Kategorier
Blog Krimistafet: Intet nyt fra Rådhusvej

Intet nyt fra Rådhusvej

En af de ting, jeg godt kan lide ved at være forfatter, er, at jeg er fuldstændig enerådende. Hver bog er et univers, hvor jeg selv skaber alt fra de fysiske rammer og handlingen til karakterernes mindste tanke eller sansning. Ind i mellem kan det virke, som om de her fiktive personer har deres egen vilje, men selv den udspringer af min fantasi, og i sidste ende er det altid mig, der afgør, hvilke ord der skal ned på papiret.
Hvorfor smide alt det væk?
Spørgsmålet lå og lurede, da jeg aftalte med Jakob Melander, at vi ville skrive noget sammen. Vi var blevet spurgt, om vi ikke kunne ”finde på noget sjovt”, når vi mødtes i Charlottenlund Bog & Idé for at signere bøger under Gentofte Kulturdage i begyndelsen af juni, og den opfordring fostrede idéen om en krimistafet.
Kunderne i Bog & Idé fik lov at bestemme gerningssted og mordvåben, hvorefter vi på skift skulle levere et kapitel hver om ugen og lægge det ud på vores Facebook-sider. Da en lodtrækning havde afgjort præmisserne – ”brevkniv ”og ”Rådhusvej i Charlottenlund” – aftalte vi, hvem der skulle myrdes, af hvem og hvorfor. Vi ville skrive med udgangspunkt i vores respektive hovedpersoner, Lars Winkler og Robert Strand, og da sådan en karakter er noget nær hjerteblod, aftalte vi en form for vetoret omkring vores karakterers replikker, når de indgik i den andens tekster. Bortset fra det var der frit spil. Vi havde med andre ord baggrundshistorien i store træk, men anede ikke, hvordan vores karakterer skulle opklare forbrydelsen, så alt det plotarbejde, vi som krimiforfattere plejer at lave, inden vi sætter os til tastaturet, sprang vi over og kastede os direkte ud i det.

Det var en spontan og meget lidt gennemtænkt plan, som viste sig at være genial.
Hver gang Jakob sendte et nyt kapitel, krydsede jeg fingre for, at han ikke ville underminere mine planer eller fremstille Robert Strand i et lidet flatterende lys, og hver gang gjorde han selvfølgelig præcis det! Men det forunderlige er, at han samtidig inspirerede mig til at tænke i nye baner – og at gøre det hurtigt. Tidspres i skriveprocessen er ellers noget, jeg skyer som ilden, men her havde jeg 2-3 dage til at levere et kapitel, og da der ikke var meget idé i at starte, inden jeg havde set Jakobs oplæg, måtte jeg skrotte mine indarbejdede rutiner og bare begynde at skrive uden at vide, præcis hvad jeg ville med kapitlet. Det fungerede overraskende godt.
Vi opdagede også begge, hvor dejligt det er at få umiddelbar respons på det man skriver, både fra læserne og hinanden. I disse dage nærmer jeg mig slutningen af første udkast til min tredje krimi, og ind i mellem kan jeg da godt blive ramt af tanker som: Måske er det kun mig, der synes, det er spændende? Hvad nu, hvis jeg ender med at skulle skrive det hele om? Næsten 2.000 læsere fulgte krimistafetten, så her var der kontant afregning hver uge, og det med at skrive om var slet ikke en mulighed …
Godt og vel halvvejs gennem processen mødtes vi for at diskutere, hvordan vi nogensinde skulle få stafetten i mål. Vi afstak nogle pejlepunkter, men i realiteten gik vi hjem og fortsatte på samme måde som hidtil, og da vi endelig fik sat det sidste punktum, havde vi på syv uger skrevet en kortroman på 100 sider! Undervejs havde jeg også fået en rigtig god kollega, som jeg kunne diskutere alle forfatterlivets aspekter med.
Jeg kan stadig godt lide at bestemme, men nu ved jeg, at der kan ske noget spændende, når jeg slipper kontrollen, og at det er en gave at arbejde sammen med andre – også om noget så følsomt som at frembringe et stykke fiktion.
Hvis du har lyst til at læse krimistafetten, som har fået titlen ”Intet nyt fra Rådhusvej”, kan den downloades gratis som e-bog her:

Intet nyt fra Rådhusvej.

Kategorier
Blog Min mund er lukket

En lille smagsprøve

Her kan du læse et kort uddrag af Min mund er lukket, der udkommer den 21. februar.

Det er fra et postkort, jeg har fået lavet til at lægge ind i Én gang morder, når jeg er ude i boghandlerne og håndsælge min debutkrimi – for det ville jo være ærgerligt, hvis en kunde læste den og ikke straks fik besked om, at der snart kommer en opfølger ☺

Teksten stammer fra en scene, hvor hovedpersonen Asta er hos tatovøren for at få lavet endnu en bid af det smukke tranebillede, der også er på bogens forside.

I dag er smerten næsten ulidelig, og for hvert stik med nålen prøver Asta at sige til sig selv, at det er sådan, syndsforladelse skal føles. Noget for noget. Tusind stik, fordi jeg ikke kan holde min kæft, tusind mere, fordi jeg ikke har besøgt min mor, tusind og atter tusind, fordi jeg ikke kan holde mit løfte til Thomas.
For evigt.
Da de er færdige, siger Dale, at hun skal komme igen torsdag. Der mangler kun en halv fugl, så vil hele hendes ryg være dækket af syndsforladelse.

Kategorier
Blog En gang morder

Flotte vinduer

Som debutant skal man nok kæmpe lidt ekstra for at trænge igennem, og når man tilmed udkommer på sit eget lille forlag, kan boghandlerne være noget af et nåleøje – specielt i disse krisetider. Derfor er jeg meget taknemmelig over den måde, mine lokale boghandlere har taget imod “Én gang morder”, og selvom jeg er kørt forbi Charlottenlund Bog & Idé adskillige gange i løbet af weekenden, bliver jeg stadig lidt paf, når jeg ser mig selv hænge der i vinduet. Jeg var forbi lørdag formiddag, og der havde de allerede solgt 10 bøger, hvilket kunne tyde på, at deres store engagement skinner igennem overfor kunderne 🙂
Jeg kunne ikke komme til at fotografere vinduet i Ordrup Boghandel her i weekenden, fordi der var gitter for, men her er billeder fra Bog & Idé og Arnold Busck i Hellerup.

Kategorier
Blog En gang morder

Salg & Marketing

Problemet med at markedsføre en enkelt bogtitel er, at budgettet er forsvindende lille. Selv hvis jeg skulle få solgt hele mit førsteoplag på 1.000 stk., vil mit overskud være en brøkdel af prisen for at indrykke en helsides i Politiken, og derfor er jeg nødt til at tænke helt anderledes, end da jeg sad på et reklamebureau og rådgav store kunder om medievalg.
Min helt klare førsteprioritet er at nå ud til hele mit netværk. Det kan godt være, folk ikke køber bogen, bare fordi vi har haft børn i samme børnehave eller skole, men chancen er trods alt større, end med helt fremmede læsere, og hvis dem, der kender mig, ikke ved, at jeg har skrevet en bog, så køber de den i hvert fald ikke. Derfor har jeg gjort ekstra meget ud af de lokale boghandlere og min lokalavis, og i går bragte Villabyerne en halv side med stort billede af mig og bogen. I morgen har jeg planlagt at kontakte de sidste to af kommunens boghandlere for at høre, om de ikke også vil have en plakat, og så skader det vel ikke, at lokalavisen har slået den stort op ☺.
Som jeg har skrevet tidligere, er bogen for længst sendt ud til magasiner og bogsider på nettet, og i sidste uge sendte jeg den til de landsdækkende medier, så nu er det bare at håbe, at nogen af dem anmelder den.
Heldigvis er jeg kommet ind i en god skriverytme, så jeg kan tænke på noget andet, mens jeg venter på udgivelsesdatoen,hvor jeg er inviteret til Fyn for at signere bøger hos Schreiners Bøger & Papir.

Over indlægget kan du se den plakat, Imperiet har lavet til de lokale boghandlere.

