Kategori: Blog

Kategorier
Blog En gang morder Min mund er lukket

2. oplag

I går kom der en fragtmand og leverede ti kasser bøger her på hjemmeadressen, og bagefter kørte han videre til Nordisk Bog-Center i Haslev med resten af 2. oplag af Én gang morder. Det var ikke en dag for tidligt, for i fredags var der kun tretten bøger på lager hos distributøren, og selv havde jeg ikke engang ti tilbage.

Når jeg tænker på, hvor mange sommerfugle jeg havde i maven, da jeg besluttede mig for at lave 1.000 eksemplarer i 1. oplag, og så er de solgt på mindre end fem måneder!

Lige i dag er jeg særligt glad for det fine salg, for i eftermiddag skal jeg holde et indlæg ved et Indie Books-arrangement hos Arnold Busck, og det handler om salg til boghandlere. Når man ikke er så vild med at tale foran store forsamlinger, hjælper det lidt at tro på, at det, man står og siger, rent faktisk virker ☺

Nu, hvor jeg alligevel skulle have trykkeren i sving igen, benyttede jeg lejligheden til at flashe nogle af mine fine anmeldelser (en enkelt sætning fra Weekendavisens anmeldelse på forsiden og fem citater fra forskellige anmeldelser på bagsiden), og det føles lidt som en ny bog, fordi designeren har tonet baggrunden mørkere under citatet i toppen, så forsiden har fået et mere dystert og krimiagtigt udseende.

Der har været lidt stille her på bloggen, og det skyldes, at jeg har været fuldstændig fordybet i færdiggørelsen af Min mund er lukket. Slutningen er skrevet, og jeg har også fået skrevet en del kapitler ind, hvor synsvinklen ligger hos Robert Strand, så nu er det kun småting, jeg mangler: Lidt research og nogle beskrivende småafsnit, så er den klar til testlæsere, redaktørens sidste gennemlæsning og så selvfølgelig korrekturlæsning, layout og alt det der. Jeg havde tænkt mig, den skulle udkomme i midten af marts (op til Krimimessen), men jeg er i gang med at undersøge, om det kunne være en fordel at sende den ud i slutningen af januar eller begyndelsen af februar. Det håber jeg, for det er svært at skulle vente så længe på, at andre kan få lov til at læse den, når nu den stort set er færdig.

Kategorier
Blog Skønlitteratur

Indierne indtager Arnold Busck

Indie writer (af ”independent”) er et lidt mere tjekket ord for selvudgiver, altså en forfatter, der udgiver sine værker selv, og alle, der har fulgt med på bloggen her, vil vide, at det er en titel, jeg bruger med stolthed.

I disse dage er jeg ekstra stolt.

Når man har været i den traditionelle bogverden nogle år, er mødet med den danske indie writer-verden lidt af en aha-oplevelse. Nye veje bliver afprøvet hver eneste dag, og alle deler alt med vildt fremmede mennesker – uden at forvente at få noget igen. Det er ikke engang to år siden, Karsten Pers og Abelone Glahn startede en lille facebook gruppe med navnet NewPub, hvor de opfordrede ”forfattere med mod på nye udgivelses- og forretningsmuligheder” til at udveksle erfaringer, og allerede nu tæller netværket mere end 700 medlemmer og et imponerende webiste (Newpub.dk), hvor interesserede kan læse om andres erfaringer med alt fra gode trykkerier og effektiv e-bogsproduktion til hvordan man får sine bøger ud i boghandlerne.

Fra den 2. september bliver det sidste lettere, for henover sommeren har NewPub fået etableret et samarbejde med boghandlerkæden Arnold Busck, der ønsker at give sine kunder adgang til noget af al den litteratur, der hidtil har levet sådan lidt under radaren. Arnold Busck er lige nu i fuld gang med at åbne en indie-sektion i deres forretning i Købmagergade (i stueetagen) samt på deres internetboghandel, og mere end 100 papirbøger og lige så mange e-bøger er allerede tilmeldt kampagnen “Indie Books”, der kommer til at køre i 10 uger.

To eftermiddage i september – den 2. og den 18. – lægger Arnold Busck i Købmagergade lokaler til to arrangementer, hvor en stribe erfarne oplægsholdere kommer og fortæller om hele processen fra det sidste punktum er sat til læseren sidder med bogen i hånden. Se programmet for det første arrangement nederst i indlægget.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at Arnold Buscks initiativ er en milepæl i den proces, det har været og fortsat er, at få etableret indie writers som et positivt ladet begreb på samme måde som det er sket inden for film- og musikbranchen i de senere år, og da jeg var inde og aflevere mine egne bøger i tirsdags, blev jeg endnu en gang bekræftet i, at beslutningen om at udgive selv var den helt rigtige for mig.
SÅ… hvis du er nysgerrig på, hvad de der indies er for nogle, synes jeg, du skulle afsætte et par timer her i efteråret til at besøge Arnold Busck i Købmagergade.

Går du selv eller en du kender rundt med en forfatter i maven, kan du se programmet for lanceringen her:

Program for åbningsdagen, 2. september 2013, 16:00
Sted: Arnold Busck, Købmagergade 49, København

16:00
Velkommen – og om hvorfor Arnold Busck åbner afdelingen og har indgået samarbejdet med NewPub.
v. Andreas Norkild, kommunikationschef, Arnold Busck

16:07
NewPub og Indie bevægelsen + Introduktion af dagens program
v. Karsten Pers, medstifter, NewPub

16:15
Hvordan udgiver man sin egen bog? Et kort overblik over processen
v. Bolette Rud. Pallesen, dir. Gopubli.sh, tidl. fagbogschef Politikens forlag

16.25
Hvad bidrager redaktøren med?
v. Nils Bjervig, freelance redaktør og tidl. chefredaktør på Bogmarkedet

16:40
E-bogen er altid i dialog og beta-version. Om det digitale ”værk” i evig proces og udvikling. v. Nis Jakob, forfatter

16:55
Hvordan laver man et omslag, der siger det hele?
v. Harvey Macaulay, Imperiet

17:10
Sådan ser boghandleren på omslag
+ Lancering af FB-gruppen: Test dit bogomslag.
v. Jeanette Tulinius, Arnold Busck

17:25
Bogens særlige brand
v. Jo Herman, formand for Dansk Forfatterforening

17:40
Berit Kjær Larsen, butikschef, Arnold Busck, siger tak for i dag og byder på et glas vin.

Herefter er der en lille halv time til at se bøgerne og møde forfattere og freelancere.

Kategorier
Blog Min mund er lukket Skønlitteratur

Min mund er lukket

To ugers ferie, hvor jeg ikke har skrevet andet end en indkøbsliste i ny og næ, men til gengæld har fået læst en masse.
Jeg er i Italien og har efterladt computeren derhjemme, men det er klart, at tankerne ind i mellem går lidt i skrivemode, og i dag startede jeg dagen med en rask bjergvandring, som Robert Strand skal ud på i min næste bog. På billedet kan I se udsigten fra hans hotel, og den er da ikke så ringe endda…
Ugerne op til ferien brugte jeg på at redigere de første 100 sider af opfølgeren til Én gang morder og på at lave det materiale, min sælger, Bodil Helbo, skal bruge, når hun begynder at sælge bogen ind til boghandlerne. Det krævede, at jeg fik en del praktiske ting på plads, herunder bogens titel. Min redaktør og jeg var omkring flere forslag, før vi landede på en titel, jeg er rigtig glad for, og defor kan jeg allerede nu afsløre, at den kommer til at hedde Min mund er lukket. Som det fremgår af indlægget “Min nye krimi” er det en vigtig del af plottet, at en af personerne, Asta Qvist, kun er med som observatør og altså ikke må sige noget, og det ville jeg gerne have frem i titlen, og så kan jeg godt lide, at titlen minder om Én gang morder på den måde, at man automatisk fuldfører sætningen: …med syv segl.
Simon Lilholt fra Imperiet nåede at lave et blændende smukt udkast til omslaget, men desværre skriver jeg dette fra min iPad, hvor jeg ikke har filen, så det må vente til et senere indlæg.
Jeg startede ellers ferien med at få morgenkaffen galt i halsen, da jeg i Weekendavisen kunne læse, at der endelig var kommet en fodboldkrimi. Gennem nogen tid har jeg gået og plottet på en idé til en 3’er, der netop skulle foregå i fodboldverdenen, og derfor blev jeg lidt ærgerlig over at læse om norske Arild Stavrums Golden boys. Jeg har læst omkring halvdelen af den, og det var nok til at overbevise mig om, at den er så forskellig fra det, jeg har i tankerne, at det ikke betyder noget. Når alt kommer til alt er der jo mange bøger, der handler om det samme, uden at de af den grund er ens, og den næste bog i min ferielæsningsbunke er faktisk en krimi, hvor plottet minder påfaldende meget om Én gang morder, nemlig Disciplen af svenske Hjort & Rosenfeldt. Lektøren påpegede det i sin udtalelse, og da jeg læste bagsideteksten, var jeg glad for, at jeg havde sendt mit manus til et forlag, inden Disciplen udkom i Sverige, så ingen kan beskylde mig for at plagiere. Nu glæder jeg mig til at se, hvordan plottet i Disciplen udvikler sig.
Lige i disse dage tvinger jeg mig selv til at læse en bog, hvilket jeg normalt aldrig gør. Hvis en bog ikke fanger mig, ryger den ind på hylden, men allerede sidste sommer lovede jeg mig selv, at jeg på et tidspunkt ville læse noget af den nye erotiske litteratur, der er så populær. Jeg forsøgte mig med Fifty shades, men nåede ikke engang til den første erotiske scene, før jeg gav op, så nu tvinger jeg mig selv til at læse et par kapitler om dagen i Maya Banks’ Gnist, som ikke er helt så ubehjælpelig rent sprogligt, men stadig meget langt fra at kvalificere sig som god litteratur i mine øjne. Hver gang jeg lukker den, spørger jeg mig selv, om det virkelig er det, kvinder ønsker; en megarig og arrogant mand, der tager hvad han vil have og som tænder på den mest ekstreme, seksuelle undertrykkelse. Hvad med ømhed? Nærhed? Sensualitet?
Hvis Maya Banks fortsætter i samme dur, er jeg ikke sikker på, at jeg kommer igennem samtlige 381 sider. Igen og igen tager jeg mig selv i at kaste misundelige blikke over mod nabosolvognen, hvor der ligger et eksemplar af Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd, som jeg slugte i én mundfuld sidste uge, og som jeg klart kan anbefale, hvis du mangler en god bog til ferien.
God sommer!

Kategorier
Blog En gang morder

Repons

Når man har siddet i årevis og arbejdet med en bog, er det dejligt at få den sendt ud i verden, og det er specielt dejligt, når verden indimellem sender noget tilbage. For en måneds tid siden skrev jeg, at Én gang morder ikke var blevet anmeldt i nogen af de landsdækkende aviser (det er den stadig ikke), men jeg er alligevel ret overvældet over den respons, jeg har fået.
For der findes jo heldigvis andre medier, der beskæftiger sig med bøger, end de landsdækkende aviser, og udover anmeldelserne på Krimi-cirklen.dk og i min lokalavis, som jeg allerede har pralet med, er det blevet til 4 F’er i Femina og en rigtig fin anmeldelse på Litteratursiden.dk. I fredags blev jeg interviewet til Radio Update, og det var sjovt at få lov til at tale om, hvordan jeg arbejder med mine bøger – både om Én gang morder og om opfølgeren, der lige nu har arbejdstitlen ”Iagttageren”. Jeg lægger et link ud, når interviewet bliver tilgængeligt om en uges tid.
Men det, der har betydet allermest, er de tilbagemeldinger jeg har fået direkte fra læsere, jeg slet ikke kender, som f.eks. disse to, jeg har fået her på bloggen:

Hej Eva Maria.
Tak for en fantastisk og rigtig god bog ;o)
Jeg læste lidt om Signe..du skriver gribende og indlevende… jeg har slet slet ikke lyst til, at stoppe når jeg først er begyndt.
Jeg glæder mig meget til, at læse det næste fra din hånd.
Venlig hilsen
Pia

Kære Eva Maria Fredensborg

Jeg havde planlagt en masse aktiviteter – ikke alle lige spændende – men din bog forhindrede energien til ovenstående! Det var en dejlig oplevelse at læse din debutbog, og jeg glæder mig til den næste bog fra din side. Tak for en spændende pinse.

Bedste hilsener

Elisabeth

Tusind tak til Pia og Elisabeth, og til alle jer, der har skrevet direkte eller på Facebook.

Kategorier
Blog Min mund er lukket

Min nye krimi

Jeg havde egentlig planlagt, at mit næste indlæg skulle være en form for evaluering på udgivelsen af Én gang morder, men nu er jeg i Sverige, og jeg synes ærlig talt ikke, udsigten fra mit skrivebord kalder på statusopgørelser, så dette indlæg kommer til at handle om mit næste bogprojekt.

Jeg havde også planlagt, at ”mit næste bogprojekt ” skulle være min skønlitterære roman, En forestilling, som jeg lagde til side, da jeg besluttede mig for at udgive selv, men planlægning er tilsyneladende ikke min stærkeste side, for lige nu er jeg dybt begravet i en opfølger til Én gang morder. Den har ikke fået en titel endnu, så indtil videre vil jeg bare kalde den nye krimi for ”2’eren”.

Helt ny er den nu ikke. Som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg, forsøgte jeg i første omgang at sende Én gang morder til et forlag, der sammenlagt brugte 8 ½ måned på at beslutte, at de ikke ville udgive den, og i den periode nåede jeg godt og vel 80% gennem første udkast til 2’eren. Oprindelig var den tænkt som en klassisk fortsættelse med Robert Strand i hovedrollen, men da jeg begyndte at skrive, var der en anden person, der blev ved med at tiltrække sig en masse opmærksomhed, og til sidst indså jeg, at hun ganske enkelt var mere interessant end Robert.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Robert Strand som karakter har irriteret mig grænseløst. I første gennemskrivning var han et melankolsk klynkehoved, og da jeg på et tidspunkt skulle lave nogle radikale plotændringer, prøvede jeg at skabe ham på ny, med det resultat at han aldrig rigtig fik en stemme i mit hoved. Alt i alt passer det mig altså rigtig fint, at han nu er degraderet til en ledende birolle og at jeg har fået mulighed for at beskrive ham udefra, sådan som min nye hovedperson, Asta Qvist, ser ham.

Asta er bedste veninde med Roberts datter Julie. Hun bor på Christiania og læser sociologi, og ved Roberts hjælp har hun fået lov at skrive speciale om de gruppedynamiske processer i en af politiets specialenheder. Hun må under ingen omstændigheder påvirke det, hun observerer, så hun skal være som fluen på væggen, hvilket viser sig at være meget svært, da enheden får til opgave at efterforske en ældre kvindes mistænkelige selvmord. Asta ser ting, ingen af de andre i enheden bemærker, og da sagen bliver henlagt som selvmord, står hun i et kæmpe dilemma: Skal hun sige, hvad hun har set, og på den måde sikre den døde kvinde en eller anden form for retfærdighed, eller skal hun holde sin mund, så hun ikke risikerer, at hendes speciale-projekt bliver afvist på grund af videnskabelig uredelighed?
Hvis du har lyst til at møde Asta, kan du læse en lille smagsprøve på et fuldstændig uredigeret afsnit nederst i indlægget.

Lige nu og her handler det om at få plottet på plads, og i de sidste uger har jeg brugt en del tid på at researche, bl.a. omkring en sjælden, arvelig sygdom, der spiller en ret stor rolle for opklaringen. For nylig havde jeg et møde med en hjælpsom sygeplejerske på det institut, hvor alle patienter med sygdommen behandles, og da jeg forlod hendes kontor, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere vil skrive 250 sider uden at være sikker på, at grundpræmissen for plottet holder! Jeg turde næsten ikke trække vejret, før hun havde sagt, at det hele godt kunne hænge sammen, som jeg havde beskrevet det.

Asta er en helt anden type hovedperson end Robert, og 2’eren er også skrevet i nutid i stedet for datid, og derfor er det vigtigt for mig at få afklaret, om formen holder som en opfølger til Én gang morder, så i mandags sendte jeg første udkast til min redaktør, Nils Bjervig, selvom jeg stadig mangler at skrive de sidste kapitler. I det sekund, jeg trykkede på send-knappen, begyndte min fantasi at kaste nye idéer op i luften, og mens jeg har været i Sverige, har jeg skrevet flere sider med ændringsforslag, der kan gøre handlingen mere spændende, så nu håber jeg ikke, Nils er alt for længe om at læse…

Smagsprøve: Asta finder noget

Kategorier
Blog En gang morder

Anmeld min bog –eller lad være :-)

I lørdags bragte Politikens bogsektion en kommentar fra litteraturredaktør Jes Stein Pedersen om selvudgivere. Anledningen til kommentaren var en anmeldelse af en selvudgivelse, der efter redaktionens mening aldrig burde være udkommet, og Jes Stein Pedersen skriver, at 95% af alle selvudgivelser ikke lever op til gængse kvalitetskrav. Han anerkender, at selvudgivelser kan være relevante selvom håndværket er mindre godt, og han påpeger, at det er et demokratisk problem, at der mangler en kritisk offentlighed til selvudgiveres bøger, fordi det snyder forfatteren for professionel feedback og fordi bøger har svært ved at finde læsere uden at være blevet eksponeret i avisen.
Kommentaren satte en masse tanker i gang hos mig, og som det vil fremgå af nedenstående svar til Jes Stein Pedersen, landede det hele i en rar fornemmelse af, at jeg er stolt af at være selvudgiver – med eller uden anmeldelser i Politiken. Det skal lige for retfærdighedens skyld tilføjes, at Politiken rent faktisk påtænker at anmelde “Én gang morder”, men det ændrer ikke ved min pointe, som er, at vi selvudgivere har en helt særlig evne til at finde nye veje og sætte skilte op, så alle de andre selvudgivere kan følge efter, og så må litteraturredaktionerne sådan set selv vælge, om de veje skal føre igennem eller udenom deres spalter.

Kære Jes Stein Pedersen
I din kommentar i lørdagens udgave af Bøger skriver du, at det er et demokratisk problem, at der mangler en kritisk offentlighed til selvudgivernes bøger. På den korte bane er jeg sikker på, at mange selvudgivere vil give dig ret, men personlig er jeg ikke bekymret. Litteraturredaktionerne er stadig tilbøjelige til at antage, at en bog per definition må være mere relevant for læserne, hvis den har passeret nåleøjet hos et stort, anerkendt forlag – selvom disse efterhånden vil udgive hvad som helst, hvis bare forfatteren er kendt (Ex: Klaus Riskær Pedersen/Hanne Bech Hansen) eller bogen har solgt godt i udlandet (Ex.: Fifty shades) – men jeg kan glæde dig med, at spalterne i de landsdækkende avisers bogtillæg ikke er den eneste adgang til at få professionel feedback eller finde sine læsere.
Som forlægger har jeg udgivet bøger af blandt andet en af Sveriges mest feterede poeter, og hans debutroman blev anmeldt vidt og bredt uden af den grund at finde ret mange læsere, mens en fodboldserie til store drenge ikke fik en eneste anmeldelse i de landsdækkende medier og alligevel solgte i næsten 4.000 eks.
Generelt er mit lille forlags bøger blevet anmeldt ret bredt, og da jeg for et par måneder siden sad og skulle lave pressemeddelelsen til min egen debutkrimi, overvejede jeg at sende den på gaden som endnu en udgivelse fra Elg & Co. Jeg tænkte, at bogen jo havde fået præcis samme behandling, som den ville have fået på et stort forlag (en benhård og erfaren redaktør (Nils Bjervig, tidligere redaktør på Bogmarkedet), professionel korrekturlæsning og et omslag fra en af branchens bedste), og derfor syntes jeg, det var lidt uretfærdigt, hvis den blev afskrevet på grund af antagelsen om, at selvudgivelser ikke lever op til gængse kvalitetskrav.
Jeg endte med at gøre det meget tydeligt, at jeg udgav mig selv, ikke kun fordi jeg syntes, det andet ville være uærligt, men mest af alt fordi jeg oplever, at det fællesskab, der eksisterer blandt danske selvudgivere er så dynamisk, fremtidsskuende og fuldstændig enestående, at jeg hellere vil ses som en del af det end det etablerede bogparnas.
Det lader til at være en udbredt opfattelse blandt forlæggere og anmeldere, at alle selvudgivere er ulykkelige forfattere, der er blevet afvist på samtlige forlag, men som meget aktivt medlem af NewPub ved jeg, at jeg langt fra er den eneste, for hvem det at udgive på eget forlag er et positivt tilvalg, og det er mit helt klare indtryk, at flere etablerede forfattere overvejer at melde sig under selvudgiverfanerne.
Når man udgiver selv, kan man ikke bare aflevere et worddokument til en redaktør og så læne sig tilbage og vente på, at den færdige bog sprøjter ud i boghandlerne og bliver anmeldt i Politiken. Det er en anstrengende proces at skulle finde nye veje i en hel masse sammenhænge, hvor et anerkendt forlags navn kunne have åbnet døren automatisk, men det er også en sjov og berigende proces, og da danske selvudgivere udmærker sig ved at være en ekstremt generøs forsamling, der glad og gerne deler ud af deres erfaringer, er jeg ikke i tvivl om, at vi med tiden bliver mindst lige så gode til at få vores bøger ud til læserne, som de traditionelle forlag – med eller uden støtte fra de gamle, traditionsrige litteraturredaktioner.
Min debut er stadig ikke blevet anmeldt på nogen af de landsdækkende aviser, men efter tre uger på markedet, er den tæt på at have tjent sig selv hjem. Så ja, det ville da helt klart tilfredsstille min indre primadonna at se Én gang morder brede sig over spalterne, men netop fordi jeg har finansieret udgivelsen af egen lomme, betyder boghandlernes og læsernes positive modtagelse trods alt mere.
Min oplevelse er, at boghandlere og læsere vurderer selvudgiveres bøger ud fra præcis samme kriterier, som de vurderer alle andre bøger: Er håndværket i orden? Kan den sælges? Har jeg lyst til at læse den?
Måske skulle litteraturredaktionerne prøve det samme?

Kategorier
Blog En gang morder

Klamme krimier

I den sidste danske krimi jeg læste, var der en seriemorder, der opererede øjnene ud på sine ofre (mens de var i live!) hvorefter han balsamerede dem og satte dem ved et bord og legede, at han spiste kålsuppe sammen med dem. Som om det ikke var helt slemt nok, var der også en serievoldtægtsforbryder på spil, der bankede sine ofre sønder og sammen og i øvrigt foretrak voldsom anal penetration.

Jeg synes, det er en tendens, der er blevet mere udbredt i de senere år, og jeg forstår det egentlig ikke. Vi ved jo alle sammen godt, at det er noget skidt at blive fanget af en seriemorder, uanset om han ”bare” kvæler sine ofre eller gør alle mulige ting, der får mig til at håbe, at forfatteren er i stand til at slukke for sin fantasi, når han lukker computeren, men måske handler det om, at vi som krimiforfattere begynder at synes, at det er svært at finde på noget, der ikke er læst før.

På trods af den blodige trend bliver min næste krimi heller ikke særlig makaber (der er en ældre kvinde, som vist nok ikke selv har taget sit liv og en mystisk brand i et tomt sommerhus, men der er til gengæld nogle ret listige spor, som jeg tror vil appellere til læsere, der kan lide at gætte med), og i går stødte jeg heldigvis på et ældre indlæg på Vildmedkrimi.dk, hvor Rebekka Andreasen blogger om et møde med en læser, der foretrak krimier med ”pæne mord”. Jeg har også fået en fin anmeldelse i Villabyerne, hvor Una Jart skriver, at franske krimier efterhånden har ”… udviklet sig til noget så blodigt og overfantasifuldt, at jeg følte det som en hel lise at læse ‘Én gang morder”.

Jeg håber, der er flere krimilæsere som dem, for jeg er ret dårlig til at slukke for min fantasi, og jeg tør ikke tænke på, hvad der ville ske med min nattesøvn, hvis jeg blev nødt til at melde i konkurrencen om at skrive den klammeste krimi.

Kategorier
Blog En gang morder

Flotte vinduer

Som debutant skal man nok kæmpe lidt ekstra for at trænge igennem, og når man tilmed udkommer på sit eget lille forlag, kan boghandlerne være noget af et nåleøje – specielt i disse krisetider. Derfor er jeg meget taknemmelig over den måde, mine lokale boghandlere har taget imod “Én gang morder”, og selvom jeg er kørt forbi Charlottenlund Bog & Idé adskillige gange i løbet af weekenden, bliver jeg stadig lidt paf, når jeg ser mig selv hænge der i vinduet. Jeg var forbi lørdag formiddag, og der havde de allerede solgt 10 bøger, hvilket kunne tyde på, at deres store engagement skinner igennem overfor kunderne 🙂
Jeg kunne ikke komme til at fotografere vinduet i Ordrup Boghandel her i weekenden, fordi der var gitter for, men her er billeder fra Bog & Idé og Arnold Busck i Hellerup.

Kategorier
Blog En gang morder

Min første anmeldelse!

I går havde jeg den dejligste reception for min bog, og om lidt skal jeg af sted til Fyn for at signere bøger hos Bøger og Papir i Aarup, men jeg nødt til først at dele dette her. ”Én gang morder” har fået sin første anmeldelse.
Det er Krimi-Cirklen.dk, der bl.a. skriver:

”Eva Maria Fredensborg leverer en bragende god

og medrivende kriminal-roman”.

Og efter nogle flere pæne ord, slutter de af med at spå mig en god fremtid i genren.
Hvis jeg ikke får flere anmeldelser, kan jeg godt leve med, at det her bliver den eneste…

Kategorier
Blog En gang morder

Fællesskaber

Egentlig burde overskriften på dette indlæg være ”Netværk”, men jeg kan ikke lide det ord. Det minder mig om fabrikker og maskiner, og så betyder det ”smerte” på svensk.
Jeg ved godt, der er folk, der lever af at coache andre mennesker i networking, men jeg får myrekryb, når jeg forestiller mig at angribe kontakten med andre mennesker systematisk og med en bagtanke om at opnå noget. Alligevel kan jeg ikke komme uden om, at der er situationer, hvor det er en stor fordel at tilhøre nogle fællesskaber.
Jeg har selv gjort alt, hvad jeg kan overkomme, for at give min bog en god start, og nu, hvor jeg har et lille pusterum inden udgivelsen på fredag, går jeg rundt og er mere end almindelig glad for at have så mange mennesker i mit liv. Én ting er den interesse og opbakning jeg møder, hver gang jeg taler med nogen om min bog, men jeg bliver altså lidt rørt, når jeg igen og igen oplever, at familie, venner og bekendte selv tager initiativ til at sprede budskabet og på andre måder støtte op om udgivelsen.
Det bliver spændende at se, hvordan ”Én gang morder” bliver modtaget ude i den lidt større verden, men uanset hvordan det går, har jeg allerede nu fået bekræftet, at jeg er omgivet af en masse mennesker, der vil mig det godt. Hvad mere kan man ønske sig?