I lørdags bragte Politikens bogsektion en kommentar fra litteraturredaktør Jes Stein Pedersen om selvudgivere. Anledningen til kommentaren var en anmeldelse af en selvudgivelse, der efter redaktionens mening aldrig burde være udkommet, og Jes Stein Pedersen skriver, at 95% af alle selvudgivelser ikke lever op til gængse kvalitetskrav. Han anerkender, at selvudgivelser kan være relevante selvom håndværket er mindre godt, og han påpeger, at det er et demokratisk problem, at der mangler en kritisk offentlighed til selvudgiveres bøger, fordi det snyder forfatteren for professionel feedback og fordi bøger har svært ved at finde læsere uden at være blevet eksponeret i avisen.
Kommentaren satte en masse tanker i gang hos mig, og som det vil fremgå af nedenstående svar til Jes Stein Pedersen, landede det hele i en rar fornemmelse af, at jeg er stolt af at være selvudgiver – med eller uden anmeldelser i Politiken. Det skal lige for retfærdighedens skyld tilføjes, at Politiken rent faktisk påtænker at anmelde “Én gang morder”, men det ændrer ikke ved min pointe, som er, at vi selvudgivere har en helt særlig evne til at finde nye veje og sætte skilte op, så alle de andre selvudgivere kan følge efter, og så må litteraturredaktionerne sådan set selv vælge, om de veje skal føre igennem eller udenom deres spalter.
Kære Jes Stein Pedersen
I din kommentar i lørdagens udgave af Bøger skriver du, at det er et demokratisk problem, at der mangler en kritisk offentlighed til selvudgivernes bøger. På den korte bane er jeg sikker på, at mange selvudgivere vil give dig ret, men personlig er jeg ikke bekymret. Litteraturredaktionerne er stadig tilbøjelige til at antage, at en bog per definition må være mere relevant for læserne, hvis den har passeret nåleøjet hos et stort, anerkendt forlag – selvom disse efterhånden vil udgive hvad som helst, hvis bare forfatteren er kendt (Ex: Klaus Riskær Pedersen/Hanne Bech Hansen) eller bogen har solgt godt i udlandet (Ex.: Fifty shades) – men jeg kan glæde dig med, at spalterne i de landsdækkende avisers bogtillæg ikke er den eneste adgang til at få professionel feedback eller finde sine læsere.
Som forlægger har jeg udgivet bøger af blandt andet en af Sveriges mest feterede poeter, og hans debutroman blev anmeldt vidt og bredt uden af den grund at finde ret mange læsere, mens en fodboldserie til store drenge ikke fik en eneste anmeldelse i de landsdækkende medier og alligevel solgte i næsten 4.000 eks.
Generelt er mit lille forlags bøger blevet anmeldt ret bredt, og da jeg for et par måneder siden sad og skulle lave pressemeddelelsen til min egen debutkrimi, overvejede jeg at sende den på gaden som endnu en udgivelse fra Elg & Co. Jeg tænkte, at bogen jo havde fået præcis samme behandling, som den ville have fået på et stort forlag (en benhård og erfaren redaktør (Nils Bjervig, tidligere redaktør på Bogmarkedet), professionel korrekturlæsning og et omslag fra en af branchens bedste), og derfor syntes jeg, det var lidt uretfærdigt, hvis den blev afskrevet på grund af antagelsen om, at selvudgivelser ikke lever op til gængse kvalitetskrav.
Jeg endte med at gøre det meget tydeligt, at jeg udgav mig selv, ikke kun fordi jeg syntes, det andet ville være uærligt, men mest af alt fordi jeg oplever, at det fællesskab, der eksisterer blandt danske selvudgivere er så dynamisk, fremtidsskuende og fuldstændig enestående, at jeg hellere vil ses som en del af det end det etablerede bogparnas.
Det lader til at være en udbredt opfattelse blandt forlæggere og anmeldere, at alle selvudgivere er ulykkelige forfattere, der er blevet afvist på samtlige forlag, men som meget aktivt medlem af NewPub ved jeg, at jeg langt fra er den eneste, for hvem det at udgive på eget forlag er et positivt tilvalg, og det er mit helt klare indtryk, at flere etablerede forfattere overvejer at melde sig under selvudgiverfanerne.
Når man udgiver selv, kan man ikke bare aflevere et worddokument til en redaktør og så læne sig tilbage og vente på, at den færdige bog sprøjter ud i boghandlerne og bliver anmeldt i Politiken. Det er en anstrengende proces at skulle finde nye veje i en hel masse sammenhænge, hvor et anerkendt forlags navn kunne have åbnet døren automatisk, men det er også en sjov og berigende proces, og da danske selvudgivere udmærker sig ved at være en ekstremt generøs forsamling, der glad og gerne deler ud af deres erfaringer, er jeg ikke i tvivl om, at vi med tiden bliver mindst lige så gode til at få vores bøger ud til læserne, som de traditionelle forlag – med eller uden støtte fra de gamle, traditionsrige litteraturredaktioner.
Min debut er stadig ikke blevet anmeldt på nogen af de landsdækkende aviser, men efter tre uger på markedet, er den tæt på at have tjent sig selv hjem. Så ja, det ville da helt klart tilfredsstille min indre primadonna at se Én gang morder brede sig over spalterne, men netop fordi jeg har finansieret udgivelsen af egen lomme, betyder boghandlernes og læsernes positive modtagelse trods alt mere.
Min oplevelse er, at boghandlere og læsere vurderer selvudgiveres bøger ud fra præcis samme kriterier, som de vurderer alle andre bøger: Er håndværket i orden? Kan den sælges? Har jeg lyst til at læse den?
Måske skulle litteraturredaktionerne prøve det samme?