Kategorier
Blog En gang morder

The real thing

I dag kom der ti kasser bøger…
Jeg var nødt til at åbne en kasse direkte på pallen, inden jeg begyndte at slæbe dem ind, og selvom jeg havde store forventninger, blev jeg positivt overrasket. Den er simpelthen så fin. Det er et virkelig markant omslag, Simon Lilholt fra Imperiet har fået lavet, og UV-lakken får titlen til at gløde, så jeg er sikker på, det er en bog man vil lægge mærke til, når den ligger på et bord sammen med en masse andre krimier.
Netop det med at få Én gang morder ud og ligge fremme i boghandlerne er noget af det, jeg har brugt meget energi på i den sidste tid. Efter råd fra mine hjælpsomme, lokale boghandlere, har jeg valgt at give boghandlerne fuld returret og et tilbud om en ekstra bog, hvis de bestiller 5 eksemplarer inden 3. august. Jeg ville helst have undgået at give fuld returret, men som bekendt er de danske boghandlere pressede for tiden, og hvis det er det, der skal til, for at de tager bogen hjem, så må jeg tage det med – selvom jeg risikerer at få halvnussede bøger retur langt ude i fremtiden.
Jeg har også besluttet at gøre en særlig indsats overfor de boghandlere, der ligger i mit lokalområde eller i områder, hvor jeg har et stort netværk. De får en mail og et gratis læseeksemplar af bogen, og Bog & Idé i Charlottenlund har allerede lovet at give mig et helt vindue, hvis jeg får lavet en plakat og låner dem 25 eksemplarer af bogen til udstillingen.
De første anmeldereksemplarer er sendt af sted i dag. De landsdækkende aviser sender jeg til i næste uge, men jeg har sendt den til internetmedier som KRIMI-CIRKLEN og til magasinerne (der allerede har fået bog og pressemeddelelse pr. mail). Jeg har brugt lidt tid på at få lavet en presse-menu her på siden, hvor du kan læse pressemeddelelsen, hvis du har lyst.
Udover bøgerne har jeg i dag fået leveret en stak visitkort med bogens forside og min blogg-adresse på bagsiden, så jeg har noget at give til folk, jeg møder.
Jeg begynder efterhånden at føle mig ret godt forberedt på den 3. maj, hvor Én gang morder endelig udkommer.

Kategorier
Blog En gang morder

Hallo! Min bog udkommer snart…

I denne uge har jeg ikke fået skrevet ét eneste ord på min næste roman. Tiden er gået med alle de ting, der nu engang skal gøres, når man håber, at verden omkring en vil opdage, at ens bog snart findes.
På listen over små ting, der altid tager længere tid, end man havde regnet med, var f.eks. at oprette titlen i Bogportalen, som er boghandlernes bestillingssystem og at sende en ”fremstillingsseddel” til min distributør, Nordisk Bog-Center, for at gøre dem opmærksom på, at de snart får leveret en masse bøger.
Bogen bliver leveret fra trykkeriet omkring den 10. april, men da magasiner og ugeblade har meget lang produktionstid, har jeg allerede mailet dem pressemeddelelsen og en pdf-udgave af bogen. Et enkelt blad svarede, at deres maj-nummer allerede var gået i trykken og at deadline til juni-udgaven var så tæt på, at de nok ikke kunne nå at få den med, så en lektie til fremtiden er, at man skal kontakte magasinerne i rigtig, rigtig god tid.
En anden ting, jeg har brugt tid på, er e-bogsmarkedet. Jeg har skrevet kontrakt med Publizon, der ejer den platform, der leverer indhold til bibliotekerne og de fleste af de danske internetboghandlere, og for at teste, hvordan det hele fungerer, har jeg lanceret Elg & Co.’s tidligere udgivelse FC Panter-serien som e-bøger. Undervejs fik jeg lært at generere ordentlige indholdsfortegnelser og at få komprimeret filstørrelsen på ePub-formatet, så det har givet god viden til når jeg skal lancere Én gang morder som e-bog.
Næste trin bliver at få helt styr på lanceringen i forhold til boghandlerne, men det vil jeg vende tilbage til, når jeg kan være lidt mere konkret.
Til sidst vil jeg gerne dele dette link. Tænk, at man allerede nu kan forudbestille min bog 🙂
http://www.gucca.dk/boeger/n-gang-morder_233203.html

Kategorier
Skønlitteratur

Glæden ved bøger

Hver gang jeg går ind på vores arbejdsværelse, bliver jeg glad ved synet af bogreolen, der fylder hele den ene langvæg fra ende til anden og gulv til loft. Den er godt nok proppet til bristepunktet, og min mand har venligt foreslået, at jeg fjerner en bog, hver gang jeg køber en ny (hvilket har medført at sommerhuset efterhånden er ved at have et helt fint lille bibliotek).

Hvis du også holder af at se på bøger, vil du elske denne film, og hvis du nogensinde har prøvet at tage alle bøgerne ud af din reol for at støve dem af eller ordne dem efter et nyt og snedigere system, vil du vide, hvilket enormt arbejde det må have været for de ansatte i boghandlen, Type Books, at lave den.

God weekend!

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=SKVcQnyEIT8[/youtube]