Kategorier
Blog En gang morder

Frem med saksen

Jeg er næppe den eneste forfatter, der synes at redigering er en svær størrelse. Det er utroligt, så mange overspringshandlinger, jeg kan opstøve, og jeg tror det handler om, at jeg er bange for, at jeg ikke kan gøre det bedre, end det allerede er. Som regel, når jeg redigerer noget, jeg har skrevet, handler det om at stramme plottet op, men denne gang havde både forlaget og min redaktør, Nils Bjervig, sagt, at plottet var rigtig godt, men at sproget var lidt stift. Stift? Jeg forstod godt, hvad de mente, men jeg var ikke helt så sikker på, hvad jeg skulle gøre ved det.

Da jeg endelig fik sat mig ned og taget hul på det, kunne jeg se, at noget af min modstand handlede om, at jeg hele tiden har været bange for, at bogen ville blive for kort (krimier skal jo helst være sådan nogle tykke nogen, man får hold i nakken af at læse), men jeg kunne godt se, at noget af stivheden kom af kommentarer, der indrammede handlingen, så den ikke fik lov at stå alene, så til sidst lavede jeg en sikkerhedskopi af dokumentet så jeg kunne berolige mig selv med, at teksten stadig var der et sted, hvis jeg fortrød, og så gled det hele pludselig lidt lettere. Udover stivheden i sproget har jeg den målsætning for min redigering, at den skal gøre Robert mere troværdig som karakter, og derfor bruger jeg en del energi på at gå alle hans reaktioner og tanker efter i sømmene.

Jeg mangler stadig meget, men hvis du læste den tekst, jeg lagde ud med indlægget Fra idé til færdig bog, kan du her se, hvordan Kapitel 1 har udviklet sig i gennemskrivningen. Prologen har jeg ikke ændret så meget i, så den lægger jeg ikke ud igen.

Kapitel 1

Share Button

3 kommentarer til “Frem med saksen”

Det er ikke spor svært at skrive en bog – kunne jeg påstå, sådan rent retorisk – det svære er at redigere det man har skrevet. Det er det, der tager tid og koster hjerteblod. Jeg taler ikke bare om fænomenet ‘kill your darlings’, men som du selv antyder, Eva, hele processen med at skære ned og omformulere.
Jeg har selv fornylig været igennem processen (i min tredje spændingsroman) at få mine forklaringer til romanpersonernes handlinger slettet af en konsekvent redaktør. Det gamle mundheld ‘Action speaks louder than words’ gælder bestemt også når du skal skrive en roman. Undskyldningen, at romanen skal fylde et bestemt antal sider, og gerne mere end trehundrede, duer ikke – det er en kvalitetsdræber. Hvem siger at de længste bøger er de mest populære? Den bedste roman jeg har læst, er på 159 sider i billigbogsudgaven. Til gengæld sidder sproget og scenerne lige i øjet.
Eva, hvis du tror det er kedeligt at læse om redigeringsprocessen, har du vist ikke tænkt på kommende og nuværende forfattere? Redigeringen er den fase som gør forskellen mellem wannabees og done-that’ere, vil jeg påstå.
God redigeringslyst. 🙂

Hånden på hjertet, så handler min modvilje mod at skrive om redigering nok om, at min tilgang til denne fase i arbejdet er langt mere diffus og kaotisk, end selve skriveprocessen, så måske ville det være interessant – både for mig selv og andre – at evaluere lidt på processen, når jeg er færdig. Jeg har læst utallige bøger om kreativitet og skriveproces, men meget få af dem beskæftiger sig med redigeringen, der – som du meget rigtigt påpeger – er lige så vigtig for det færdige resultat. Så tak for opmuntring og stof til eftertanke.
Jeg blev lidt nysgerrig – hvad er den bedste roman, du har læst?

Svar

Nå ja, jeg skulle måske have nævnt hvilken roman der er den bedste jeg har læst: Gyldendals Tranebøger nr. 45 – ‘Midt i en jazztid’, af Knud Sønderby. En gammel sag, men det passer meget godt på mig. Jeg voksede selv op der hvor handlingen foregår, og selvom jeg kom tyve-tredive år senere, kan jeg genkende en masse fra min egen pure ungdom – specielt personernes rodløshed og melankoli.
Den kvindelige hovedperson i min egen krimiserie hedder Vera til fornavn, et umoderne fornavn måske, fordi en mandlig skuespiller for nogle år siden kaldte sig Vera og optrådte i tv, udklædt som kvinde og med cigar.
For mig knytter navnet sig til Vera i Knud Sønderbys bog. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *