Kategorier
Bag om en bog Blog

Skyggeplottet

3. indlæg i serien Bag om en bog

Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter fik at vide, at hendes bedstefar var blevet varetægtsfængslet for drab?

I princippet bliver hele min næste bog én lang besvarelse af det spørgsmål – og alle de andre, der opstår i kølvandet på det. For svaret afhænger jo af en hel masse faktorer, som denne ene sætning ikke fortæller noget som helst om:
Hvem er forfatteren?
Er hun ung eller gammel?
Har hun børn, mand, hund og penge i banken, og er det horror, faglitteratur eller børnebøger, hun skriver?
Hvordan opfatter hun sig selv?
Hvordan opfatter hun verden?
Og hvad har hun af oplevelser i bagagen?
Alt dette vil påvirke den måde, hun tænker, føler og agerer gennem hele bogen.

Jeg har én gang prøvet at opfinde en vigtig karakter meget sent i processen, nemlig Robert Strand, og det gjorde jeg ved at besvare alle disse spørgsmål – og flere til. Det fungerede virkelig dårligt, og selvom jeg er kommet lidt mere ind under huden på ham efter tre bøger, er jeg aldrig kommet til at holde af ham. Han har ganske enkelt aldrig fået sin egen stemme eller grundtone, sådan som Asta Qvist og Carl Pedersen har. Derfor lader jeg bevidst mange af disse spørgsmål stå åbne et langt stykke hen ad vejen, så min egen nysgerrighed bliver en form for drivkraft for selve skrivearbejdet.

Netop drivkraften er så noget, jeg bruger meget tid på i plotfasen. Altså min hovedpersons drivkraft.
Hvis hun reagerede på beskeden om bedstefarens varetægtsfængsling ved at trække på skuldrene og sige: “Nå, der kan man bare se”, ville der slet ikke være en historie (eller i hvert fald kun en meget kort en), så der skal være noget – bevidst eller ubevidst – der driver hende til at handle på oplysningen, og det rejser nogle spørgsmål om hendes relation til bedstefaren.
Har han været en vigtig del af hendes liv (på godt eller ondt), eller er han en mere fjern skikkelse?
Hvad symboliserer han for hende?
Skylder hun ham noget – eller omvendt?

Lige her kan jeg tydeligt mærke, hvordan min egen bagage spiller ind. Min morfar var en meget vigtig del af min opvækst, mens min sønderjyske farfar døde, længe inden jeg blev født, og når jeg tænkte på de to, kunne jeg mærke, at jeg var mest nysgerrig på min farfar. Derfor har jeg besluttet, at forfatteren og hendes farfar ikke kender hinanden, og at handlingen skal foregå i Sønderjylland (meget mere om det senere). Jeg vidste også, at min hovedperson skulle have en stor interesse for evolutionsbiologi og genetik, og derfor kunne et af hendes motiver for at involvere sig være spørgsmålet: Hvem er denne mand, der har leveret en fjerdedel af mine gener? Af flere forskellige årsager har jeg valgt at skabe et scenarie, hvor de to rent faktisk har haft indvirkning på hinandens liv, selvom de ikke har mødtes, men det vender jeg også tilbage til i et senere indlæg.

Udover de to karakterer indeholder formuleringen af min grundidé også en handling, nemlig at bedstefaren varetægtsfængsles for et drab. Det er denne helt konkrete begivenhed, der skyder fortællingen igang, og den rejser en række nye spørgsmål, som for eksempel:
Hvad er det for et drab?
Taler vi om en bestialsk og umotiveret nedslagtning eller et uagtsomt trafikdrab?
Hvem har han dræbt?
Hvornår? Hvor? Og hvorfor?

Jo flere spørgsmål, jeg stiller mig selv, des mere nysgerrig bliver jeg, og det kan virke fristende bare at starte på side 1 og så se, hvor det hele ender. Desværre har jeg erfaret, at det giver ubegribeligt meget ekstraarbejde i redigeringsfasen, og i værste fald risikerer jeg at spilde måneder på en fortælling, der bare ikke vil hænge sammen. Den frustration fik mig på et tidspunkt til at prøve en plot-udviklingsmodel (Snowflake), som gennem en række trin leder forfatteren frem til et meget detaljeret plot, hvor hver eneste scene er beskrevet i en såkalt step-outline. Det var rigtig sjovt at udvikle plottet, men bagefter sad jeg i flere uger og stirrede på et regneark (alene ordet …) og prøvede at finde en undskyldning for ikke at skrive det, der stod på linje 1. Da jeg endelig kom i gang, kunne jeg mærke, hvordan jeg strittede imod alle de gode idéer, der opstod under skrivningen, for hvis jeg brugte dem, ville det indebære, at jeg skulle revidere hele mit regneark). Så det gør jeg aldrig igen.

I stedet har jeg udviklet en min helt egen teknik, hvor jeg laver en form for “skyggeplot”, men ikke på forhånd tager stilling til, hvordan det skal afsløres i bogen. Denne gang har jeg taget udgangspunkt i spørgsmålet Hvorfor?
Hvorfor i al verden har bedstefaren dræbt et andet menneske?
Man kan sige, at skyggeplottet er en baggrundsfortælling om alle de begivenheder i farfarens liv, der har ført frem til det punkt, hvor han bliver varetægtsfængslet og min bog starter. Det er ikke noget klippefast, nærmere en løs skitse, som jeg sikkert kommer til at justere mange gange undervejs, men det er nok til, at jeg tror på, at det hele kommer til at give mening til sidst.

Nu bliver opgaven så at finde en måde at guide min hovedperson, så hun kan afdække sin farfars historie, og ved at lade dette foregå uden nogen form for drejebog har jeg (forhåbentlig) skabt en balance, hvor jeg har vis kontrol over historien – uden at have taget luften ud af min egen nysgerrighed på forhånd.

Kategorier
Bag om en bog Blog I det hvide mørke

Hvem kommer med idéerne?

2. indlæg i serien Bag om en bog

Ofte føles det, som om idéerne opstår ud af det blå, men det svarer vel lidt til at tro, at det er storken, der kommer med børnene, så nu har jeg forsøgt at gennemskue, hvorfor jeg føler, at jeg skal skrive lige præcis denne historie. Men først en af de passager, jeg har slettet fra udkastet til bogens første kapitel. Den handler om den kontrakt, forfatter og læser indgår – hvis altså læseren køber fortællingens grundlæggende idé:

Selvfølgelig er det en illusion!
Man sidder i toget, i lænestolen eller i sengen med et par puder i ryggen og bogen mellem hænderne, og i bedste fald mærker man fugten mod huden, duften af tørt hø, smagen af harsk smør, den sviende smerte mod spidsen af pegefingeren, eller struben der snører sig sammen ved lyden af farens stemme. Men man ved jo godt, at det ikke er noget, der sker i virkeligheden. Det er bare ordene, der flyder fra papiret gennem øjnene ind i hjernen som en endeløs række af koder, der kan danne billeder så livagtige, at krybdyrhjernen ikke kan skelne dem fra levet liv og derfor reagerer ved at udsende de samme nerve- og hormonsignaler, som den ville gøre, hvis det vitterlig var læseren, der oplevede det hele.
I bedste fald, skriver jeg, for det fungerer kun, hvis læseren lader alle forsvarsværker falde, tillader transformationen fra ord til billede at foregå uden at stille for mange spørgsmål, og det kræver, at den grundlæggende kontrakt mellem læser og forfatter er på plads.
Lad mig illustrere det med et eksempel.
I en af mine krimier har jeg et udspil, der hedder: “Hvad nu, hvis man tog en ung, kvindelig sociologistuderende fra Christiania, som er i gang med et feltarbejde, hvor hun ikke må sige et ord i seks uger, og lod hende følge en specielenhed inden for politiet, mens de optrevler et familiedrama i Whiskeybæltet?”
Vi ved jo alle sammen godt, at det scenarie næppe er hentet direkte fra virkeligheden, men det har alligevel noget, et eller andet, som pirrer nysgerrigheden og forhåbentlig får læseren til at tænke: “Hm. Det er sgu et ret interessant eksperiment. Gad vide, hvordan det kunne udvikle sig?”.
Eller som Ekstra Bladets anmelder skrev: “Nok er det noget fortænkt at placere en stum sociologistuderende blandt drabsefterforskere – men det kommer faktisk til at fungere.”
Bingo!
Så er kontrakten på plads, og på de næste 345 sider er læseren parat til at tilgive ret meget.
Hvis udspillet slet ikke er troværdigt, skal læseren bruge en masse energi på at undertrykke de kritiske spørgsmål, der melder sig undervejs, og hvis det tangerer virkeligheden én til én, bliver han eller hun doven, for hvorfor bruge kræfter på at forestille sig noget, de har set så tit i den virkelige verden?
Når den bærende idé holder, lægger man slet ikke mærke til, at man indgår en kontrakt, men den er der – frit synlig for den, der er opmærksom.
Jeg siger det bare.

For mig at se, er sætningen Hvad nu hvis …? helt central.
Jeg får hele tiden nye indfald. Det kan være noget, jeg støder på, som gør mig nysgerrig eller får mig til at undres, eller det kan være et uforklarligt billede, der dukker op fra underbevidstheden, eller noget så enkelt som en speciel stemning. Det meste af det glemmer jeg igen, men de gode af indfaldene har en tendens til at rumle rundt, indtil de på et tidspunkt munder ud i et spørgsmål, der netop starter med Hvad nu hvis …?
Forleden læste jeg for eksempel en lille scene i Jakob Melanders nyeste krimi, De berusedes vej, hvor en af hovedpersonerne ser på, mens en politifotograf tager billeder af et lig. Man kunne sikkert skrive en interessant krimi med netop en politifotograf i hovedrollen, tænkte jeg, men jeg fik ikke lyst til at skrive den. Det sker først, hvis jeg opdager, at jeg kan sætte et eller andet interessant efter sætningen. Hvad nu, hvis en politifotograf …?

Det første kim til mit nuværende projekt blev lagt, da jeg sidste sommer læste romanen “Sandheden om Harry Quebert sagen” af Joël Dicker. Næsten fra første side havde jeg sådan en “Øv! Den bog skulle jeg jo have skrevet!”-fornemmelse. Jeg synes, den er lidt for lang, blandt andet fordi mange (lange) passager bliver gentaget, men jeg var vild med Dickers jeg-fortæller, som er forfatter. Jeg har altid elsket at læse bøger om forfattere (selvfølgelig!), men nu gik op for mig, at jeg også drømte om at skrive en. I mine første tre bøger har jeg udstyret mine hovedspersoner med professioner, der lå ret langt fra min egen baggrund, og det har været spændende at skulle sætte sig ind i, hvordan en retspsykiater, en sociolog og en statsautoriseret revisor tænker, men nu fik jeg lyst til at skrive med en hovedperson, der lå nærmere mig selv.
Så jeg begyndte at lege med tanken: Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter …?

I lang tid nægtede min hjerne at fortsætte den sætning, men i november så jeg dokumentarfilmen Genetic me om videnskabsjournalisten Lone Frank, og så begyndte der at ske noget. Lone Frank har skrevet to meget fascinerende bøger om hhv. hjernen (Den femte evolution) og gener (Mit smukke genom), og dokumentarfilmen handler om hendes forsøg på at forstå, hvorfor og hvordan hun er blevet den, hun er. Filmen starter med, at hun får lavet en omfattende personlighedstest, som viser, at hun har nogle ret uheldige karaktertræk, og en række besøg hos nogle af verdens førende hjerne- og genforskere åbner hendes øjne for, hvor stor betydning vores arvemasse har. Generne afgør ikke bare, hvordan vi kommer til at se ud eller hvilke sygdomme, vi er disponeret for, men også vores helt grundlæggende karaktertræk og dermed i vid udstrækning det liv, vi ender med at leve.
Jeg har været fascineret af evolutionsbiologi, siden jeg i 8. klasse så en udstilling om Darwin, og måske er det derfor, dokumentarfilmen fik mig til at tænke: Hvad ville man kunne lære om sig selv ved at studere sine forfædres liv? Den tanke ledte videre til spørgsmålet: Og hvad nu, hvis det, man finder ud af, ikke er særlig opløftende?

På det tidspunkt troede jeg, at det her var en helt ny idé, men på en eller anden måde fik min hjerne kædet det hele sammen i spørgsmålet: Hvad nu, hvis en kvindelig forfatter fik at vide, at hendes bedstefar var blevet varetægtsfængslet for drab?
SÅ begyndte historien at leve.
For hvordan reagerer hun på den besked? Hvad vil hun tænke, føle og ikke mindst gøre?
Og det er nok i virkeligheden det, der motiverer mig til at bruge tusindvis af timer på at skrive en bog: at jeg på en eller anden måde får stillet mig selv nogle spørgsmål, jeg ikke kender svarene på.
Endnu 🙂

Kategorier
Bag om en bog Blog I det hvide mørke

Bag om en bog: Hvorfor?

1. indlæg i serien Bag om en bog

Det er en af mine romankarakterer, der har givet mig idéen.
Hun har ikke engang fået et navn, men hun er selv forfatter, og så er hun hovedpersonen i min næste roman – som det i øvrigt ikke var meningen, at jeg ville skrive lige nu. Det var bare nogle strøtanker, som jeg tænkte måske kunne blive til en bog på et tidspunkt, men da jeg dykkede lidt ned i stoffet, viste det sig, at det tidspunkt åbenbart var NU. Derfor har jeg brugt de sidste to uger på noget, jeg selv kalder “at prøveskrive”, og en af mine udfordringer har været, at jeg hele tiden røg ud ad nogle tangenter, hvor hovedpersonen reflekterede over sin skriveproces. Det virker, som om de passager forstyrrer nærværet og fremdriften i selve historien, så jeg tror, de skal slettes, men de har været sjove og tankevækkende at skrive, og det har fået mig til at stille mig selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig, jeg foretager mig, når jeg skriver?

Da jeg skrev min første roman, var det 100% magi og 0% håndværk.
Jeg anede ikke, hvad jeg lavede; jeg satte mig bare ved tastaturet og skrev ordene ned i den rækkefølge, de dukkede op, temmelig forundret over alt det, min hjerne fostrede. Min anden roman skrev jeg på nogenlunde samme måde, og det er måske ikke så overraskende, at ingen af dem nogensinde er blevet udgivet. Ved den tredje bog havde jeg efterhånden forstået, at det var nødvendigt med en eller anden form for kontrol over alle de ord, der væltede frem, så jeg begyndte at rette i teksten – næsten inden den var skrevet. Alt skulle være fuldstændig perfekt, inden jeg gik videre, og hvis fortællingen udviklede sig i en ny retning (hvilket sker temmelig ofte, når man skriver uden plot!), gik jeg tilbage og rettede alle de passager, der blev påvirket af ændringen. Ekstremt tidskrævende, og ikke videre befordrende for hverken kreativiteten eller skriveglæden, men jeg fik den da skrevet færdig, og den blev udgivet under titlen Én gang morder.

Siden er jeg blevet mere og mere bevidst om selve processen. Nu genkender jeg for eksempel den rastløshed og ulidelige tvivlen, der griber mig i bestemte faser af arbejdet, og jeg har lært at være tålmodig, når min karaktertegning er lidt famlende og ujævn i begyndelsen. Jeg har også erkendt, at jeg aldrig kommer til at trives med, at hver eneste scene i bogen er plottet ud på forhånd – der er nødt til at være plads til, at jeg selv kan blive lidt overrasket – og derfor bliver jeg nu mindre irriteret over alt det ekstra arbejde, denne tilgang giver.

De første mange indlæg på denne blog handlede om, hvordan jeg selv udgav Én gang morder – fra omslagsdesign og trykning til salg og markedsføring – og selvom jeg inden da havde udgivet syv titler af andre forfattere, oplevede jeg, hvordan det at blogge om processen gav mig en større bevidsthed om alle de valg og fravalg, jeg foretog undervejs. Jeg håber, at dette blog-projekt kan gøre noget lignende for de områder i min skriveproces, hvor jeg stadig er præcis lige så udfordret, som da jeg skrev min første bog.

