Kategorier
Akademiet Blog

Varedeklaration: Akademiet 1-3

Nedenstående er et gæsteindlæg, som jeg har skrevet til Mofibos blog i forbindelse med lanceringen af 3. og sidste sæson af Akademiet.

Krimigenren dækker mildest talt et bredt spektrum, og de mest inkarnerede lyttere har for længst gjort op med sig selv, om de er til Chris Carter eller Agatha Christie. Det samme gælder naturligvis også krimiforfattere.

I begyndelsen af min forfatterkarriere gjorde jeg faktisk et par ihærdige forsøg på at udtænke adrenalinpumpede, bloddryppende plots af den type, hvor skurken opererer øjnene ud på sine ofre, mens de er i live, eller sidder og spiser kålsuppe med udstoppede lig omkring bordet, men det var seriøst umuligt, når min indre kritiker hele tiden stak hovedet frem og sagde: ”Ej altså. Det der er simpelthen for langt ude.”

Jeg kunne selvfølgelig have indvendt, at virkeligheden ofte overgår fantasien, men i stedet nåede jeg frem til den erkendelse, at hvis det alligevel var umuligt at stille alle læsere tilfreds, kunne jeg lige så holde mig til den del af spektret, hvor jeg følte mig bedst tilpas.

Og hvor var det så?
Det spørgsmål kan jeg bedst besvare ved at låne en anmelders ord:

“Intrigen er skruet fermt sammen, men bogens virkelige styrke er skildringen af politifolkenes evner til at bruge indersiden af hovedet og forfatterens blik for de psykologiske mekanismer, der driver os.” – Dagbladet Information om I blinde’.

Jeg elsker det citat, fordi det fremhæver netop det aspekt af krimien, jeg selv sætter mest pris på: Indsigten i det menneskelige sind. Jeg er optaget af, hvordan (forholdsvis) almindelige mennesker tænker og taler, hvordan de interagerer, og hvordan de handler, når de presses ud i ekstreme situationer. Derfor er mine skurke aldrig psykotiske stakler, der rager omkring og slagter tilfældige ofre, og der er også ret langt mellem seriemorderne. Jeg mener; selvfølgelig er det noget møg at blive forfulgt af en sadistisk psykopat, der vil tage ens skalp for at lave en paryk til sin døde mor, men måske er det i virkeligheden lige så skræmmende at forestille sig en hjemmerøver, der invaderer ens hjem midt i aftenkaffen? Jeg kan i hvert fald afsløre, at var rimelig ubehageligt at skrive på 1. sæson af Akademiet i de perioder, hvor jeg opholdt mig alene i vores gamle, knirkende vandmølle i en øde afkrog af Småland…

Med andre ord: Hvis du overvejer at give dig i kast med ‘Akademiet’, er du hermed advaret om, at det hverken er Christie eller Carter, men nærmere (for nu at citere endnu en anmelder):

”Kan man lide Arne Dahls A-gruppe-serie, vil man også sætte pris på Fredensborg.” Jyllands-Posten

P.S. Akademiet’ er helt fra starten tænkt som en trilogi med en gennemgående historie, så lyt sæsonerne i den rigtige rækkefølge. Ellers bliver det noget rod. Til gengæld kan du jo glæde dig over, at du ikke behøver at vente på nye sæsoner, du kan bare fortsætte lige til THE END.

Kategorier
Akademiet Blog

Farvel og tak

Hampus, Nadia, Bjørn, Conrad & Stefan. For tre år siden var det bare en stribe navne, jeg havde valgt til de karakterer, der skulle befolke serien om Akademiet. I dag føles de som virkelige personer. Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg har tilbragt i deres selskab, og hvis nogen vækkede mig klokken tre om natten og spurgte, hvad Hampus ville vælge fra Strandmøllekroens menukort, eller hvad Nadia ville sige til en telttur på Svalbart, ville jeg ikke behøve mange sekunders betænkningstid. Selv Stefan med alle hans særheder er jeg kommet til at holde af, og derfor kræver det en vis portion is i maven at sige: THE END. Men det er sådan, det bør være. Akademiet har fra første færd været tænkt som en trilogi, hvor en gennemgående historie skulle binde de enkelte dele sammen til en helhed, og nu, hvor den historie har fået sin slutning, ville det virke underlig fladt at fortsætte. I går gik Lars Brygmann i studiet for at indtale  Hyrden, og når den udkommer på Mofibo om en måneds tid, håber jeg, at lytterne vil give mig ret i, at Akademiet slutter præcis, hvor den skal.

Kategorier
Akademiet Blog

Akademiet

Jeg holder aldrig op med at forundres over, hvordan små, uanseelige indtryk kan lejre sig i underbevidstheden og ligge der og spire, indtil de pludselig bryder gennem overfladen og trækker hele universer med sig.
Sidste sommer gik jeg for eksempel rundt og troede, at jeg skulle i gang med Skyggerne, som jeg har skrevet om i indlægget Slet ikke noget for mig, men netop den ferie var det lykkedes mig hive min mand med til Ångermanland i Nordsverige, hvor mine forældre boede, da jeg blev født.

Vi taler kyster, hvor 300 meter høje klippevægge rejser sig næsten lodret fra havet, og skove på op mod sekshundrede kvadratkilometer uden ét eneste fastboende menneske til at forstyrre de mange rensdyr, elge, bjørne og ulve, og alligevel var det ikke den storslåede natur, der væltede mine planer. Det var et gigantisk krydstogtskib. Skibet, som hedder Ocean Gala, lå i en fjord ved et nedlagt kraftværk, og i stedet for at være fyldt med amerikanske turister i shorts og solhatte, var det ved at blive omdannet til et flygtningecenter med plads til 1.800 asylansøgere.

Planerne om den flydende asyllejr blev senere opgivet, men billedet af Ocean Gala havde for længst sat rødder, og nu, femten måneder senere, kan jeg konstatere, at det indeholdt mere end rigelig gødning til første sæson af min nye serie, Akademiet, som udkom i onsdags.

Kategorier
Akademiet Blog

Slet ikke noget for mig …

Selvom Felix og jeg har været tilbage i Skrivehytten nogle uger nu, har jeg ikke skrevet så meget som ét ord på min roman, og det er Storytels skyld.
Lige inden ferien læste jeg nemlig, at lydbogstjenesten havde udskrevet en konkurrence, hvor de efterlyste oplæg til originale serier, skrevet direkte til lydbogsformatet. Deltagerne skulle indsende 1. episode og en kort synopsis på de efterfølgende ni episoder senest 31. august.
Det lød slet ikke som noget for mig.
Jeg hader at konkurrere (mod andre end mig selv), jeg bryder mig slet ikke om at skrive med en deadline, og jeg er virkelig, virkelig dårlig til at plotte en bog på forhånd (og så på mindre end 5 sider!).
Men hjernen holder jo ikke fri, bare fordi man går på ferie, og da vi vendte hjem, besluttede jeg mig for at bruge de tre uger frem til fristen på at se, hvor langt jeg kunne nå.

Hold nu op, hvor har det været sjovt og berigende.
Føljetonformen er som en bastant betonvæg, der tvinger forfatteren ind i snærende rammer, som så selvfølgelig viser sig at sætte fantasien fri på nye måder, men lydformatet har også givet mig et par aha-oplevelser, og hvis jeg havde haft tid til at starte helt fra scratch, ville jeg have forsøgt at skabe en moderne udgave af lejrbålsstemning, sådan lidt á la ”Nu vil jeg fortælle om dengang jeg …”
I stedet hev jeg fat i en flygtig idé, der opstod, mens jeg skrev på ”I blinde”, og det er nu endt som (konturerne af) en krimi med arbejdstitlen ”Skyggerne”.
Den handler om … Nej, det kan jeg altså ikke beskrive på mindre end på fem sider, men jeg kan afsløre, at Robert Strand har en Special Guest Appearance, og at hovedpersonen, Fritz, er en gnaven kværulant, som jeg allerede er kommet til at holde af.

I går røg det af sted, og nu går jeg så her og siger til mig selv, at jeg godt kan tabe uden at gå i selvsving. Det er ikke sandt. Jeg bliver helt vildt skuffet, hvis jeg ikke vinder, og min eneste trøst vil være, at arbejdet ikke er spildt.
”Skyggerne” skal helt klart skrives – når jeg lige er færdig med min roman og med en anden idé, der endnu ikke har besluttet sig for, om den vil være en bog eller et filmmanuskript.

Kategorier
Blog

Den litterære forstoppelse

Nu havde jeg ellers lige besluttet, at jeg ville læse Beata Grimsruds Evighedsbørnene først og gemme Saaby Christensens mobbedrengsmagnet til efterårsferien, men så får Linn Ullmann seks hjerter i Politiken, og siden jeg læste Et velsignet barn, har hun ligget i min absolutte top tre, så selvfølgelig skal De urolige have en forlomme i læsekøen, men da jeg så står i boghandlen (for anden gang denne uge), får jeg øje på Vi var fiskere, som jeg jo også havde tænkt mig at læse på et tidspunkt, og der ligger Et lille liv, som slet ikke er spor lille, så inden jeg får set mig om, slæber jeg igen af sted med flere kilo bøger og skynder mig at smide kvitteringen væk.
Pyha. Det er hårdt at være bogelsker på denne tid af året.

For nogle år siden skrev jeg en klumme om fænomenet til BogMarkedet, og den kan vist godt tåle en gentagelse:

“Anmelderne beklager sig hvert år, min lokale boghandler er heller ikke glad, og nu melder jeg mig i koret som repræsentant for læserne: “Ku’ vi ikke nok få spredt de skønlitterære udgivelser lidt ud over året?”
Det er ikke mange måneder siden, jeg sad med girokortet fra Weekendavisen. Skal/skal ikke? I flere måneder havde bogsektionen været domineret af biografier, fagbøger og dejlige romaner – på tysk eller fransk. For en inkarneret skønlitterær læser, der foretrækker at lystlæse på dansk, var det med andre ord virkelig magre tider, og hver fredag var jeg decideret nedtrykt, når jeg lagde den blåstribede fra mig. Så var det måske bedre helt at undvære den?
I disse uger føler jeg mig lettere manisk, når jeg lørdag formiddag gør status over ugens anmeldelser i WA, Politiken og Berlingske. Hvor mange bøger kan budgettet bære i denne uge, hvis jeg vil undgå at revisorgemalen begynder at revidere mit personlige regnskab? Og hvor mange bøger er der plads til på hylden med indkøbte, men endnu ulæste titler? Slutresultatet bliver hver uge, at jeg køber flere, end jeg har råd til, men absolut færre, end jeg har lyst til.
For den enkelte læser er Danmarks litterære forstoppelse irriterende, men trods alt et luksusproblem. For bogbranchen er den mere problematisk.
I et fuldkommen rationelt scenarie ville jeg og mine medlæsere klippe dem ud og gemme dem, alle de lokkende anmeldelser, der var med i opløbet, men faldt for tids- og økonomikriteriet. Så kunne vi tage dem frem i februar eller juni, lægge dem ind mellem siderne i de tyndbenede bogsektioner og lege, at det stadig var højsæson. Men forbrugere handler ikke altid rationelt, og derfor går mange dyrebare købsimpulser tabt – impulser, der kunne have resulteret i mere smør på brødet til både forfattere, forlag og boghandlere.
Før jeg blev en del af branchen, var fænomenet mig en gåde. Jeg havde ikke indtryk af, at danske læsere havde specielt meget tid (eller penge) i overskud i december, og jeg havde heller aldrig oplevet, at papir smeltede i solskin. Tværtimod var det faktisk mit indtryk, at sommerferien for mange danskere var højsæson for lystlæsning. Med min Handelshøjskolebaggrund kunne jeg ganske enkelt ikke forstå, hvorfor forfattere og forlag foretrak at sende deres produkter på gaden efter højsæsonen, i stedet for inden.
Nu er jeg blevet klogere. Selvfølgelig handler det her slet ikke om noget så inferiørt som kundernes vaner og præferencer. Nej, det handler om traditioner. Gode, gamle og velafprøvede traditioner. Bestsellere må og skal udkomme i efteråret, så forfatteren kan blive hyldet ved forlagets efterårsreception og få sin egen piedestal på BogForum og på den måde sikre sig, at netop hans eller hendes titel er top of mind til julesalget, subsidiært det store bogudsalg. Bøger skal nu engang sælges fra december til januar, bestemt ikke omvendt.
Læsere kommer og går, bogbranchens traditioner består – i det mindste indtil de danske forfattere indser fidusen i at sole sig med læserne, frem for at være hotte blandt kollegerne i gårdhaven i Klareboderne.”

Kategorier
Blog Skrivedrømme

Drømmer du om at skrive en bog?

Sidste forår besøgte jeg en boghandel i Roskilde for at promovere mine bøger. Der var et eller andet festivitas på pladsen udenfor, så butikken var godt fyldt med kunder, men på et tidspunkt, hvor der var lidt mere stille, kommer en kvinde hen til mig, og, uden nogen form for indledning, siger hun:

”Jeg har tænkt på: Hvordan har du egentlig fået Asta til at være så … Asta-agtig?”

Dejligt spørgsmål, der åbnede for en lang og interessant samtale.

Kvinden var en af dem, der skriver i det skjulte. I årevis havde hun fyldt sine notesbøger med idéer, løsrevne passager og adskillige tilløb til romaner, som alle var blevet kasseret, enten fordi historierne nægtede at gå op i en højere enhed, eller fordi hun ikke kunne få pustet liv i sine karakterer. Nu stod jeg så der, en “rigtig” forfatter, der tilmed havde skabt en karakter, hun holdt særlig meget af, og det gjorde hende så nysgerrig, at hun for første gang sagde det højt: ”Jeg drømmer også om at skrive en bog.”

Siden jeg debuterede som forfatter, har jeg haft mange af den slags møder. Nogle er mindre blufærdige end kvinde fra Roskilde, men affærdiger til gengæld ofte deres egne drømme som fjollede, og hver gang tænker jeg: Hvorfor kan det at skrive ikke være noget, vi dyrker på samme måde som fodbold eller musik? En dejlig, dejlig hobby, der ikke behøver at føre til en karriere som superligaspiller eller rockstjerne, men blot kan være noget vi nyder og kan dele med andre.

Nu har jeg fået hele to chancer for at gøre noget ved det. Til efteråret skal jeg og Karsten Pers fra forfatternetværket NewPub rundt til fire biblioteker for at teste, om der er nogen, der kunne tænke sig at få hul på deres skrivedrøm, og når BogForum til november præsenterer sit nye, store Skriv selv-område, har vi også fået lov at komme med input til sceneprogrammet og områdets indretning.

Jeg har naturligvis mine egne erfaringer at bygge på, men hvis du også drømmer om at skrive en bog eller allerede er i fuld gang, hører jeg gerne om, hvad der motiverer dig, hvad der holder dig tilbage, og hvad du gør for at give drømmen mere fast grund under fødderne.

Du kan skrive i kommentarfeltet herunder, men du kan naturligvis også sende mig en diskret mail på eva(@)elg-co.dk 🙂

Kategorier
Blog I det hvide mørke

Hvad er det modsatte af en knaldroman?

Måske er det min fortid i reklamebranchen, men jeg er lidt emsig, når det gælder forventningsafstemning. Jeg vil selvfølgelig gerne have, at en hel masse mennesker køber eller låner mine bøger, men jeg vil altså også gerne have, at de er glade og tilfredse, når de vender den sidste side, og min erfaring er, at dette kræver overensstemmelse mellem læserens forventninger og bogens gemyt.

Når man køber en dåse tun, forventer man heller ikke at komme hjem med en motorsav.

Med mine krimier var det enkelt: Når jeg stod ude i en boghandel for at promovere den nyeste i rækken, behøvede jeg bare at sige ordet krimi, så kunne jeg straks aflæse i modtagerens blik, om jeg stod overfor en potentiel læser, eller om vedkommende var bedre tjent med at blive peget i retning af hylderne med skønlitteratur. Deres svar kunne som regel koges ned til ét af to: ”Jeg læser aldrig krimier” eller ”Jeg elsker krimi!”, og når jeg tilføjede, at mine krimier lå i den sobre ende af skalaen; at det, der interesserer mig, er, hvorfor nogle mennesker finder på at slå andre ihjel og ikke så meget, hvordan de rent faktisk bærer sig ad med at gøre det, var jeg aldrig i tvivl om, hvorvidt kunden ville være et godt match til Én gang morder , Min mund er lukket eller I blinde.

Nu har jeg så skrevet en roman, og det er – for nu at sige det ligeud – pissebesværligt.

Ordet roman kan dække over næsten hvad som helst og er derfor ikke meget bevendt, når det handler om at sikre, at Det hvide mørke havner hos netop de læsere, der vil vende den sidste side med et lille tilfreds suk, og det bliver ikke lettere, når en anmelder (som måske/måske ikke har læst bogen?) skriver, at ”der er knaldroman for alle pengene her”. For det er der altså ikke. Der er meget andet, men der er simpelthen ikke knaldroman for ret mange penge.

Jeg elsker selv en god knaldroman, men betegnelsen skaber forventninger, som Det hvide mørke ikke vil indfri.

Derfor er jeg på jagt efter et ord, der på et splitsekund kan formidle, at selvom Det hvide mørke er spændende, så er det også en gribende og tankevækkende fortælling om, hvordan slægt former liv på godt og ondt.

De fleste har valgt at kommentere mit opslag på Facebook, men du er også velkommen til at skrive dit forslag i kommentarfeltet under indlægget her.
De bedste bud belønnes med et signeret eksemplar af Det hvide mørke.

Kategorier
Blog En forestilling

Dogmer

“Jeg er taget til Sverige for at skrive på …”
Sådan har jeg indledt adskillige indlæg her på bloggen, typisk når min sidste bog ikke længere var så ny, at den fyldte det hele, og når jeg efterhånden længtes så meget mod skrivehytten, at det tenderede abstinenser.
Det er præcis det punkt, jeg er nået til nu.
Hvis jeg ikke medregner alle mine halvfærdige skuffeprojekter og de to romaner, jeg fik skrevet, men aldrig udgivet, bliver det femte gang, jeg starter på en ny bog, og da jeg ville hade at ende i en situation, hvor det at skrive var blevet en rutinesag, forsøger jeg hele tiden at opstille nye rammer for udførelsen af det velkendte.
Denne gang har jeg fundet på to nye dogmer, der skal afprøves.

Det første består i, at jeg vil skrive hele første udkast til min næste bog i hånden. Det at flytte spidsen af en pen hen over et stykke papir er for mig en helt anden oplevelse end at klikke løs på tasterne, og jeg har længe vidst, at pen og papir var løsningen, når en passage drillede særligt meget, men da jeg er forholdsvis utålmodigt anlagt, ender jeg foran skærmen igen, så snart jeg har fundet den rigtige formulering. Det spørgsmål jeg nu har stillet mig selv, er, om det i virkeligheden er mere effektivt (eller bare mere behageligt) at skrive en bog i hånden, hvor den fysiske udformning af teksten foregår i et tempo, der giver hjernen ro til at tænke sætningerne til ende på forhånd, så man måske slipper for at slette og rette helt så meget?
Det er der kun én måde at finde ud af, og derfor har jeg på min boghandlerturné med Det hvide mørke gennemstøvet samtlige Bog & Idé-butikker og købt restlageret af min favoritblok, der ikke produceres længere. Jeg aner ikke, om fjorten A4-blokke er nok til at rumme en hel håndskrevet roman, eller om jeg får skrivekrampe, inden jeg er halvvejs, men planen er at afsætte formiddagene til at skrive i hånden og eftermiddagene til at renskrive mine egne kragetæer, mens jeg stadig kan huske, hvad jeg tænkte, da jeg skrev dem.

Mit andet dogme handler om selve historien. I de sidste måneder, mens jeg har haft travlt med at promovere Det hvide mørke, holde ferie og foredrag, lave en lillebitte film med TV Glad og hygge mig med familie og venner, har jeg gået og vendt en hel masse idéer. Normalt er der hurtigt en, der skiller sig ud, men denne gang har to af dem været særligt vedholdende i kampen om min opmærksomhed, og derfor har jeg besluttet mig for at skrive lidt på dem begge, inden jeg træffer det endelige valg (eller til min store overraskelse opdager, at det er muligt at skrive seriøst på flere projekter samtidig).

Det er grunden til, at jeg må vente lidt med at afslutte sætningen: “Jeg er taget til Sverige for at skrive på …”, hvilket, når man som jeg har for vane at fortælle om sine idéer, næsten inden de er opstået, umiddelbart virker som en større udfordring end at skrive to bøger samtidig og ved håndkraft.

Kategorier
Bag om en bog Blog

Frisk luft

Det er kun godt en uge, siden Det hvide mørke udkom, men der er allerede kommet en del anmeldelser (hvilket i sig selv giver forfatteren en smule ro i sjælen, eftersom frygten for slet ikke at blive anmeldt overskygger alle andre skrækscenarier), og de fleste af dem har været overvædende gode, så nu kan jeg igen trække vejret lidt lettere.

Jeg er næppe den eneste forfatter, der afventer anmeldernes dom i pinefuld lidelse: Det er en indre monolog, der kører i baggrunden; løsrevne sætninger fra fantasianmeldelser, som – alt efter humør – er perfidt ondskabsfulde eller overstrømmende begejstrede, og selvom de reaktioner, sidstnævnte udløser i kroppen, naturligvis er mere behagelige, var jeg helst fri for begge dele. Det irriterer mig ganske enkelt, at det påvirker mig så meget, og siden min debut har jeg håbet, at det ville blive lettere med den næste, men denne gang tror jeg faktisk selv på det.

Jeg har nemlig opdaget, at det slet ikke handler om antallet af stjerner eller mængden af kritik – men derimod (meget apropos mit sidste indlæg) om selve læsningen.

Tanken om, at bare ét eneste menneske (i dette tilfælde Svend Skriver fra Kristeligt Dagblad) har læst Det hvide mørke, præcis som jeg ønskede, og har fået netop det med sig, som jeg håbede, gør mig mere glad end selv den længste stribe stjerner, men det, der gør mig så optimistisk, er, at jeg blev lige så glad for Weekendavisens anmeldelse, selvom Birthe Weiss kalder romanen omstændelig. Det må hun gerne, for hun roser også mit sprog og kalder mig en fingernem plotmager, men vigtigst af alt, så afslutter hun anmeldelsen med at skrive, at Det hvide mørke er et godt tegn på, at jeg ikke vil sættes i bås.

Og det har hun helt ret i.

Kategorier
Bag om en bog Blog

Et ansigt udadtil

Sådan kommer Det hvide mørke til at se ud 🙂

Omslag, titel og bagsidetekst er bittesmå elementer, der på et splitsekund skal formidle et meget stort budskab, nemlig: Hvad er det her for en bog? Hvilken oplevelse vil jeg som læser få, hvis jeg tager denne roman med hjem i lænestolen og forsvinder ind i det univers, forfatteren har skabt?

Det ville være enkelt, men også ret kedeligt, hvis der kun fandtes ét svar på disse spørgsmål.

En ting er, at læserens oplevelse uvægerligt vil være farvet af hans eller hendes erfaringer, temperament, præferencer og aktuelle livssituation, men en roman er jo heller ikke en plade mælkechokolade fra Marabou, hvor den første bid smager præcis som den sidste. Den rummer forhåbentlig mange smagsnuancer på flere forskellige niveauer.

I nogle passager kan tempoet være højt, mens det andre steder går mere stille for sig; teksten veksler mellem beskrivelser, sansninger og dialog, og undervejs berøres mange forskellige temaer. Derfor kan der laves hundrede forskellige omslag for den samme bog, som alle er ”rigtige” i den forstand, at de er et visuelt udtryk for den oplevelse, bogen vil resultere i hos en given læser, men det kan umuligt udtrykke alle potentielle læseoplevelser på én gang, og så er det, man må vælge: Hvad vil jeg bruge det på; det der lille splitsekund jeg har til at friste læsere ude hos boghandlerne, på nettet eller biblioteket?

Eftersom Det hvide mørke ikke er en fortsættelse af min tidligere serie, skulle den have sit helt eget udtryk, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har drevet redaktør og designer til vanvid med mine omfattende og ofte modstridende ønsker, men nu har Det hvide mørke fået sit ansigt udadtil, og jeg synes, at det på fineste vis signalerer den oplevelse, jeg har ønsket at give læseren.

Bagsideteksten lyder sådan her:
Da evolutionsbiolog og forfatter Emma van der Klein opdager, at den mand, hun har kaldt farfar hele sit liv, ikke er en del af hendes ophav, vækkes hendes nysgerrighed: Måske er der alligevel en naturlig forklaring på, at hun altid har følt sig så anderledes?

Hun kører til Sønderjylland for at finde sin rigtige farfar, men det viser sig hurtigt, at Harald Eskildsen ikke er den rare gamle mand, Emma har drømt om.

Han er en driftig iværksætter med en lettere excentrisk livsstil, men han er også varetægtsfængslet for drab, og da han nægter at tale, begynder Emmas jagt på svar: Hvem er han? Hvorfor forsvandt han ud af hendes fars liv? Og hvad skete der den nat for næsten halvtreds år siden, da hans bedste ven mistede livet?

Det hvide mørke er en fortælling om familiehemmeligheder, om hvordan fortiden former vores liv og om en ung kvinde, der vælger at plante sit eget stamtræ.

Lige om lidt er Det hvide mørke ude i verden, og derfor slutter temaet “Bag om en bog” med dette indlæg. Tak, fordi I gad at lægge ører til nogle af mine tanker undervejs 🙂