Den litterære forstoppelse

Nu havde jeg ellers lige besluttet, at jeg ville læse Beata Grimsruds Evighedsbørnene først og gemme Saaby Christensens mobbedrengsmagnet til efterårsferien, men så får Linn Ullmann seks hjerter i Politiken, og siden jeg læste Et velsignet barn, har hun ligget i min absolutte top tre, så selvfølgelig skal De urolige have en forlomme i læsekøen, men da jeg så står i boghandlen (for anden gang denne uge), får jeg øje på Vi var fiskere, som jeg jo også havde tænkt mig at læse på et tidspunkt, og der ligger Et lille liv, som slet ikke er spor lille, så inden jeg får set mig om, slæber jeg igen af sted med flere kilo bøger og skynder mig at smide kvitteringen væk.
Pyha. Det er hårdt at være bogelsker på denne tid af året.

For nogle år siden skrev jeg en klumme om fænomenet til BogMarkedet, og den kan vist godt tåle en gentagelse:

“Anmelderne beklager sig hvert år, min lokale boghandler er heller ikke glad, og nu melder jeg mig i koret som repræsentant for læserne: “Ku’ vi ikke nok få spredt de skønlitterære udgivelser lidt ud over året?”
Det er ikke mange måneder siden, jeg sad med girokortet fra Weekendavisen. Skal/skal ikke? I flere måneder havde bogsektionen været domineret af biografier, fagbøger og dejlige romaner – på tysk eller fransk. For en inkarneret skønlitterær læser, der foretrækker at lystlæse på dansk, var det med andre ord virkelig magre tider, og hver fredag var jeg decideret nedtrykt, når jeg lagde den blåstribede fra mig. Så var det måske bedre helt at undvære den?
I disse uger føler jeg mig lettere manisk, når jeg lørdag formiddag gør status over ugens anmeldelser i WA, Politiken og Berlingske. Hvor mange bøger kan budgettet bære i denne uge, hvis jeg vil undgå at revisorgemalen begynder at revidere mit personlige regnskab? Og hvor mange bøger er der plads til på hylden med indkøbte, men endnu ulæste titler? Slutresultatet bliver hver uge, at jeg køber flere, end jeg har råd til, men absolut færre, end jeg har lyst til.
For den enkelte læser er Danmarks litterære forstoppelse irriterende, men trods alt et luksusproblem. For bogbranchen er den mere problematisk.
I et fuldkommen rationelt scenarie ville jeg og mine medlæsere klippe dem ud og gemme dem, alle de lokkende anmeldelser, der var med i opløbet, men faldt for tids- og økonomikriteriet. Så kunne vi tage dem frem i februar eller juni, lægge dem ind mellem siderne i de tyndbenede bogsektioner og lege, at det stadig var højsæson. Men forbrugere handler ikke altid rationelt, og derfor går mange dyrebare købsimpulser tabt – impulser, der kunne have resulteret i mere smør på brødet til både forfattere, forlag og boghandlere.
Før jeg blev en del af branchen, var fænomenet mig en gåde. Jeg havde ikke indtryk af, at danske læsere havde specielt meget tid (eller penge) i overskud i december, og jeg havde heller aldrig oplevet, at papir smeltede i solskin. Tværtimod var det faktisk mit indtryk, at sommerferien for mange danskere var højsæson for lystlæsning. Med min Handelshøjskolebaggrund kunne jeg ganske enkelt ikke forstå, hvorfor forfattere og forlag foretrak at sende deres produkter på gaden efter højsæsonen, i stedet for inden.
Nu er jeg blevet klogere. Selvfølgelig handler det her slet ikke om noget så inferiørt som kundernes vaner og præferencer. Nej, det handler om traditioner. Gode, gamle og velafprøvede traditioner. Bestsellere må og skal udkomme i efteråret, så forfatteren kan blive hyldet ved forlagets efterårsreception og få sin egen piedestal på BogForum og på den måde sikre sig, at netop hans eller hendes titel er top of mind til julesalget, subsidiært det store bogudsalg. Bøger skal nu engang sælges fra december til januar, bestemt ikke omvendt.
Læsere kommer og går, bogbranchens traditioner består – i det mindste indtil de danske forfattere indser fidusen i at sole sig med læserne, frem for at være hotte blandt kollegerne i gårdhaven i Klareboderne.”

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *