Jeg havde egentlig planlagt, at mit næste indlæg skulle være en form for evaluering på udgivelsen af Én gang morder, men nu er jeg i Sverige, og jeg synes ærlig talt ikke, udsigten fra mit skrivebord kalder på statusopgørelser, så dette indlæg kommer til at handle om mit næste bogprojekt.
Jeg havde også planlagt, at ”mit næste bogprojekt ” skulle være min skønlitterære roman, En forestilling, som jeg lagde til side, da jeg besluttede mig for at udgive selv, men planlægning er tilsyneladende ikke min stærkeste side, for lige nu er jeg dybt begravet i en opfølger til Én gang morder. Den har ikke fået en titel endnu, så indtil videre vil jeg bare kalde den nye krimi for ”2’eren”.
Helt ny er den nu ikke. Som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg, forsøgte jeg i første omgang at sende Én gang morder til et forlag, der sammenlagt brugte 8 ½ måned på at beslutte, at de ikke ville udgive den, og i den periode nåede jeg godt og vel 80% gennem første udkast til 2’eren. Oprindelig var den tænkt som en klassisk fortsættelse med Robert Strand i hovedrollen, men da jeg begyndte at skrive, var der en anden person, der blev ved med at tiltrække sig en masse opmærksomhed, og til sidst indså jeg, at hun ganske enkelt var mere interessant end Robert.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Robert Strand som karakter har irriteret mig grænseløst. I første gennemskrivning var han et melankolsk klynkehoved, og da jeg på et tidspunkt skulle lave nogle radikale plotændringer, prøvede jeg at skabe ham på ny, med det resultat at han aldrig rigtig fik en stemme i mit hoved. Alt i alt passer det mig altså rigtig fint, at han nu er degraderet til en ledende birolle og at jeg har fået mulighed for at beskrive ham udefra, sådan som min nye hovedperson, Asta Qvist, ser ham.
Asta er bedste veninde med Roberts datter Julie. Hun bor på Christiania og læser sociologi, og ved Roberts hjælp har hun fået lov at skrive speciale om de gruppedynamiske processer i en af politiets specialenheder. Hun må under ingen omstændigheder påvirke det, hun observerer, så hun skal være som fluen på væggen, hvilket viser sig at være meget svært, da enheden får til opgave at efterforske en ældre kvindes mistænkelige selvmord. Asta ser ting, ingen af de andre i enheden bemærker, og da sagen bliver henlagt som selvmord, står hun i et kæmpe dilemma: Skal hun sige, hvad hun har set, og på den måde sikre den døde kvinde en eller anden form for retfærdighed, eller skal hun holde sin mund, så hun ikke risikerer, at hendes speciale-projekt bliver afvist på grund af videnskabelig uredelighed?
Hvis du har lyst til at møde Asta, kan du læse en lille smagsprøve på et fuldstændig uredigeret afsnit nederst i indlægget.
Lige nu og her handler det om at få plottet på plads, og i de sidste uger har jeg brugt en del tid på at researche, bl.a. omkring en sjælden, arvelig sygdom, der spiller en ret stor rolle for opklaringen. For nylig havde jeg et møde med en hjælpsom sygeplejerske på det institut, hvor alle patienter med sygdommen behandles, og da jeg forlod hendes kontor, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere vil skrive 250 sider uden at være sikker på, at grundpræmissen for plottet holder! Jeg turde næsten ikke trække vejret, før hun havde sagt, at det hele godt kunne hænge sammen, som jeg havde beskrevet det.
Asta er en helt anden type hovedperson end Robert, og 2’eren er også skrevet i nutid i stedet for datid, og derfor er det vigtigt for mig at få afklaret, om formen holder som en opfølger til Én gang morder, så i mandags sendte jeg første udkast til min redaktør, Nils Bjervig, selvom jeg stadig mangler at skrive de sidste kapitler. I det sekund, jeg trykkede på send-knappen, begyndte min fantasi at kaste nye idéer op i luften, og mens jeg har været i Sverige, har jeg skrevet flere sider med ændringsforslag, der kan gøre handlingen mere spændende, så nu håber jeg ikke, Nils er alt for længe om at læse…
Smagsprøve: Asta finder noget
