Kategorier
Blog Skønlitteratur

Indierne indtager Arnold Busck

Indie writer (af ”independent”) er et lidt mere tjekket ord for selvudgiver, altså en forfatter, der udgiver sine værker selv, og alle, der har fulgt med på bloggen her, vil vide, at det er en titel, jeg bruger med stolthed.

I disse dage er jeg ekstra stolt.

Når man har været i den traditionelle bogverden nogle år, er mødet med den danske indie writer-verden lidt af en aha-oplevelse. Nye veje bliver afprøvet hver eneste dag, og alle deler alt med vildt fremmede mennesker – uden at forvente at få noget igen. Det er ikke engang to år siden, Karsten Pers og Abelone Glahn startede en lille facebook gruppe med navnet NewPub, hvor de opfordrede ”forfattere med mod på nye udgivelses- og forretningsmuligheder” til at udveksle erfaringer, og allerede nu tæller netværket mere end 700 medlemmer og et imponerende webiste (Newpub.dk), hvor interesserede kan læse om andres erfaringer med alt fra gode trykkerier og effektiv e-bogsproduktion til hvordan man får sine bøger ud i boghandlerne.

Fra den 2. september bliver det sidste lettere, for henover sommeren har NewPub fået etableret et samarbejde med boghandlerkæden Arnold Busck, der ønsker at give sine kunder adgang til noget af al den litteratur, der hidtil har levet sådan lidt under radaren. Arnold Busck er lige nu i fuld gang med at åbne en indie-sektion i deres forretning i Købmagergade (i stueetagen) samt på deres internetboghandel, og mere end 100 papirbøger og lige så mange e-bøger er allerede tilmeldt kampagnen “Indie Books”, der kommer til at køre i 10 uger.

To eftermiddage i september – den 2. og den 18. – lægger Arnold Busck i Købmagergade lokaler til to arrangementer, hvor en stribe erfarne oplægsholdere kommer og fortæller om hele processen fra det sidste punktum er sat til læseren sidder med bogen i hånden. Se programmet for det første arrangement nederst i indlægget.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at Arnold Buscks initiativ er en milepæl i den proces, det har været og fortsat er, at få etableret indie writers som et positivt ladet begreb på samme måde som det er sket inden for film- og musikbranchen i de senere år, og da jeg var inde og aflevere mine egne bøger i tirsdags, blev jeg endnu en gang bekræftet i, at beslutningen om at udgive selv var den helt rigtige for mig.
SÅ… hvis du er nysgerrig på, hvad de der indies er for nogle, synes jeg, du skulle afsætte et par timer her i efteråret til at besøge Arnold Busck i Købmagergade.

Går du selv eller en du kender rundt med en forfatter i maven, kan du se programmet for lanceringen her:

Program for åbningsdagen, 2. september 2013, 16:00
Sted: Arnold Busck, Købmagergade 49, København

16:00
Velkommen – og om hvorfor Arnold Busck åbner afdelingen og har indgået samarbejdet med NewPub.
v. Andreas Norkild, kommunikationschef, Arnold Busck

16:07
NewPub og Indie bevægelsen + Introduktion af dagens program
v. Karsten Pers, medstifter, NewPub

16:15
Hvordan udgiver man sin egen bog? Et kort overblik over processen
v. Bolette Rud. Pallesen, dir. Gopubli.sh, tidl. fagbogschef Politikens forlag

16.25
Hvad bidrager redaktøren med?
v. Nils Bjervig, freelance redaktør og tidl. chefredaktør på Bogmarkedet

16:40
E-bogen er altid i dialog og beta-version. Om det digitale ”værk” i evig proces og udvikling. v. Nis Jakob, forfatter

16:55
Hvordan laver man et omslag, der siger det hele?
v. Harvey Macaulay, Imperiet

17:10
Sådan ser boghandleren på omslag
+ Lancering af FB-gruppen: Test dit bogomslag.
v. Jeanette Tulinius, Arnold Busck

17:25
Bogens særlige brand
v. Jo Herman, formand for Dansk Forfatterforening

17:40
Berit Kjær Larsen, butikschef, Arnold Busck, siger tak for i dag og byder på et glas vin.

Herefter er der en lille halv time til at se bøgerne og møde forfattere og freelancere.

Kategorier
Blog Min mund er lukket Skønlitteratur

Min mund er lukket

To ugers ferie, hvor jeg ikke har skrevet andet end en indkøbsliste i ny og næ, men til gengæld har fået læst en masse.
Jeg er i Italien og har efterladt computeren derhjemme, men det er klart, at tankerne ind i mellem går lidt i skrivemode, og i dag startede jeg dagen med en rask bjergvandring, som Robert Strand skal ud på i min næste bog. På billedet kan I se udsigten fra hans hotel, og den er da ikke så ringe endda…
Ugerne op til ferien brugte jeg på at redigere de første 100 sider af opfølgeren til Én gang morder og på at lave det materiale, min sælger, Bodil Helbo, skal bruge, når hun begynder at sælge bogen ind til boghandlerne. Det krævede, at jeg fik en del praktiske ting på plads, herunder bogens titel. Min redaktør og jeg var omkring flere forslag, før vi landede på en titel, jeg er rigtig glad for, og defor kan jeg allerede nu afsløre, at den kommer til at hedde Min mund er lukket. Som det fremgår af indlægget “Min nye krimi” er det en vigtig del af plottet, at en af personerne, Asta Qvist, kun er med som observatør og altså ikke må sige noget, og det ville jeg gerne have frem i titlen, og så kan jeg godt lide, at titlen minder om Én gang morder på den måde, at man automatisk fuldfører sætningen: …med syv segl.
Simon Lilholt fra Imperiet nåede at lave et blændende smukt udkast til omslaget, men desværre skriver jeg dette fra min iPad, hvor jeg ikke har filen, så det må vente til et senere indlæg.
Jeg startede ellers ferien med at få morgenkaffen galt i halsen, da jeg i Weekendavisen kunne læse, at der endelig var kommet en fodboldkrimi. Gennem nogen tid har jeg gået og plottet på en idé til en 3’er, der netop skulle foregå i fodboldverdenen, og derfor blev jeg lidt ærgerlig over at læse om norske Arild Stavrums Golden boys. Jeg har læst omkring halvdelen af den, og det var nok til at overbevise mig om, at den er så forskellig fra det, jeg har i tankerne, at det ikke betyder noget. Når alt kommer til alt er der jo mange bøger, der handler om det samme, uden at de af den grund er ens, og den næste bog i min ferielæsningsbunke er faktisk en krimi, hvor plottet minder påfaldende meget om Én gang morder, nemlig Disciplen af svenske Hjort & Rosenfeldt. Lektøren påpegede det i sin udtalelse, og da jeg læste bagsideteksten, var jeg glad for, at jeg havde sendt mit manus til et forlag, inden Disciplen udkom i Sverige, så ingen kan beskylde mig for at plagiere. Nu glæder jeg mig til at se, hvordan plottet i Disciplen udvikler sig.
Lige i disse dage tvinger jeg mig selv til at læse en bog, hvilket jeg normalt aldrig gør. Hvis en bog ikke fanger mig, ryger den ind på hylden, men allerede sidste sommer lovede jeg mig selv, at jeg på et tidspunkt ville læse noget af den nye erotiske litteratur, der er så populær. Jeg forsøgte mig med Fifty shades, men nåede ikke engang til den første erotiske scene, før jeg gav op, så nu tvinger jeg mig selv til at læse et par kapitler om dagen i Maya Banks’ Gnist, som ikke er helt så ubehjælpelig rent sprogligt, men stadig meget langt fra at kvalificere sig som god litteratur i mine øjne. Hver gang jeg lukker den, spørger jeg mig selv, om det virkelig er det, kvinder ønsker; en megarig og arrogant mand, der tager hvad han vil have og som tænder på den mest ekstreme, seksuelle undertrykkelse. Hvad med ømhed? Nærhed? Sensualitet?
Hvis Maya Banks fortsætter i samme dur, er jeg ikke sikker på, at jeg kommer igennem samtlige 381 sider. Igen og igen tager jeg mig selv i at kaste misundelige blikke over mod nabosolvognen, hvor der ligger et eksemplar af Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd, som jeg slugte i én mundfuld sidste uge, og som jeg klart kan anbefale, hvis du mangler en god bog til ferien.
God sommer!

Kategorier
Skønlitteratur

Bøger under juletræet

Hvert år diskuterer min mand og jeg, hvorvidt der skal være flagguirlander på juletræet eller ej, men vi er helt enige om, at der skal bøger under. Med den mængde udgivelser, der rammer Danmark hver efterår, er det næsten umuligt at vælge, men jeg forsøger altid at nå frem til en shortlist, der kun rummer de bøger, jeg absolut må læse. Den består i år af tre titler:

Grand final i gøglerbranchen

Grand final i gøglerbranchen af Kerstin Ekman

Grand final er en roman om to kvinder, Barbro og Lillemor. Barbro skriver bøger, men er helst fri for offentlighedens opmærksomhed, så hun lader den mere udadvendte og præsentable Lillemor udgive dem i eget navn, og på den konto har Lillemor opnået en anerkendelse, der har sikret hende en plads i det svenske akademi. Deres samarbejde fungerer perfekt i en lang årrække, indtil Barbro skriver en bog, der handler om Lillemors bedrageriske liv.

Ifølge Politikens anmelder, May Schack, er Grand Final ”en skarp satire over hele den litterære institution lige fra akademiets rokokoteater til bogmessernes markedspladser og forlagene, der gør deres forfattere til brands”, og da jeg samtidig opfatter Kerstin Ekman som en af Skandinaviens mest betydende forfattere, er bogen selvskreven på ønskelisten.

 

Himlen over London

Himlen over London af Håkan Nesser

En af mine bedre læseoplevelser i 2012 har været Nessers Ormene på Carmine Street, som er en smuk og melankolsk kærlighedshistorie med et vist spændingselement, og det er grunden til, at Nessers seneste roman er med på ønskelisten. Himlen over London handler om en døende rigmand, der rejser til London i et forsøg på at rydde op i sit liv, og ligesom Grand final er der tale om et værk, der beskæftiger sig med forholdet mellem fiktion og virkelighed. Anmelderne bruger ord som tryllebindende velkomponeret og kalder bogen et hovedværk i Nessers forfatterskab.

Jeg har ikke læst Håkan Nessers første krimiserie om kriminalkommissær Van Veeteren, men serien om Barbarotti, som starter med titlen Menneske uden hund, er efter min mening i en helt egen klasse inden for kriminallitteratur. Nesser har en suveræn evne til at skrive karakterer frem, der er usædvanlige og troværdige på én gang, og hvis historien kræver det, lader han os gerne vente et par hundrede sider på, at seriens gennemgående hovedperson, Gunnar Barbarotti, træder ind på scenen.

 

Tæskeholdet banker på

Tæskeholdet banker på af Jennifer Egan

Nu skal det hele ikke være svensk, så den sidste bog på min shortlist er amerikansk.

Tæskeholdet banker på består af en række indbyrdes forbundne, selvstændige fortællinger om en håndfuld mennesker i New York. Det får mig til at tænke på en anden rigtig god læseoplevelse fra i år, nemlig De ufuldkomne af Tom Rachman, men hvor Rachmans persongalleri blev holdt sammen af en hensygnende, international avis i Rom, cirkler Jennifer Egans roman om en amerikansk pladeselskabsmand og hans kleptomanske sekretær, og jeg fornemmer, at Egan er langt mere eksperimenterende i sin stil end Rachman.

Der bliver brugt ord som ”must read”, en ”ny klassiker” og et ”mesterværk”, så jeg håber meget, at Tæskeholdet kommer til at ligge under mit juletræ i år.

Kategorier
Skønlitteratur

Glæden ved bøger

Hver gang jeg går ind på vores arbejdsværelse, bliver jeg glad ved synet af bogreolen, der fylder hele den ene langvæg fra ende til anden og gulv til loft. Den er godt nok proppet til bristepunktet, og min mand har venligt foreslået, at jeg fjerner en bog, hver gang jeg køber en ny (hvilket har medført at sommerhuset efterhånden er ved at have et helt fint lille bibliotek).

Hvis du også holder af at se på bøger, vil du elske denne film, og hvis du nogensinde har prøvet at tage alle bøgerne ud af din reol for at støve dem af eller ordne dem efter et nyt og snedigere system, vil du vide, hvilket enormt arbejde det må have været for de ansatte i boghandlen, Type Books, at lave den.

God weekend!

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=SKVcQnyEIT8[/youtube]

Kategorier
Skønlitteratur

Halvlæste bøger

Med en udsigt som denne kan man ikke undgå at blive inspireret, men nu, hvor solen er krøbet tilbage i sit vinterhi, vil jeg slukke computeren og forkæle mig selv med en god bog.

Jeg er lige startet på andet bind af Haruki Murakamis 1Q84, som jeg vil vende tilbage til, når jeg er færdig med hele trilogien, men jeg kan allerede nu sige, at det var en stor fejl at læse første bind, inden de to næste udkom. Ventetiden har været lang.

Det krævede ellers en smule overvindelse at kaste mig over 1Q84, for Murakami har hidtil hørt til i den kategori af forfattere, jeg kalder spørgsmålstegn. Det er dem, alle taler om, men som jeg ikke selv bliver grebet af. Jeg har læst Sønden for grænsen og vesten for solen, som var interessant på en lidt distanceret og uvedkommende måde, og så har jeg gjort adskillige forsøg på at komme i gang med Trækopfuglens krønike, men er aldrig nået videre end til side halvtreds.

Der er læsere, der altid læser en bog til ende, men selvom deres disciplin kan virke imponerende, forstår jeg ikke helt formålet. At fordybe sig i en bog kræver tid, som de færreste af os har for meget af, og så længe der er tusinder og atter tusinder af bøger, jeg ikke har læst, vil jeg forbeholde mig retten til at arkivere en bog lodret, hvis den ikke fanger mig.

Ind i mellem kan man heldigvis tage fejl, hvilket jeg oplevede med Ernest Hemingways Den gamle mand og havet, som jeg blev tvunget til at læse i gymnasiet. I mange år var jeg sikker på, at det var verdens kedeligste bog, indtil jeg fandt ud af, at Hemingway skrev den, mens han led af en alvorlig skriveblokering. Den store fisk, som den gamle mand forsøger at få trukket i land, er en metafor for den roman, Hemingway ikke kan få skrevet, og da jeg genlæste bogen med dette i tankerne, syntes jeg pludselig, at det var en smuk og tankevækkende beretning.

Skulle du sidde inde med en lignende læsenøgle til Farvel til våbnene, hører jeg gerne fra dig, for den har efterhånden ligget temmelig længe i bunken med halvlæste bøger.