noget ikke fungerer, og så satte han en masse tanker i gang om den helt indledende del af processen, som jeg allerede har brugt i forhold til min tredje krimi.

Den kommer (måske) til at hedde Over stregen, og i morgen, når jeg har fulgt min niece i skole, været til yoga og sat en vask over, vil jeg helt sikkert gå ned i hytten og begynde at skrive …

Kategorier
Blog Min mund er lukket

Astas stemme

Når jeg skriver, har hver karakter sin egen stemme indeni mit hoved. Det er ikke noget, jeg kan fremtvinge, men det kommer lige stå stille og roligt hen ad vejen, og ofte må jeg gå tilbage og gennemskrive den første del af teksten, fordi den er blevet til, inden karakteren rigtig var dannet.

Da ”Én gang morder” udkom, lavede jeg en fin lydbogsaftale med Biblioteksmedier, hvor de stod for indlæsningen, og de valgte at lade Tobias Hertz lægge stemme til. Det var en mærkelig oplevelse at høre mine egne ord blive læst op af en anden, men han gjorde det helt perfekt. Intonationen, tonelejet, ja alting, lød præcis, som jeg havde forestillet mig det.

Med sin kvindelige hovedperson, Asta, har ”Min mund er lukket” en anden grundtone end “Èn gang morder”, og efter lidt overvejelser besluttede jeg mig for at prøve at indlæse lydbogen selv, så i onsdags mødte jeg op i Dicentias studie i Valby, hvor de heldigvis mente, at min stemme egnede sig fint til oplæsning. Jeg indlæste de første 87 sider, og da vi lukkede for dagens optagelser, lovede jeg mig selv, at jeg fremover vil læse mine tekster højt, inden de bliver udgivet.

Teksten bliver en helt anden, når man hører den i stedet for at læse den. Jeg er faldet over et par fejl (en karakter, der skifter navn undervejs og den slags småting …), men det vigtigste er, at det bliver SÅ tydeligt, hvornår en sætning er for knudret, og hvornår teksten bare flyder godt. Bortset fra Astas kollega, Rasmus, der ind i mellem lyder lidt for meget som Robert, virker det også, som om mine karakterer taler forskelligt; at de hver især har fået deres eget sprog – så det med, at de har deres egen stemme, er måske ikke bare noget, der foregår indeni hovedet på mig.

Jeg glæder mig til at indlæse hele teksten i løbet af den kommende uges tid, og når min kriminovelle har været en tur forbi redaktøren, vil jeg finde et uforstyrret sted, hvor jeg kan læse den højt for mig selv.

Kategorier
Blog

Ny i noveller

Jeg har mit arbejdsværelse i en træhytte i haven. Skiltet på billedet fandt vi, da vi ryddede op i vores gamle vandmølle i Sverige, og jeg synes, det passer fint til et lille skur, hvor der bliver skrevet krimier. I disse uger bliver der nu ikke skrevet ret mange livsfarlige ord derinde, for lige på den anden side af hækken, mindre end ti meter fra mit skrivebord, er kommunen ved at grave fjernvarme ned – med alt hvad det indebærer af lastbiler, gravemaskiner og vejarbejdere, der råber til og ad hinanden, og derfor var det skønt at komme et par dage til Sverige i sidste uge, så jeg kunne få fingrene lidt ned i teksten igen.

Lige for tiden arbejder jeg på en kriminovelle. Jeg har ikke den store erfaring med at skrive noveller, men jeg har været så letsindig at indrykke en helsides annonce i programmet for Krimimessen i Horsens, hvor jeg lover, at alle, der besøger min og Kim Juuls fælles stand, vil få tilsendt en gratis kriminovelle. Det lægger jo et vist pres.

Jeg kan godt lide at arbejde med novellens fortættede format. Det handler om at finde et meget enkelt plot, der kan afvikles inden for et kort tidsrum, men det handler også om at kunne tegne miljøet og karaktererne op lynhurtigt, og det er en interessant udfordring. En anden og større udfordring er, at historien lige nu vokser, så jeg ikke kan lade være med at tænke, at der måske i virkeligheden er stof til en hel krimi, og så er det på sin vis lidt ærgerligt at brænde det af på 20 sider.

Kategorier
Blog Min mund er lukket

Bag om forsiden

Trykkeren har leveret længe før aftalt, så den sidste uge har jeg gået rundt og kigget på min nye, fine bog. Alle, der har set den, har kommenteret på, hvor smukt omslaget er, så mens jeg venter på at kunne sende den ud i verden, vil jeg fortælle, hvordan svenske Linas tatovering er endt på forsiden af min bog.

