Kategorier
Blog Skønlitteratur

Bøger under juletræet

Hvert år diskuterer min mand og jeg, hvorvidt der skal være flagguirlander på juletræet eller ej, men vi er helt enige om, at der skal bøger under. Med den mængde udgivelser, der rammer Danmark hver efterår, er det næsten umuligt at vælge, men jeg forsøger altid at nå frem til en shortlist, der kun rummer de bøger, jeg absolut må læse. Den består i år af tre titler:

Grand final i gøglerbranchen

Grand final i gøglerbranchen af Kerstin Ekman

Grand final er en roman om to kvinder, Barbro og Lillemor. Barbro skriver bøger, men er helst fri for offentlighedens opmærksomhed, så hun lader den mere udadvendte og præsentable Lillemor udgive dem i eget navn, og på den konto har Lillemor opnået en anerkendelse, der har sikret hende en plads i det svenske akademi. Deres samarbejde fungerer perfekt i en lang årrække, indtil Barbro skriver en bog, der handler om Lillemors bedrageriske liv.

Ifølge Politikens anmelder, May Schack, er Grand Final ”en skarp satire over hele den litterære institution lige fra akademiets rokokoteater til bogmessernes markedspladser og forlagene, der gør deres forfattere til brands”, og da jeg samtidig opfatter Kerstin Ekman som en af Skandinaviens mest betydende forfattere, er bogen selvskreven på ønskelisten.

 

Himlen over London

Himlen over London af Håkan Nesser

En af mine bedre læseoplevelser i 2012 har været Nessers Ormene på Carmine Street, som er en smuk og melankolsk kærlighedshistorie med et vist spændingselement, og det er grunden til, at Nessers seneste roman er med på ønskelisten. Himlen over London handler om en døende rigmand, der rejser til London i et forsøg på at rydde op i sit liv, og ligesom Grand final er der tale om et værk, der beskæftiger sig med forholdet mellem fiktion og virkelighed. Anmelderne bruger ord som tryllebindende velkomponeret og kalder bogen et hovedværk i Nessers forfatterskab.

Jeg har ikke læst Håkan Nessers første krimiserie om kriminalkommissær Van Veeteren, men serien om Barbarotti, som starter med titlen Menneske uden hund, er efter min mening i en helt egen klasse inden for kriminallitteratur. Nesser har en suveræn evne til at skrive karakterer frem, der er usædvanlige og troværdige på én gang, og hvis historien kræver det, lader han os gerne vente et par hundrede sider på, at seriens gennemgående hovedperson, Gunnar Barbarotti, træder ind på scenen.

 

Tæskeholdet banker på

Tæskeholdet banker på af Jennifer Egan

Nu skal det hele ikke være svensk, så den sidste bog på min shortlist er amerikansk.

Tæskeholdet banker på består af en række indbyrdes forbundne, selvstændige fortællinger om en håndfuld mennesker i New York. Det får mig til at tænke på en anden rigtig god læseoplevelse fra i år, nemlig De ufuldkomne af Tom Rachman, men hvor Rachmans persongalleri blev holdt sammen af en hensygnende, international avis i Rom, cirkler Jennifer Egans roman om en amerikansk pladeselskabsmand og hans kleptomanske sekretær, og jeg fornemmer, at Egan er langt mere eksperimenterende i sin stil end Rachman.

Der bliver brugt ord som ”must read”, en ”ny klassiker” og et ”mesterværk”, så jeg håber meget, at Tæskeholdet kommer til at ligge under mit juletræ i år.

Kategorier
Blog Skønlitteratur

Glæden ved bøger

Hver gang jeg går ind på vores arbejdsværelse, bliver jeg glad ved synet af bogreolen, der fylder hele den ene langvæg fra ende til anden og gulv til loft. Den er godt nok proppet til bristepunktet, og min mand har venligt foreslået, at jeg fjerner en bog, hver gang jeg køber en ny (hvilket har medført at sommerhuset efterhånden er ved at have et helt fint lille bibliotek).

Hvis du også holder af at se på bøger, vil du elske denne film, og hvis du nogensinde har prøvet at tage alle bøgerne ud af din reol for at støve dem af eller ordne dem efter et nyt og snedigere system, vil du vide, hvilket enormt arbejde det må have været for de ansatte i boghandlen, Type Books, at lave den.

God weekend!

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=SKVcQnyEIT8[/youtube]

Kategorier
Blog Skønlitteratur

Halvlæste bøger

Med en udsigt som denne kan man ikke undgå at blive inspireret, men nu, hvor solen er krøbet tilbage i sit vinterhi, vil jeg slukke computeren og forkæle mig selv med en god bog.

Jeg er lige startet på andet bind af Haruki Murakamis 1Q84, som jeg vil vende tilbage til, når jeg er færdig med hele trilogien, men jeg kan allerede nu sige, at det var en stor fejl at læse første bind, inden de to næste udkom. Ventetiden har været lang.

Det krævede ellers en smule overvindelse at kaste mig over 1Q84, for Murakami har hidtil hørt til i den kategori af forfattere, jeg kalder spørgsmålstegn. Det er dem, alle taler om, men som jeg ikke selv bliver grebet af. Jeg har læst Sønden for grænsen og vesten for solen, som var interessant på en lidt distanceret og uvedkommende måde, og så har jeg gjort adskillige forsøg på at komme i gang med Trækopfuglens krønike, men er aldrig nået videre end til side halvtreds.

Der er læsere, der altid læser en bog til ende, men selvom deres disciplin kan virke imponerende, forstår jeg ikke helt formålet. At fordybe sig i en bog kræver tid, som de færreste af os har for meget af, og så længe der er tusinder og atter tusinder af bøger, jeg ikke har læst, vil jeg forbeholde mig retten til at arkivere en bog lodret, hvis den ikke fanger mig.

Ind i mellem kan man heldigvis tage fejl, hvilket jeg oplevede med Ernest Hemingways Den gamle mand og havet, som jeg blev tvunget til at læse i gymnasiet. I mange år var jeg sikker på, at det var verdens kedeligste bog, indtil jeg fandt ud af, at Hemingway skrev den, mens han led af en alvorlig skriveblokering. Den store fisk, som den gamle mand forsøger at få trukket i land, er en metafor for den roman, Hemingway ikke kan få skrevet, og da jeg genlæste bogen med dette i tankerne, syntes jeg pludselig, at det var en smuk og tankevækkende beretning.

Skulle du sidde inde med en lignende læsenøgle til Farvel til våbnene, hører jeg gerne fra dig, for den har efterhånden ligget temmelig længe i bunken med halvlæste bøger.