De der har fulgt lidt med her på bloggen, vil vide, at jeg er lige så dårlig til plotte i det virkelige liv, som i mine bøger. Det er ikke første gang, jeg skifter hest midt i vadestedet, og derfor kan det slet ikke udelukkes, at jeg ender med at droppe hele projektet efter mange måneders arbejde og adskillige blogindlæg, men intentionen er, at jeg vil skrive, hver gang jeg når til en ny fase eller bliver opmærksom på en ny problemstilling. Da jeg allerede er klar til at gå i gang med selve skrivningen, vil de næste par indlæg være et forsøg på at rekonstruere, hvad jeg konkret har gjort for at nå hertil.

Hvis du vil kigge mig over skulderen, mens jeg skriver kan du følge mig på Facebook, hvor jeg linker, når der er nye indlæg, eller abonnere ved at skrive din e-mailadresse i feltet øverst til højre på siden her. Det er ikke nok kun at tilmelde sig mit nyhedsbrev, hvor jeg højt og helligt lover kun at skrive ud, når jeg udgiver noget nyt. Har du har spørgsmål eller kommentarer til det, jeg deler undervejs, er du velkommen til at bruge kommentarfeltet under det pågældende indlæg.

Kategorier
Blog I blinde

Små frø

Så skal jeg igen give slip på en tekst.

Det må være halvandet år siden, min mor en dag kom forbi til en kop kaffe og medbragte et eksemplar af DJØF-bladet, fordi der var en artikel om en fyr, jeg har kendt som barn, og som i mellemtiden var blevet direktør for en Superligaklub. Af en eller anden grund lod jeg bladet ligge på mit skrivebord, da jeg havde læst artiklen, og hver gang jeg så fotografiet af min barndomsven, kunne jeg mærke, at der var noget der rumsterede i underbevidstheden.

Det der fodbold …

På det tidspunkt skrev jeg på ”Min mund er lukket”, men det forekom mig, at der måtte kunne spindes nogle spændende historier over det miljø, der er opstået omkring fodbolden, og på et tidspunkt udmøntede min nysgerrighed sig i spørgsmålet: Hvad nu, hvis en Superligaspiller blev likvideret efter en kamp?

Jeg kender flere krimiforfattere, der laver ekstremt detaljerede plots, inden de begynder at skrive, og jeg er splittet mellem misundelse og en dyb undren over, at de gider at sætte sig ned og rent faktisk skrive det, når hver eneste scene er beskrevet minutiøst på forhånd, men jeg kunne da godt se fidusen i ikke at skulle skrive om og om for at få tingene til at gå op, så denne gang lavede jeg en usædvanlig udførlig plotbeskrivelse – som jeg så endte med at ignorere fuldstændig. Selv morderen skiftede jeg ud undervejs!

Alligevel oplevede jeg, at mit forarbejde gjorde en forskel, og jeg blev opmærksom på vigtigheden af det, vi kunne kalde modningstiden: I den lange periode, hvor jeg var travlt optaget af ”Min mund er lukket”, gik jeg ligesom og suttede lidt på grundidéen om at skrive en fodboldrelateret krimi, hvilket resulterede i en overflod af indfald og vinkler på stoffet, som var en gave til skriveprocessen.

Nu er den færdig. I BLINDE ligger på redaktørens bord, redigeret og korrekturlæst, og mens Simon fra Imperiet knokler med det omslag, der skal være min tredje krimis ansigt udadtil, er det blevet tid til at kigge nærmere på et andet frø. I årevis har jeg gået og puslet med en skønlitterær roman med titlen ”En forestilling”, som jeg har skrevet om i flere indlæg her på bloggen, og nu vil jeg finde ud af, om det er meningen, at den en dag skal blive til en bog, eller om det er en af de tekster, der aldrig kommer ud af værkstedet.

Men først vil jeg lægge et par frø til det næste projekt. Jeg forestiller mig, at et af temaerne skal være evolutionspsykologi, og måske (måske ikke!) bliver det en historie om en kvinde, der rejser til Sønderjylland, da hendes farfar bliver varetægtsfængslet for et gammelt drab.

Kategorier
Blog I blinde

Kunst eller håndværk?

Efter et par måneder, hvor jeg har haft travlt med at promovere Min mund er lukket, er jeg igen listet ned i hytten i haven, hvor jeg sidder, når jeg skriver. Der har været langt mellem mine besøg i år, og jeg skal gerne indrømme, at dette blogindlæg er en af de nok så berømte overspringshandlinger. Det tager ganske enkelt tid at genetablere rutinerne og omstille sig fra det udadvendte til det indadvendte.

