Kategorier
Blog

Ny i noveller

Jeg har mit arbejdsværelse i en træhytte i haven. Skiltet på billedet fandt vi, da vi ryddede op i vores gamle vandmølle i Sverige, og jeg synes, det passer fint til et lille skur, hvor der bliver skrevet krimier. I disse uger bliver der nu ikke skrevet ret mange livsfarlige ord derinde, for lige på den anden side af hækken, mindre end ti meter fra mit skrivebord, er kommunen ved at grave fjernvarme ned – med alt hvad det indebærer af lastbiler, gravemaskiner og vejarbejdere, der råber til og ad hinanden, og derfor var det skønt at komme et par dage til Sverige i sidste uge, så jeg kunne få fingrene lidt ned i teksten igen.

Lige for tiden arbejder jeg på en kriminovelle. Jeg har ikke den store erfaring med at skrive noveller, men jeg har været så letsindig at indrykke en helsides annonce i programmet for Krimimessen i Horsens, hvor jeg lover, at alle, der besøger min og Kim Juuls fælles stand, vil få tilsendt en gratis kriminovelle. Det lægger jo et vist pres.

Jeg kan godt lide at arbejde med novellens fortættede format. Det handler om at finde et meget enkelt plot, der kan afvikles inden for et kort tidsrum, men det handler også om at kunne tegne miljøet og karaktererne op lynhurtigt, og det er en interessant udfordring. En anden og større udfordring er, at historien lige nu vokser, så jeg ikke kan lade være med at tænke, at der måske i virkeligheden er stof til en hel krimi, og så er det på sin vis lidt ærgerligt at brænde det af på 20 sider.

Share Button

4 kommentarer til “Ny i noveller”

Smiler, jeg gad vide om ikke du kan være helt sikker på at dine kreative kilder er så stærke, at der er stof til en hel roman i hver kim du sår:). Rigtig god fornøjelse!

Jeg føler med dig, her har skriveroen været afbrudt at håndværkere indendørs.
Hvis der er stof til en hel roman, kan du altid bare lave to’eren som en roman tænker jeg?

Du har ret, Anja. Håber, at du også snart får fred og ro 🙂
Mvh. Eva

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *