En date med min tekst

To uger i intenst selskab med min bog har taget mit og tekstens forhold til et nyt niveau, og jeg kan nu tage mig selv i at smile småforelsket ved tanken om, at den venter på mig. Timingen har været perfekt. En historie kan ikke tvinges frem, den skal inviteres blidt, men når den er klar, skal jeg åbne alle parader og bare slippe den ind og løs.

Jeg arbejder i et program, der hedder Scrivener (mere om det en anden gang), og derfor ved jeg ikke præcis, hvor mange sider jeg har skrevet, men det er blevet til en del de seneste uger, og det betyder, at min hovedperson, Emma, for længst er kommet til Sønderjylland. Hendes første kontakt med farfaren blev en skuffelse, men mødet med hans husholderske, som jeg pt. kalder Hanne, har været en positiv overraskelse – både Emma og for mig.

Jeg opfandt Hanne, fordi jeg havde brug for en person i farfarens liv, der kunne være Emmas kilde til visse oplysninger, og derfor vidste jeg på forhånd, at hun var en vigtig karakter, men hun var ikke tænkt som en, der skulle fylde ret meget i handlingen, så jeg havde ikke på forhånd gjort mig de store tanker om, hvad hun skulle være for en type.
Da jeg nåede til den første scene, hvor hun optræder, dukkede ordet ”sæbe” op …
Det var ikke lige det ord, jeg havde ventet, men jeg overgav mig og lod Emmas første indtryk af Hanne bestå af duften af sæbe, og det har jeg ikke fortrudt. Hanne er ganske enkelt vokset frem af ordet sæbe, og hun er blevet en karakter, der kommer til at fylde meget mere end først planlagt.
Hanne lider ikke af rengøringsvanvid. Hun er en kvinde fra landet og ikke det mindste skræmt ved tanken om usynlige bakterier, men hun er det, man med et godt, gammeldags udtryk ville kalde proper, og hun sætter en stor ære i at Haralds hjem (og han selv for den salgs skyld) fremtræder pænt og ordentligt. Hun er effektiv, hvilket blandt andet udmønter sig i en høflig, men også noget bestemt facon overfor Emma, og så har hun en tendens til at tale i korte sætninger.

Her er et eksempel:

Jeg blev kommanderet i bad, mens Hanne pudsede færdigt, og da jeg kom ud, stadig groggy af træthed, stod hun i entreen med overtøjet på. De røde træsko var byttet ud med et par skrigende gule gummistøvler, og på gulvet stod en stor kurv, hvor jeg kunne se skallerne fra mine morgenæg ligge i en lille frysepose. Hanne fulgte mit blik.
“Det er til hønsene. De spiser dem. Genbrug.”

Hannes mere kærlige side kommer først og fremmest til udtryk i hendes formidable evne til at forudse, hvad andre mennesker har lyst til at spise, og dette madtema har fået mig til at overveje, om jeg skulle gøre som den mexicanske forfatter Laura Esquivel, der bragte opskrifterne på de retter hovedpersonen laver i Hjerter i chili. Det vil jeg dog vente med at beslutte, til jeg har researchet (og prøvesmagt) nogle sønderjyske egnsretter.

Arbejdet med at skrive det første udkast til en bog har en ikke ubehageligt snert af mani over sig. Det myldrer frem med idéer, og hvis jeg går ind for at lave en kop kaffe, har jeg mindst én lille huskelap med ud til skrivehytten igen. En længere tur i bilen ville være tortur, hvis det ikke var for den diktafon, min mand gav mig i fødselsdagsgave, som kan aktiveres med et enkelt tryk (uden at slippe vejen med øjnene), så jeg kan få nogle af alle ordene ud af hovedet uden at miste dem. Weekenderne prøver jeg at holde fri, så batterierne kan blive ladet op, men sådan en søndag eftermiddag kan jeg godt tage mig selv i at kigge længselsfuldt ud mod hytten.
Vi har en date i morgen tidlig, min bog og jeg.

Dette var 7. indlæg i serien Bag om en bog.
Hvis du vil have besked, når det næste kommer, kan du vælge at abonnere på min blog her.