Kategorier
Bag om en bog Blog

De første, spæde skridt

Efter alle disse forberedelser er jeg endelig nået til det punkt, hvor jeg kan gøre det, jeg har haft lyst til helt fra starten: Sætte mig ved tastaturet og slippe ordene fri.
I mit allerførste indlæg om dette projekt, brugte jeg ordet “prøveskrivning”, og det betegner en fase, hvor jeg skriver, men godt ved, at det meste af det, der kommer ned på papiret, ender med at blive skåret væk eller ændret. Alligevel føles det som et meget produktivt stykke arbejde, fordi en masse ting falder på plads.
For eksempel formen: Vil jeg skrive i nutid eller datid?
Der er fordele og ulemper ved begge. Personligt trives jeg bedst med at skrive i nutid, måske fordi jeg synes, at det giver en anden intensitet i forhold til for eksempel karakterernes sansninger. Som læser er jeg til stede på en helt anden måde, når der står mærker i stedet for mærkede, og det gælder især i passager, hvor karaktererne er i fare. Omvendt afskærer nutidsformen mig fra en række fortællemæssige greb. I datid kan man f.eks. skrive: “Dengang troede jeg, at han mente hvert et ord”. Så ved læseren, at det gjorde han nok ikke, og det kan være med til at skabe en stemning eller nogle forudanelser, der skærper opmærksomheden i forhold til en karakter eller noget meget vigtigt i handlingen.
Der er også spørgsmålet om jeg-form eller 3. person ental.
Jeg elsker at læse historier, der har en jeg-fortæller. Det er, som om man hurtigere kommer til at kende karakteren, og specielt hvis vedkommende er en smule usympatisk, er jeg tilbøjelig til at have en større grad af empati med ham eller hende, hvis jeg føler, at jeg er inde i vedkommendes hoved. Igen virker også sansningerne mere troværdige, når de gengives af den, der oplever dem. Jeg-formen giver til gengæld nogle udfordringer i forhold til de informationer, læseren har behov for. Hvordan fortæller man, hvordan karakteren ser ud, uden at havne i den klassiske “Han stod foran spejlet og betragtede sit rynkede og arrede ansigt.”? Der er også oplagte ulemper i forhold til synsvinklen. Hvis jeg vælger, at det er min hovedperson selv, der fortæller sin egen historie, kan jeg ikke pludselig hoppe ind i hovedet på hendes farfar eller andre af de karakterer, hun møder på sin vej, hvilket ellers kan være et meget effektivt greb, når det handler om spænding.
De fleste romaner skrives i datid, 3. person ental, og det kan måske virke overdrevet at bruge så meget energi på den slags formspørgsmål, men for mig er det vigtigt, og det er både lettere og sjovere at skrive et helt spor eller en hel karakter ind i eller ud af en roman, end det er at ændre formen. Det ved jeg, fordi jeg skrev hele første udkast til Én gang morder med Robert Strand som jeg-fortæller, blot for i redigeringsfasen at opdage, at jeg havde brug for at flytte synsvinklen i sølle fire eller fem kapitler.
350 sider …

I praksis har jeg denne gang gjort det, at jeg brugte nogle dage på at skrive forskellige indledninger. Jeg startede forfra igen og igen, og hver gang skrev jeg lige det, der faldt mig ind, uden at skele til formen. Da jeg ikke orkede mere, læste jeg alle de forskellige indledninger igennem og valgte dem ud, jeg bedst kunne lide. Da jeg sammenlignede dem var det tydeligt, at jeg havde lettest ved at ramme den ønskede tone, når jeg skrev i datid med en jeg-fortæller, så det er sådan, det bliver.
Den bliver sikkert lavet om eller slettet helt, men her er den tekst, der lige nu indleder min næste roman:

“Når jeg tænker på ham nu, kan jeg se hans ansigt for mig. Det er som et fikserbillede, en af de her tegninger, der indeholder to motiver, man ikke kan se samtidig – omridset af en pokal eller to ansigter i profil – men i min farfars tilfælde er det ét og samme motiv, der spiller betragteren et puds: De brune øjne, opspærret i mild forvirring, munden let åben og det dunede hår på toppen af hovedet, på én gang olding og drengebarn.
“Regression! Det hedder regression, dette fascinerende, sene stadie af et menneskes livscyklus”, ville han måske sige, hvis han kunne høre mig.
Men lige så ofte er det hans håndskrift, der dukker op for mit blik. Objektivt set er den bestemt ikke smuk, men jeg har mistet evnen til at skelne mellem formen og indholdet, og derfor fremkalder tanken om hans kantede, ujævne streg en rar fornemmelse et sted omkring mellemgulvet. Det gælder også – eller måske især – den tekst, han havde skrevet på det løse ark, jeg fandt på natbordet i huset i Visby.

Hvis jeg kunne starte forfra, ville jeg vende det hele på hovedet.
Jeg ville starte med døden.
Jeg ville starte med døden, hvor hverken empati eller fantasi rækker, hvor man skal helt tæt på, vende og dreje, flå den i stumper og stykker, og tygge den til mos, før man spytter den ud igen.
Og bagefter? Bagefter ville jeg tage fat på livet.

Jeg tænker, at han har en pointe: Det ville have været rart at vide helt fra starten.”