Jeg er næppe den eneste forfatter, der synes at redigering er en svær størrelse. Det er utroligt, så mange overspringshandlinger, jeg kan opstøve, og jeg tror det handler om, at jeg er bange for, at jeg ikke kan gøre det bedre, end det allerede er. Som regel, når jeg redigerer noget, jeg har skrevet, handler det om at stramme plottet op, men denne gang havde både forlaget og min redaktør, Nils Bjervig, sagt, at plottet var rigtig godt, men at sproget var lidt stift. Stift? Jeg forstod godt, hvad de mente, men jeg var ikke helt så sikker på, hvad jeg skulle gøre ved det.
Da jeg endelig fik sat mig ned og taget hul på det, kunne jeg se, at noget af min modstand handlede om, at jeg hele tiden har været bange for, at bogen ville blive for kort (krimier skal jo helst være sådan nogle tykke nogen, man får hold i nakken af at læse), men jeg kunne godt se, at noget af stivheden kom af kommentarer, der indrammede handlingen, så den ikke fik lov at stå alene, så til sidst lavede jeg en sikkerhedskopi af dokumentet så jeg kunne berolige mig selv med, at teksten stadig var der et sted, hvis jeg fortrød, og så gled det hele pludselig lidt lettere. Udover stivheden i sproget har jeg den målsætning for min redigering, at den skal gøre Robert mere troværdig som karakter, og derfor bruger jeg en del energi på at gå alle hans reaktioner og tanker efter i sømmene.
Jeg mangler stadig meget, men hvis du læste den tekst, jeg lagde ud med indlægget Fra idé til færdig bog, kan du her se, hvordan Kapitel 1 har udviklet sig i gennemskrivningen. Prologen har jeg ikke ændret så meget i, så den lægger jeg ikke ud igen.
Kapitel 1
