“Jeg er taget til Sverige for at skrive på …”
Sådan har jeg indledt adskillige indlæg her på bloggen, typisk når min sidste bog ikke længere var så ny, at den fyldte det hele, og når jeg efterhånden længtes så meget mod skrivehytten, at det tenderede abstinenser.
Det er præcis det punkt, jeg er nået til nu.
Hvis jeg ikke medregner alle mine halvfærdige skuffeprojekter og de to romaner, jeg fik skrevet, men aldrig udgivet, bliver det femte gang, jeg starter på en ny bog, og da jeg ville hade at ende i en situation, hvor det at skrive var blevet en rutinesag, forsøger jeg hele tiden at opstille nye rammer for udførelsen af det velkendte.
Denne gang har jeg fundet på to nye dogmer, der skal afprøves.
Det første består i, at jeg vil skrive hele første udkast til min næste bog i hånden. Det at flytte spidsen af en pen hen over et stykke papir er for mig en helt anden oplevelse end at klikke løs på tasterne, og jeg har længe vidst, at pen og papir var løsningen, når en passage drillede særligt meget, men da jeg er forholdsvis utålmodigt anlagt, ender jeg foran skærmen igen, så snart jeg har fundet den rigtige formulering. Det spørgsmål jeg nu har stillet mig selv, er, om det i virkeligheden er mere effektivt (eller bare mere behageligt) at skrive en bog i hånden, hvor den fysiske udformning af teksten foregår i et tempo, der giver hjernen ro til at tænke sætningerne til ende på forhånd, så man måske slipper for at slette og rette helt så meget?
Det er der kun én måde at finde ud af, og derfor har jeg på min boghandlerturné med Det hvide mørke gennemstøvet samtlige Bog & Idé-butikker og købt restlageret af min favoritblok, der ikke produceres længere. Jeg aner ikke, om fjorten A4-blokke er nok til at rumme en hel håndskrevet roman, eller om jeg får skrivekrampe, inden jeg er halvvejs, men planen er at afsætte formiddagene til at skrive i hånden og eftermiddagene til at renskrive mine egne kragetæer, mens jeg stadig kan huske, hvad jeg tænkte, da jeg skrev dem.
Mit andet dogme handler om selve historien. I de sidste måneder, mens jeg har haft travlt med at promovere Det hvide mørke, holde ferie og foredrag, lave en lillebitte film med TV Glad og hygge mig med familie og venner, har jeg gået og vendt en hel masse idéer. Normalt er der hurtigt en, der skiller sig ud, men denne gang har to af dem været særligt vedholdende i kampen om min opmærksomhed, og derfor har jeg besluttet mig for at skrive lidt på dem begge, inden jeg træffer det endelige valg (eller til min store overraskelse opdager, at det er muligt at skrive seriøst på flere projekter samtidig).
Det er grunden til, at jeg må vente lidt med at afslutte sætningen: “Jeg er taget til Sverige for at skrive på …”, hvilket, når man som jeg har for vane at fortælle om sine idéer, næsten inden de er opstået, umiddelbart virker som en større udfordring end at skrive to bøger samtidig og ved håndkraft.