Kategorier
Akademiet Blog

Varedeklaration: Akademiet 1-3

Nedenstående er et gæsteindlæg, som jeg har skrevet til Mofibos blog i forbindelse med lanceringen af 3. og sidste sæson af Akademiet.

Krimigenren dækker mildest talt et bredt spektrum, og de mest inkarnerede lyttere har for længst gjort op med sig selv, om de er til Chris Carter eller Agatha Christie. Det samme gælder naturligvis også krimiforfattere.

I begyndelsen af min forfatterkarriere gjorde jeg faktisk et par ihærdige forsøg på at udtænke adrenalinpumpede, bloddryppende plots af den type, hvor skurken opererer øjnene ud på sine ofre, mens de er i live, eller sidder og spiser kålsuppe med udstoppede lig omkring bordet, men det var seriøst umuligt, når min indre kritiker hele tiden stak hovedet frem og sagde: ”Ej altså. Det der er simpelthen for langt ude.”

Jeg kunne selvfølgelig have indvendt, at virkeligheden ofte overgår fantasien, men i stedet nåede jeg frem til den erkendelse, at hvis det alligevel var umuligt at stille alle læsere tilfreds, kunne jeg lige så holde mig til den del af spektret, hvor jeg følte mig bedst tilpas.

Og hvor var det så?
Det spørgsmål kan jeg bedst besvare ved at låne en anmelders ord:

“Intrigen er skruet fermt sammen, men bogens virkelige styrke er skildringen af politifolkenes evner til at bruge indersiden af hovedet og forfatterens blik for de psykologiske mekanismer, der driver os.” – Dagbladet Information om I blinde’.

Jeg elsker det citat, fordi det fremhæver netop det aspekt af krimien, jeg selv sætter mest pris på: Indsigten i det menneskelige sind. Jeg er optaget af, hvordan (forholdsvis) almindelige mennesker tænker og taler, hvordan de interagerer, og hvordan de handler, når de presses ud i ekstreme situationer. Derfor er mine skurke aldrig psykotiske stakler, der rager omkring og slagter tilfældige ofre, og der er også ret langt mellem seriemorderne. Jeg mener; selvfølgelig er det noget møg at blive forfulgt af en sadistisk psykopat, der vil tage ens skalp for at lave en paryk til sin døde mor, men måske er det i virkeligheden lige så skræmmende at forestille sig en hjemmerøver, der invaderer ens hjem midt i aftenkaffen? Jeg kan i hvert fald afsløre, at var rimelig ubehageligt at skrive på 1. sæson af Akademiet i de perioder, hvor jeg opholdt mig alene i vores gamle, knirkende vandmølle i en øde afkrog af Småland…

Med andre ord: Hvis du overvejer at give dig i kast med ‘Akademiet’, er du hermed advaret om, at det hverken er Christie eller Carter, men nærmere (for nu at citere endnu en anmelder):

”Kan man lide Arne Dahls A-gruppe-serie, vil man også sætte pris på Fredensborg.” Jyllands-Posten

P.S. Akademiet’ er helt fra starten tænkt som en trilogi med en gennemgående historie, så lyt sæsonerne i den rigtige rækkefølge. Ellers bliver det noget rod. Til gengæld kan du jo glæde dig over, at du ikke behøver at vente på nye sæsoner, du kan bare fortsætte lige til THE END.

Kategorier
Akademiet Blog

Farvel og tak

Hampus, Nadia, Bjørn, Conrad & Stefan. For tre år siden var det bare en stribe navne, jeg havde valgt til de karakterer, der skulle befolke serien om Akademiet. I dag føles de som virkelige personer. Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg har tilbragt i deres selskab, og hvis nogen vækkede mig klokken tre om natten og spurgte, hvad Hampus ville vælge fra Strandmøllekroens menukort, eller hvad Nadia ville sige til en telttur på Svalbart, ville jeg ikke behøve mange sekunders betænkningstid. Selv Stefan med alle hans særheder er jeg kommet til at holde af, og derfor kræver det en vis portion is i maven at sige: THE END. Men det er sådan, det bør være. Akademiet har fra første færd været tænkt som en trilogi, hvor en gennemgående historie skulle binde de enkelte dele sammen til en helhed, og nu, hvor den historie har fået sin slutning, ville det virke underlig fladt at fortsætte. I går gik Lars Brygmann i studiet for at indtale  Hyrden, og når den udkommer på Mofibo om en måneds tid, håber jeg, at lytterne vil give mig ret i, at Akademiet slutter præcis, hvor den skal.

Kategorier
Akademiet Blog

Akademiet

Jeg holder aldrig op med at forundres over, hvordan små, uanseelige indtryk kan lejre sig i underbevidstheden og ligge der og spire, indtil de pludselig bryder gennem overfladen og trækker hele universer med sig.
Sidste sommer gik jeg for eksempel rundt og troede, at jeg skulle i gang med Skyggerne, som jeg har skrevet om i indlægget Slet ikke noget for mig, men netop den ferie var det lykkedes mig hive min mand med til Ångermanland i Nordsverige, hvor mine forældre boede, da jeg blev født.

Vi taler kyster, hvor 300 meter høje klippevægge rejser sig næsten lodret fra havet, og skove på op mod sekshundrede kvadratkilometer uden ét eneste fastboende menneske til at forstyrre de mange rensdyr, elge, bjørne og ulve, og alligevel var det ikke den storslåede natur, der væltede mine planer. Det var et gigantisk krydstogtskib. Skibet, som hedder Ocean Gala, lå i en fjord ved et nedlagt kraftværk, og i stedet for at være fyldt med amerikanske turister i shorts og solhatte, var det ved at blive omdannet til et flygtningecenter med plads til 1.800 asylansøgere.

Planerne om den flydende asyllejr blev senere opgivet, men billedet af Ocean Gala havde for længst sat rødder, og nu, femten måneder senere, kan jeg konstatere, at det indeholdt mere end rigelig gødning til første sæson af min nye serie, Akademiet, som udkom i onsdags.

Kategorier
Akademiet Blog

Slet ikke noget for mig …

Selvom Felix og jeg har været tilbage i Skrivehytten nogle uger nu, har jeg ikke skrevet så meget som ét ord på min roman, og det er Storytels skyld.
Lige inden ferien læste jeg nemlig, at lydbogstjenesten havde udskrevet en konkurrence, hvor de efterlyste oplæg til originale serier, skrevet direkte til lydbogsformatet. Deltagerne skulle indsende 1. episode og en kort synopsis på de efterfølgende ni episoder senest 31. august.
Det lød slet ikke som noget for mig.
Jeg hader at konkurrere (mod andre end mig selv), jeg bryder mig slet ikke om at skrive med en deadline, og jeg er virkelig, virkelig dårlig til at plotte en bog på forhånd (og så på mindre end 5 sider!).
Men hjernen holder jo ikke fri, bare fordi man går på ferie, og da vi vendte hjem, besluttede jeg mig for at bruge de tre uger frem til fristen på at se, hvor langt jeg kunne nå.

Hold nu op, hvor har det været sjovt og berigende.
Føljetonformen er som en bastant betonvæg, der tvinger forfatteren ind i snærende rammer, som så selvfølgelig viser sig at sætte fantasien fri på nye måder, men lydformatet har også givet mig et par aha-oplevelser, og hvis jeg havde haft tid til at starte helt fra scratch, ville jeg have forsøgt at skabe en moderne udgave af lejrbålsstemning, sådan lidt á la ”Nu vil jeg fortælle om dengang jeg …”
I stedet hev jeg fat i en flygtig idé, der opstod, mens jeg skrev på ”I blinde”, og det er nu endt som (konturerne af) en krimi med arbejdstitlen ”Skyggerne”.
Den handler om … Nej, det kan jeg altså ikke beskrive på mindre end på fem sider, men jeg kan afsløre, at Robert Strand har en Special Guest Appearance, og at hovedpersonen, Fritz, er en gnaven kværulant, som jeg allerede er kommet til at holde af.

I går røg det af sted, og nu går jeg så her og siger til mig selv, at jeg godt kan tabe uden at gå i selvsving. Det er ikke sandt. Jeg bliver helt vildt skuffet, hvis jeg ikke vinder, og min eneste trøst vil være, at arbejdet ikke er spildt.
”Skyggerne” skal helt klart skrives – når jeg lige er færdig med min roman og med en anden idé, der endnu ikke har besluttet sig for, om den vil være en bog eller et filmmanuskript.