Kategorier
Blog Skønlitteratur

Indierne indtager Arnold Busck

Indie writer (af ”independent”) er et lidt mere tjekket ord for selvudgiver, altså en forfatter, der udgiver sine værker selv, og alle, der har fulgt med på bloggen her, vil vide, at det er en titel, jeg bruger med stolthed.

I disse dage er jeg ekstra stolt.

Når man har været i den traditionelle bogverden nogle år, er mødet med den danske indie writer-verden lidt af en aha-oplevelse. Nye veje bliver afprøvet hver eneste dag, og alle deler alt med vildt fremmede mennesker – uden at forvente at få noget igen. Det er ikke engang to år siden, Karsten Pers og Abelone Glahn startede en lille facebook gruppe med navnet NewPub, hvor de opfordrede ”forfattere med mod på nye udgivelses- og forretningsmuligheder” til at udveksle erfaringer, og allerede nu tæller netværket mere end 700 medlemmer og et imponerende webiste (Newpub.dk), hvor interesserede kan læse om andres erfaringer med alt fra gode trykkerier og effektiv e-bogsproduktion til hvordan man får sine bøger ud i boghandlerne.

Fra den 2. september bliver det sidste lettere, for henover sommeren har NewPub fået etableret et samarbejde med boghandlerkæden Arnold Busck, der ønsker at give sine kunder adgang til noget af al den litteratur, der hidtil har levet sådan lidt under radaren. Arnold Busck er lige nu i fuld gang med at åbne en indie-sektion i deres forretning i Købmagergade (i stueetagen) samt på deres internetboghandel, og mere end 100 papirbøger og lige så mange e-bøger er allerede tilmeldt kampagnen “Indie Books”, der kommer til at køre i 10 uger.

To eftermiddage i september – den 2. og den 18. – lægger Arnold Busck i Købmagergade lokaler til to arrangementer, hvor en stribe erfarne oplægsholdere kommer og fortæller om hele processen fra det sidste punktum er sat til læseren sidder med bogen i hånden. Se programmet for det første arrangement nederst i indlægget.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at Arnold Buscks initiativ er en milepæl i den proces, det har været og fortsat er, at få etableret indie writers som et positivt ladet begreb på samme måde som det er sket inden for film- og musikbranchen i de senere år, og da jeg var inde og aflevere mine egne bøger i tirsdags, blev jeg endnu en gang bekræftet i, at beslutningen om at udgive selv var den helt rigtige for mig.
SÅ… hvis du er nysgerrig på, hvad de der indies er for nogle, synes jeg, du skulle afsætte et par timer her i efteråret til at besøge Arnold Busck i Købmagergade.

Går du selv eller en du kender rundt med en forfatter i maven, kan du se programmet for lanceringen her:

Program for åbningsdagen, 2. september 2013, 16:00
Sted: Arnold Busck, Købmagergade 49, København

16:00
Velkommen – og om hvorfor Arnold Busck åbner afdelingen og har indgået samarbejdet med NewPub.
v. Andreas Norkild, kommunikationschef, Arnold Busck

16:07
NewPub og Indie bevægelsen + Introduktion af dagens program
v. Karsten Pers, medstifter, NewPub

16:15
Hvordan udgiver man sin egen bog? Et kort overblik over processen
v. Bolette Rud. Pallesen, dir. Gopubli.sh, tidl. fagbogschef Politikens forlag

16.25
Hvad bidrager redaktøren med?
v. Nils Bjervig, freelance redaktør og tidl. chefredaktør på Bogmarkedet

16:40
E-bogen er altid i dialog og beta-version. Om det digitale ”værk” i evig proces og udvikling. v. Nis Jakob, forfatter

16:55
Hvordan laver man et omslag, der siger det hele?
v. Harvey Macaulay, Imperiet

17:10
Sådan ser boghandleren på omslag
+ Lancering af FB-gruppen: Test dit bogomslag.
v. Jeanette Tulinius, Arnold Busck

17:25
Bogens særlige brand
v. Jo Herman, formand for Dansk Forfatterforening

17:40
Berit Kjær Larsen, butikschef, Arnold Busck, siger tak for i dag og byder på et glas vin.

Herefter er der en lille halv time til at se bøgerne og møde forfattere og freelancere.

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *