En af de ting, jeg godt kan lide ved at være forfatter, er, at jeg er fuldstændig enerådende. Hver bog er et univers, hvor jeg selv skaber alt fra de fysiske rammer og handlingen til karakterernes mindste tanke eller sansning. Ind i mellem kan det virke, som om de her fiktive personer har deres egen vilje, men selv den udspringer af min fantasi, og i sidste ende er det altid mig, der afgør, hvilke ord der skal ned på papiret.
Hvorfor smide alt det væk?
Spørgsmålet lå og lurede, da jeg aftalte med Jakob Melander, at vi ville skrive noget sammen. Vi var blevet spurgt, om vi ikke kunne ”finde på noget sjovt”, når vi mødtes i Charlottenlund Bog & Idé for at signere bøger under Gentofte Kulturdage i begyndelsen af juni, og den opfordring fostrede idéen om en krimistafet.
Kunderne i Bog & Idé fik lov at bestemme gerningssted og mordvåben, hvorefter vi på skift skulle levere et kapitel hver om ugen og lægge det ud på vores Facebook-sider. Da en lodtrækning havde afgjort præmisserne – ”brevkniv ”og ”Rådhusvej i Charlottenlund” – aftalte vi, hvem der skulle myrdes, af hvem og hvorfor. Vi ville skrive med udgangspunkt i vores respektive hovedpersoner, Lars Winkler og Robert Strand, og da sådan en karakter er noget nær hjerteblod, aftalte vi en form for vetoret omkring vores karakterers replikker, når de indgik i den andens tekster. Bortset fra det var der frit spil. Vi havde med andre ord baggrundshistorien i store træk, men anede ikke, hvordan vores karakterer skulle opklare forbrydelsen, så alt det plotarbejde, vi som krimiforfattere plejer at lave, inden vi sætter os til tastaturet, sprang vi over og kastede os direkte ud i det.
Det var en spontan og meget lidt gennemtænkt plan, som viste sig at være genial.
Hver gang Jakob sendte et nyt kapitel, krydsede jeg fingre for, at han ikke ville underminere mine planer eller fremstille Robert Strand i et lidet flatterende lys, og hver gang gjorde han selvfølgelig præcis det! Men det forunderlige er, at han samtidig inspirerede mig til at tænke i nye baner – og at gøre det hurtigt. Tidspres i skriveprocessen er ellers noget, jeg skyer som ilden, men her havde jeg 2-3 dage til at levere et kapitel, og da der ikke var meget idé i at starte, inden jeg havde set Jakobs oplæg, måtte jeg skrotte mine indarbejdede rutiner og bare begynde at skrive uden at vide, præcis hvad jeg ville med kapitlet. Det fungerede overraskende godt.
Vi opdagede også begge, hvor dejligt det er at få umiddelbar respons på det man skriver, både fra læserne og hinanden. I disse dage nærmer jeg mig slutningen af første udkast til min tredje krimi, og ind i mellem kan jeg da godt blive ramt af tanker som: Måske er det kun mig, der synes, det er spændende? Hvad nu, hvis jeg ender med at skulle skrive det hele om? Næsten 2.000 læsere fulgte krimistafetten, så her var der kontant afregning hver uge, og det med at skrive om var slet ikke en mulighed …
Godt og vel halvvejs gennem processen mødtes vi for at diskutere, hvordan vi nogensinde skulle få stafetten i mål. Vi afstak nogle pejlepunkter, men i realiteten gik vi hjem og fortsatte på samme måde som hidtil, og da vi endelig fik sat det sidste punktum, havde vi på syv uger skrevet en kortroman på 100 sider! Undervejs havde jeg også fået en rigtig god kollega, som jeg kunne diskutere alle forfatterlivets aspekter med.
Jeg kan stadig godt lide at bestemme, men nu ved jeg, at der kan ske noget spændende, når jeg slipper kontrollen, og at det er en gave at arbejde sammen med andre – også om noget så følsomt som at frembringe et stykke fiktion.
Hvis du har lyst til at læse krimistafetten, som har fået titlen ”Intet nyt fra Rådhusvej”, kan den downloades gratis som e-bog her:
