Kategorier
Akademiet Blog

Varedeklaration: Akademiet 1-3

Nedenstående er et gæsteindlæg, som jeg har skrevet til Mofibos blog i forbindelse med lanceringen af 3. og sidste sæson af Akademiet.

Krimigenren dækker mildest talt et bredt spektrum, og de mest inkarnerede lyttere har for længst gjort op med sig selv, om de er til Chris Carter eller Agatha Christie. Det samme gælder naturligvis også krimiforfattere.

I begyndelsen af min forfatterkarriere gjorde jeg faktisk et par ihærdige forsøg på at udtænke adrenalinpumpede, bloddryppende plots af den type, hvor skurken opererer øjnene ud på sine ofre, mens de er i live, eller sidder og spiser kålsuppe med udstoppede lig omkring bordet, men det var seriøst umuligt, når min indre kritiker hele tiden stak hovedet frem og sagde: ”Ej altså. Det der er simpelthen for langt ude.”

Jeg kunne selvfølgelig have indvendt, at virkeligheden ofte overgår fantasien, men i stedet nåede jeg frem til den erkendelse, at hvis det alligevel var umuligt at stille alle læsere tilfreds, kunne jeg lige så holde mig til den del af spektret, hvor jeg følte mig bedst tilpas.

Og hvor var det så?
Det spørgsmål kan jeg bedst besvare ved at låne en anmelders ord:

“Intrigen er skruet fermt sammen, men bogens virkelige styrke er skildringen af politifolkenes evner til at bruge indersiden af hovedet og forfatterens blik for de psykologiske mekanismer, der driver os.” – Dagbladet Information om I blinde’.

Jeg elsker det citat, fordi det fremhæver netop det aspekt af krimien, jeg selv sætter mest pris på: Indsigten i det menneskelige sind. Jeg er optaget af, hvordan (forholdsvis) almindelige mennesker tænker og taler, hvordan de interagerer, og hvordan de handler, når de presses ud i ekstreme situationer. Derfor er mine skurke aldrig psykotiske stakler, der rager omkring og slagter tilfældige ofre, og der er også ret langt mellem seriemorderne. Jeg mener; selvfølgelig er det noget møg at blive forfulgt af en sadistisk psykopat, der vil tage ens skalp for at lave en paryk til sin døde mor, men måske er det i virkeligheden lige så skræmmende at forestille sig en hjemmerøver, der invaderer ens hjem midt i aftenkaffen? Jeg kan i hvert fald afsløre, at var rimelig ubehageligt at skrive på 1. sæson af Akademiet i de perioder, hvor jeg opholdt mig alene i vores gamle, knirkende vandmølle i en øde afkrog af Småland…

Med andre ord: Hvis du overvejer at give dig i kast med ‘Akademiet’, er du hermed advaret om, at det hverken er Christie eller Carter, men nærmere (for nu at citere endnu en anmelder):

”Kan man lide Arne Dahls A-gruppe-serie, vil man også sætte pris på Fredensborg.” Jyllands-Posten

P.S. Akademiet’ er helt fra starten tænkt som en trilogi med en gennemgående historie, så lyt sæsonerne i den rigtige rækkefølge. Ellers bliver det noget rod. Til gengæld kan du jo glæde dig over, at du ikke behøver at vente på nye sæsoner, du kan bare fortsætte lige til THE END.

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *