Dette indlæg handler om det, jeg ikke vidste, at jeg ikke vidste.
Indtil for nogle uger siden gik jeg rundt og troede, at jeg havde rigtig god tid. Planen er at sende det ikke-korrekturlæste manuskript til min næste bog ud til damebladene i midten december, så de kan nå at få den i omkring udgivelsesdatoen den 21. februar 2014, og inden da skulle det lige en tur omkring redaktøren til en sidste gennemlæsning, men det virkede helt realistisk, for jeg var jo næsten færdig. Troede jeg. Som jeg skrev i mit sidste indlæg, har manuskriptet været ude hos en række testlæsere, deriblandt studielederen på Sociologisk Institut under Københavns Universitet, og det er hende, der har rystet min tidsplan. Hvor de andre testlæsere havde mange gode, men også overkommelige ændringsforslag, meldte sociologen tilbage og sagde: ”Det er helt urealistisk, at Asta ikke må sige noget.”
De af jer, der har læst indlægget Min nye krimi, vil vide, at Astas tvungne tavshed er en af de mere grundlæggende forudsætninger i mit plot, og det er også den direkte forklaring på titlen, ”Min mund er lukket”, så det var mildest talt lidt af et chok.
Jeg har læst en del sociologi både på CBS og på Reklameskolen, og inden jeg startede på at skrive med Asta som hovedperson, har jeg bl.a. læst bogen ”At tænke sociologisk”. Alt, hvad jeg har læst, har handlet om de fascinerende opdagelser, sociologer har gjort gennem tiderne, men altså ikke om deres arbejdsmetoder, og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg har fået den idé, at sociologer ikke må blande sig, fordi de skal undgå at påvirke det, de observerer.
På grund af en fuldstændig storslået indsats fra sociologen plus en vis villighed fra min side til at strække virkelighedens rammer i fiktionens tjeneste har vi nu fundet frem til en løsning, hvor Asta har pålagt sig selv seks ugers tavshed med henblik på at undersøge, om såvel tavshed som tale er vidensfrembringende tilgange under et sociologisk feltarbejde – for nu at bruge sociologens ord.
Nu mangler jeg så bare at slette alle Astas observationer om gruppedynamiske processer (hendes tidligere specialeemne) og i stedet indflette lidt kommentarer om tale vs. tavshed her og der, og selvom det kommer til at tage tid, er jeg lykkelig for, at det blev opdaget i tide. Ingen af mine andre testlæsere har studset over det, men det ville ærgre mig grænseløst, hvis jeg fik den ene mail efter den anden fra sociologer, der er irriterede over, at Asta ikke fremstår som en troværdig sociologistuderende.
Jeg plejer at researche på alt det, jeg er i tvivl om eller ikke har kendskab til, men oplevelsen med Astas tavshed har lært mig, at det også er vigtigt at vide, hvad man ikke ved …