For tre år siden var jeg på bogmesse i Göteborg. Da jeg kom ud fra et seminar, så jeg en lang kø ved det tilstødende auditorium. Bläck. Tatueringar Hud Minnen, stod der på skiltet. Det lød ikke som noget for mig, men jeg gik ind, og en halv time senere købte jeg et eksemplar af den mest fantastiske bog om tatoveringer, jeg nogensinde har set. Det var ikke kun Björn Abelins flotte fotografier, men lige så meget forfatteren og journalisten Elisabeth Åsbrinks poetiske tekster, der fik mig til at sluge bogen fra ende til anden.

Det smukkeste billede i bogen var af Lina, som har fået lavet to dansende traner på ryggen. I det ledsagende interview fortæller hun, at hun egentlig bare ville have én fugl, men så kom hun til at tænke på, at traner mater for life, og derfor fik hun lavet to.

Jeg glemte alt om “Bläck”, men sidste år dukkede den pludselig op igen, da jeg fik den idé, at Asta, hovedpersonen i “Min mund er lukket”, skulle have lavet en tatovering. Det blev selvfølgelig to dansende traner, og nu har Simon Lilholt fra Imperiet omdannet Björn Abelins fotografi til den fineste, fineste forside.
Den aftale, jeg har lavet med fotografen om brug af billedet, giver mig kun lov til at vise det som en del af forsiden, men hvis du er nysgerrig, har jeg fundet et link til det her.

Den færdige forside kan du se i indlægget En lille smagsprøve.

I teksten, der ledsager fotografiet af Lina, faldt jeg også over dette citat: Hvad er huden? Et grænsesnit mellem jeget og omverden. En tynd, elastisk linje mellem indeni (blodet, drømmene, rædslerne) og udenpå (skallen, som holder sammen eller sprækker). Det passer fint til de tanker, Asta gør sig undervejs i bogen, og jeg er glad for, at jeg har fået Elisabeth Åsbrinks tilladelse til at indlede bogen med det.

Hurra for lange køer ☺

Kategorier
Blog I blinde

Jeg er forfatter!

Her i min dejlige, lange juleferie gik det op for mig, at da 2013 startede, var jeg slet ikke forfatter. Jeg havde selvfølgelig forfattet en del, men jeg var ikke publiceret, og jeg opfattede ikke mig selv som forfatter.

Nu har jeg udgivet en bog, som tusinder af mennesker har læst, og jeg har skrevet endnu en bog, som forhåbentlig også finder frem til sine læsere, og måske er det derfor, det virker meget anderledes at tage fat på min tredje bog. Jeg føler mig som forfatter, og jeg oplever det at skrive som et (ekstremt privilegeret) job.
I sidste uge kom filerne til ”Min mund er lukket” af sted til det polske trykkeri, og selvom der stadig er masser af ting, der skal forberedes inden udgivelsen den 21. februar, er det, som om et punktum er sat, så noget nyt kan begynde: 3’eren.

Med de to første havde jeg kun nogle løse idéer, da jeg begyndte at skrive, men denne gang har jeg lavet et forholdsvis detaljeret plot, som jeg har testet af mod vel nok den mest kvalificerede sparringspartner, jeg kunne have fundet: Kurt Kragh. Kurt er tidligere medlem af Rejseholdets gerningsmandsprofileringsgruppe, og over de seneste måneder har vi mødtes, talt i telefon og udvekslet utallige mails. Da jeg sendte ham to linjer om plottet, regnede han stort set det hele ud! Så lavede jeg en lang redegørelse for baggrundshistorien: Hvem, der myrder hvem, hvordan og hvorfor, hvorefter han lynhurtigt påpegede fem-seks ting, der ikke hang logisk sammen. Så gik jeg i tænkeboks og præsenterede et nyt forslag, som han så igen havde indvendinger overfor osv. Heldigvis er han ret kreativ, så når han har sagt, at noget ikke er realistisk, fortsætter han som regel sætningen: ”med mindre …”. Det har været en spændende proces, og nu glæder jeg mig til at vende det hele på vrangen og spørge mig selv: Okay. Nu ved jeg, hvordan det hænger sammen, men hvordan skal Carl Pedersen løse gåden?

Carl Pedersen bliver min hovedperson i 3’eren. I Min mund er lukket er han chef for mine tidligere hovedpersoner, Robert Strand og Asta Qvist, og mine testlæsere har været ret enige om, at Carl ikke fremstår specielt sympatisk. Det er han. Nu har jeg jo kun skrevet et par testkapitler, men jeg er ret vild med ham, og jeg glæder mig til, at læserne også får lov til at opdage, hvad det er for et menneske, der gemmer sig bag Carls distræte, lidt bryske facade.

Jeg lægger en smagsprøve ud, når jeg er lidt længere i skriveprocessen.

Kategorier
Blog Min mund er lukket

En lille smagsprøve

Her kan du læse et kort uddrag af Min mund er lukket, der udkommer den 21. februar.

Det er fra et postkort, jeg har fået lavet til at lægge ind i Én gang morder, når jeg er ude i boghandlerne og håndsælge min debutkrimi – for det ville jo være ærgerligt, hvis en kunde læste den og ikke straks fik besked om, at der snart kommer en opfølger ☺

Teksten stammer fra en scene, hvor hovedpersonen Asta er hos tatovøren for at få lavet endnu en bid af det smukke tranebillede, der også er på bogens forside.

I dag er smerten næsten ulidelig, og for hvert stik med nålen prøver Asta at sige til sig selv, at det er sådan, syndsforladelse skal føles. Noget for noget. Tusind stik, fordi jeg ikke kan holde min kæft, tusind mere, fordi jeg ikke har besøgt min mor, tusind og atter tusind, fordi jeg ikke kan holde mit løfte til Thomas.
For evigt.
Da de er færdige, siger Dale, at hun skal komme igen torsdag. Der mangler kun en halv fugl, så vil hele hendes ryg være dækket af syndsforladelse.

Kategorier
Blog En gang morder

Assassino resterai

Forleden dag sad jeg og hyggede mig med det indledende kapitel til min tredje krimi, da der tikkede en mail ind. Der stod noget i retning af: ”Vi vil gerne udgive din krimi i Italien. Er du interesseret?”.

Så fik jeg ligesom ikke skrevet mere den dag.

Nu har jeg fået tilsendt en kontrakt, og selvom den ikke er underskrevet af begge parter endnu, begynder jeg så småt at tro på, at jeg en dag kommer til at stå med et italiensk eksemplar af “Én gang morder” mellem hænderne. Tænk engang! Marie Andersen, som netop nu er aktuel med oversættelsen af “Tintorettos engel”, har hjulpet mig med at oversætte nogle linjer til ”Min mund er lukket”, og hendes foretrukne bud på en italiensk titel til “Én gang morder” er Assassino resterai, men den kunne også hedde Una volta assassino.

Uanset hvad titlen bliver, er jeg ret sikker på, at det ikke er noget, jeg bliver rig af, men for mig er det et kæmpe skulderklap.

Jeg skriver selvfølgelig først og fremmest dette indlæg, fordi jeg er helt vildt glad og stolt, men det berører også et område, som er lidt problematisk for Indie Writers. Vi har ikke et stort forlag i ryggen, der kan trække på et netværk af udenlandske forlag, som de har brugt årevis på at opbygge en god kontakt til, og der er endnu ikke ret mange selvudgivere, der har tyngde nok til at få en kontrakt med et agentur. Det betyder, at de færreste i dag har mulighed for at udkomme ud over landets grænser, for tanken om at udgive selv på et marked, hvor man ikke bor, taler sproget eller har et netværk, lyder ikke som noget, jeg ville anbefale.

Nu er danske Indie Writers et både stædigt og innovativt folkefærd, og derfor er jeg sikker på, at vi med tiden vil finde en løsning på denne udfordring, men indtil da må vi nok forlade os på heldet.

Som nu den fredag på bogmessen i Göteborg, hvor jeg lod to fremmede mennesker sidde ved mit hårdt tilkæmpede frokostbord, og det endte med at en af dem tilbød at lave en prøveoversættelse og kontakte et par forlag, han havde kontakt til …

Eller som den lørdag formiddag, hvor jeg stod og signerede bøger hos Arnold Busck i Købmagergade, og der pludselig stod en svensk forlægger i butikken, som var i København for at kigge efter danske krimier. Jeg stak ham selvfølgelig et gratis eksemplar af min, og måske hører jeg fra ham en dag …

Eller da en forlægger fra Italien ved et tilfælde stødte på en anmeldelse af “Én gang morder” og endte med at konkludere, at den ville han da gerne bruge tid og penge på at udgive ☺

Kategorier
Blog Min mund er lukket

Ubevidst inkompetence

Dette indlæg handler om det, jeg ikke vidste, at jeg ikke vidste.

Indtil for nogle uger siden gik jeg rundt og troede, at jeg havde rigtig god tid. Planen er at sende det ikke-korrekturlæste manuskript til min næste bog ud til damebladene i midten december, så de kan nå at få den i omkring udgivelsesdatoen den 21. februar 2014, og inden da skulle det lige en tur omkring redaktøren til en sidste gennemlæsning, men det virkede helt realistisk, for jeg var jo næsten færdig. Troede jeg. Som jeg skrev i mit sidste indlæg, har manuskriptet været ude hos en række testlæsere, deriblandt studielederen på Sociologisk Institut under Københavns Universitet, og det er hende, der har rystet min tidsplan. Hvor de andre testlæsere havde mange gode, men også overkommelige ændringsforslag, meldte sociologen tilbage og sagde: ”Det er helt urealistisk, at Asta ikke må sige noget.”

De af jer, der har læst indlægget Min nye krimi, vil vide, at Astas tvungne tavshed er en af de mere grundlæggende forudsætninger i mit plot, og det er også den direkte forklaring på titlen, ”Min mund er lukket”, så det var mildest talt lidt af et chok.

Jeg har læst en del sociologi både på CBS og på Reklameskolen, og inden jeg startede på at skrive med Asta som hovedperson, har jeg bl.a. læst bogen ”At tænke sociologisk”. Alt, hvad jeg har læst, har handlet om de fascinerende opdagelser, sociologer har gjort gennem tiderne, men altså ikke om deres arbejdsmetoder, og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg har fået den idé, at sociologer ikke må blande sig, fordi de skal undgå at påvirke det, de observerer.

På grund af en fuldstændig storslået indsats fra sociologen plus en vis villighed fra min side til at strække virkelighedens rammer i fiktionens tjeneste har vi nu fundet frem til en løsning, hvor Asta har pålagt sig selv seks ugers tavshed med henblik på at undersøge, om såvel tavshed som tale er vidensfrembringende tilgange under et sociologisk feltarbejde – for nu at bruge sociologens ord.

Nu mangler jeg så bare at slette alle Astas observationer om gruppedynamiske processer (hendes tidligere specialeemne) og i stedet indflette lidt kommentarer om tale vs. tavshed her og der, og selvom det kommer til at tage tid, er jeg lykkelig for, at det blev opdaget i tide. Ingen af mine andre testlæsere har studset over det, men det ville ærgre mig grænseløst, hvis jeg fik den ene mail efter den anden fra sociologer, der er irriterede over, at Asta ikke fremstår som en troværdig sociologistuderende.

Jeg plejer at researche på alt det, jeg er i tvivl om eller ikke har kendskab til, men oplevelsen med Astas tavshed har lært mig, at det også er vigtigt at vide, hvad man ikke ved …

Kategorier
Blog En gang morder Min mund er lukket

Bestseller-spiralen

”Én gang morder” ligger lige nu øverst på listen over mest populære krimier og nummer tre på listen over mest populære e-bøger overhovedet på Saxo.com!

Det betyder, at jeg pt. kan kalde mig selv bestseller-forfatter, men det betyder også, at kunder, der besøger Danmarks største internetboghandel for at finde sig en god krimi, som det første bliver præsenteret for min bog, og de seneste dages salg tyder på, at det helt klart er noget, læserne skeler til. Det øgede salg har også medført, at der i disse dage kommer en del nye abonnenter på mit nyhedsbrev, hvor jeg lover at give besked, når jeg udgiver noget nyt.

Det gør jeg den 21. februar 2014.

”Min mund er lukket” har været ude hos en række testlæsere, og nu arbejder jeg på at få deres feedback indarbejdet i manuskriptet. Jeg har ikke brugt testlæsere tidligere, men det er helt klart noget, jeg kan anbefale. Mine testlæsere har vidt forskellige kvalifikationer – en sociolog, en politimand, en boghandler, en jurist, en sygeplejerske, en reklamemand og en revisor – og jeg er helt benovet over den tid og energi, de har lagt i arbejdet. Helt overordnet er deres tilbagemeldinger heldigvis både positive og homogene, men deres forskellige baggrunde præger selvfølgelig deres fokus, og jeg kan godt afsløre, at der ikke er mange lighedstegn mellem juristens og reklamemandens kommentarer ☺