For at kickstarte (eller udskyde?) processen tog jeg i sidste uge på kursus i London for at høre filmmanden Robert McKees bud på, hvordan man skruer en god historie sammen, og mandag aften vendte jeg hjem med masser af inspiration, 50 sider noter og en vag fornemmelse af, at jeg må prøve at glemme alt, hvad han sagde, inden jeg skriver så meget som en stavelse.

Selvfølgelig er det at skrive også et håndværk, der skal læres, men det er en balancegang, hvor det gælder om at undgå, at redskaberne og de analytiske metoder jager fantasien på flugt. For nogle år siden forsøgte jeg at anvende en model, der hedder Snowflake, hvor man gennem en række forskellige steps udvikler en meget detaljeret drejebog for sin bog, og det var en sjov proces, men da jeg sad med mit excel-ark, hvor hver eneste begivenhed i romanen var beskrevet, og skulle skrive den første scene, tænkte jeg: ”Det gider jeg simpelthen ikke!”.

Heldigvis tilbyder McKee ikke en matematisk formel på succes, men først og fremmest en værktøjskasse, man kan bruge, når noget ikke fungerer, og så satte han en masse tanker i gang om den helt indledende del af processen, som jeg allerede har brugt i forhold til min tredje krimi.

Den kommer (måske) til at hedde Over stregen, og i morgen, når jeg har fulgt min niece i skole, været til yoga og sat en vask over, vil jeg helt sikkert gå ned i hytten og begynde at skrive …

Kategorier
Blog

Ny i noveller

Jeg har mit arbejdsværelse i en træhytte i haven. Skiltet på billedet fandt vi, da vi ryddede op i vores gamle vandmølle i Sverige, og jeg synes, det passer fint til et lille skur, hvor der bliver skrevet krimier. I disse uger bliver der nu ikke skrevet ret mange livsfarlige ord derinde, for lige på den anden side af hækken, mindre end ti meter fra mit skrivebord, er kommunen ved at grave fjernvarme ned – med alt hvad det indebærer af lastbiler, gravemaskiner og vejarbejdere, der råber til og ad hinanden, og derfor var det skønt at komme et par dage til Sverige i sidste uge, så jeg kunne få fingrene lidt ned i teksten igen.

Lige for tiden arbejder jeg på en kriminovelle. Jeg har ikke den store erfaring med at skrive noveller, men jeg har været så letsindig at indrykke en helsides annonce i programmet for Krimimessen i Horsens, hvor jeg lover, at alle, der besøger min og Kim Juuls fælles stand, vil få tilsendt en gratis kriminovelle. Det lægger jo et vist pres.

Jeg kan godt lide at arbejde med novellens fortættede format. Det handler om at finde et meget enkelt plot, der kan afvikles inden for et kort tidsrum, men det handler også om at kunne tegne miljøet og karaktererne op lynhurtigt, og det er en interessant udfordring. En anden og større udfordring er, at historien lige nu vokser, så jeg ikke kan lade være med at tænke, at der måske i virkeligheden er stof til en hel krimi, og så er det på sin vis lidt ærgerligt at brænde det af på 20 sider.

Kategorier
Blog I blinde

Jeg er forfatter!

Her i min dejlige, lange juleferie gik det op for mig, at da 2013 startede, var jeg slet ikke forfatter. Jeg havde selvfølgelig forfattet en del, men jeg var ikke publiceret, og jeg opfattede ikke mig selv som forfatter.

Nu har jeg udgivet en bog, som tusinder af mennesker har læst, og jeg har skrevet endnu en bog, som forhåbentlig også finder frem til sine læsere, og måske er det derfor, det virker meget anderledes at tage fat på min tredje bog. Jeg føler mig som forfatter, og jeg oplever det at skrive som et (ekstremt privilegeret) job.
I sidste uge kom filerne til ”Min mund er lukket” af sted til det polske trykkeri, og selvom der stadig er masser af ting, der skal forberedes inden udgivelsen den 21. februar, er det, som om et punktum er sat, så noget nyt kan begynde: 3’eren.

Med de to første havde jeg kun nogle løse idéer, da jeg begyndte at skrive, men denne gang har jeg lavet et forholdsvis detaljeret plot, som jeg har testet af mod vel nok den mest kvalificerede sparringspartner, jeg kunne have fundet: Kurt Kragh. Kurt er tidligere medlem af Rejseholdets gerningsmandsprofileringsgruppe, og over de seneste måneder har vi mødtes, talt i telefon og udvekslet utallige mails. Da jeg sendte ham to linjer om plottet, regnede han stort set det hele ud! Så lavede jeg en lang redegørelse for baggrundshistorien: Hvem, der myrder hvem, hvordan og hvorfor, hvorefter han lynhurtigt påpegede fem-seks ting, der ikke hang logisk sammen. Så gik jeg i tænkeboks og præsenterede et nyt forslag, som han så igen havde indvendinger overfor osv. Heldigvis er han ret kreativ, så når han har sagt, at noget ikke er realistisk, fortsætter han som regel sætningen: ”med mindre …”. Det har været en spændende proces, og nu glæder jeg mig til at vende det hele på vrangen og spørge mig selv: Okay. Nu ved jeg, hvordan det hænger sammen, men hvordan skal Carl Pedersen løse gåden?

Carl Pedersen bliver min hovedperson i 3’eren. I Min mund er lukket er han chef for mine tidligere hovedpersoner, Robert Strand og Asta Qvist, og mine testlæsere har været ret enige om, at Carl ikke fremstår specielt sympatisk. Det er han. Nu har jeg jo kun skrevet et par testkapitler, men jeg er ret vild med ham, og jeg glæder mig til, at læserne også får lov til at opdage, hvad det er for et menneske, der gemmer sig bag Carls distræte, lidt bryske facade.

Jeg lægger en smagsprøve ud, når jeg er lidt længere i skriveprocessen.

Kategorier
En forestilling

En begyndelse

Jeg er taget til Sverige for at skrive. Sneen falder smukt og uhæmmet, truer med at spærre mig inde, og i fraværet af de sædvanlige overspringshandlinger har jeg besluttet, at det er en fin dag at starte min blog.

Den kommer til at handle om bøger; både dem jeg skriver og dem jeg læser, og da jeg burde skrive på min roman, En forestilling, er det vel kun passende, at den i det mindste er emnet for dagens indlæg.

Handlingen kort:

Den anerkendte teaterinstruktør Andreas Hammers bankkonto ømmer sig stadig efter det seneste skilsmisseforlig, da en brand på Dramaten i Stockholm efterlader ham med et stort hul i kalenderen. Skuespillerinden Signe Dragsholm har medvirket i en stribe film, men siden hun meldte en instruktør for sexchikane, har hun været blacklistet i filmbranchen, og efter tre år som pædagogmedhjælper i en børnehave, mener hendes agent, at hun skal give teatret en chance.

Det ligner held i uheld for dem begge, da instruktøren på et mellemstort københavnsk teater må sygemelde sig midt under prøverne. Andreas springer til, hyrer Signe til hovedrollen og forelsker sig både i hende og i stykket, men da han opdager, at teatret har lokket ham til at underskrive en kontrakt, der tager højde for hans ry som hensynsløs kvindebedårer, sætter han alt ind på at forvandle forestillingen til en fiasko.

De første halvtreds sider skrev jeg næsten i én køre, men så blev behovet for at researche for påtrængende, og den sidste måneds tid har jeg brugt på at finde ud af, hvordan tingene foregår på et teater. Jeg har læst interviews med teaterinstruktører og fagbøger om skuespil, talt med Foreningen af Sceneinstruktører, en agent og en scenograf, og været til foredrag med dramatikeren Line Knutzon, og så har jeg taget timer hos en stemmecoach, fordi Signes stemmeproblemer er en vigtig brik i mit plot. Jeg har selvfølgelig også været i teatret: I sidste uge så jeg Ondt blod på Edison, som er en forestilling, der – blandt meget andet – handler om, hvad teater kan gøre ved mennesker.

Men nu er der ingen vej udenom, og de næste dage håber jeg at komme godt i gang med at skrive. Hvis du har lyst, kan du læse et udkast til et af de første kapitler her. Signe i solen