Kategorier
Blog I blinde

Små frø

Så skal jeg igen give slip på en tekst.

Det må være halvandet år siden, min mor en dag kom forbi til en kop kaffe og medbragte et eksemplar af DJØF-bladet, fordi der var en artikel om en fyr, jeg har kendt som barn, og som i mellemtiden var blevet direktør for en Superligaklub. Af en eller anden grund lod jeg bladet ligge på mit skrivebord, da jeg havde læst artiklen, og hver gang jeg så fotografiet af min barndomsven, kunne jeg mærke, at der var noget der rumsterede i underbevidstheden.

Det der fodbold …

På det tidspunkt skrev jeg på ”Min mund er lukket”, men det forekom mig, at der måtte kunne spindes nogle spændende historier over det miljø, der er opstået omkring fodbolden, og på et tidspunkt udmøntede min nysgerrighed sig i spørgsmålet: Hvad nu, hvis en Superligaspiller blev likvideret efter en kamp?

Jeg kender flere krimiforfattere, der laver ekstremt detaljerede plots, inden de begynder at skrive, og jeg er splittet mellem misundelse og en dyb undren over, at de gider at sætte sig ned og rent faktisk skrive det, når hver eneste scene er beskrevet minutiøst på forhånd, men jeg kunne da godt se fidusen i ikke at skulle skrive om og om for at få tingene til at gå op, så denne gang lavede jeg en usædvanlig udførlig plotbeskrivelse – som jeg så endte med at ignorere fuldstændig. Selv morderen skiftede jeg ud undervejs!

Alligevel oplevede jeg, at mit forarbejde gjorde en forskel, og jeg blev opmærksom på vigtigheden af det, vi kunne kalde modningstiden: I den lange periode, hvor jeg var travlt optaget af ”Min mund er lukket”, gik jeg ligesom og suttede lidt på grundidéen om at skrive en fodboldrelateret krimi, hvilket resulterede i en overflod af indfald og vinkler på stoffet, som var en gave til skriveprocessen.

Nu er den færdig. I BLINDE ligger på redaktørens bord, redigeret og korrekturlæst, og mens Simon fra Imperiet knokler med det omslag, der skal være min tredje krimis ansigt udadtil, er det blevet tid til at kigge nærmere på et andet frø. I årevis har jeg gået og puslet med en skønlitterær roman med titlen ”En forestilling”, som jeg har skrevet om i flere indlæg her på bloggen, og nu vil jeg finde ud af, om det er meningen, at den en dag skal blive til en bog, eller om det er en af de tekster, der aldrig kommer ud af værkstedet.

Men først vil jeg lægge et par frø til det næste projekt. Jeg forestiller mig, at et af temaerne skal være evolutionspsykologi, og måske (måske ikke!) bliver det en historie om en kvinde, der rejser til Sønderjylland, da hendes farfar bliver varetægtsfængslet for et gammelt drab.

Share Button

5 kommentarer til “Små frø”

Planlægger du at skrive dig gennem landet som det var før 1660? Jeg tager med hele vejen.

I første omgang har jeg nogle idéer om at tage en afstikker til midten af forrige århundrede, men som du selv har sagt engang: Et forfatterliv er langt!

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *