Kategorier
Blog En forestilling

Dogmer

“Jeg er taget til Sverige for at skrive på …”
Sådan har jeg indledt adskillige indlæg her på bloggen, typisk når min sidste bog ikke længere var så ny, at den fyldte det hele, og når jeg efterhånden længtes så meget mod skrivehytten, at det tenderede abstinenser.
Det er præcis det punkt, jeg er nået til nu.
Hvis jeg ikke medregner alle mine halvfærdige skuffeprojekter og de to romaner, jeg fik skrevet, men aldrig udgivet, bliver det femte gang, jeg starter på en ny bog, og da jeg ville hade at ende i en situation, hvor det at skrive var blevet en rutinesag, forsøger jeg hele tiden at opstille nye rammer for udførelsen af det velkendte.
Denne gang har jeg fundet på to nye dogmer, der skal afprøves.

Det første består i, at jeg vil skrive hele første udkast til min næste bog i hånden. Det at flytte spidsen af en pen hen over et stykke papir er for mig en helt anden oplevelse end at klikke løs på tasterne, og jeg har længe vidst, at pen og papir var løsningen, når en passage drillede særligt meget, men da jeg er forholdsvis utålmodigt anlagt, ender jeg foran skærmen igen, så snart jeg har fundet den rigtige formulering. Det spørgsmål jeg nu har stillet mig selv, er, om det i virkeligheden er mere effektivt (eller bare mere behageligt) at skrive en bog i hånden, hvor den fysiske udformning af teksten foregår i et tempo, der giver hjernen ro til at tænke sætningerne til ende på forhånd, så man måske slipper for at slette og rette helt så meget?
Det er der kun én måde at finde ud af, og derfor har jeg på min boghandlerturné med Det hvide mørke gennemstøvet samtlige Bog & Idé-butikker og købt restlageret af min favoritblok, der ikke produceres længere. Jeg aner ikke, om fjorten A4-blokke er nok til at rumme en hel håndskrevet roman, eller om jeg får skrivekrampe, inden jeg er halvvejs, men planen er at afsætte formiddagene til at skrive i hånden og eftermiddagene til at renskrive mine egne kragetæer, mens jeg stadig kan huske, hvad jeg tænkte, da jeg skrev dem.

Mit andet dogme handler om selve historien. I de sidste måneder, mens jeg har haft travlt med at promovere Det hvide mørke, holde ferie og foredrag, lave en lillebitte film med TV Glad og hygge mig med familie og venner, har jeg gået og vendt en hel masse idéer. Normalt er der hurtigt en, der skiller sig ud, men denne gang har to af dem været særligt vedholdende i kampen om min opmærksomhed, og derfor har jeg besluttet mig for at skrive lidt på dem begge, inden jeg træffer det endelige valg (eller til min store overraskelse opdager, at det er muligt at skrive seriøst på flere projekter samtidig).

Det er grunden til, at jeg må vente lidt med at afslutte sætningen: “Jeg er taget til Sverige for at skrive på …”, hvilket, når man som jeg har for vane at fortælle om sine idéer, næsten inden de er opstået, umiddelbart virker som en større udfordring end at skrive to bøger samtidig og ved håndkraft.

Kategorier
Blog En forestilling

En karakter med egen vilje

Krimien er sendt til tryk, og jeg er i Sverige for at skrive på ”En forestilling”, som du kan læse mere om i indlægget “En begyndelse”.
I de seneste uger har jeg arbejdet lidt med Daniel, som spiller den mandlige hovedrolle i det stykke, der skal sættes op i romanen. Daniel er lidt af en stjerne. Han har spillet en del hovedroller både på film og teater, og hans udseende har skaffet ham en solid fanskare af unge kvinder.
Oprindelig havde jeg forestillet mig, at Signe øjeblikkelig skulle forelske sig i Daniel, mens han skulle være afvisende i starten, men hen ad vejen falde for hende, så der opstod et trekantsdrama, hvor Andreas og Daniel kæmpede om Signe, men da jeg begyndte at skrive fra Daniels synsvinkel, udviklede det sig ikke helt, som jeg havde tænkt mig.
Jeg ville skrive en scene, hvor Daniel og hans kæreste spiste morgenmad inden den første prøve på stykket, men af en eller anden årsag syntes min hjerne, at Daniels kæreste skulle hedde Jakob…
Først prøvede jeg med vold og magt at gøre Daniel straight, men da jeg lod idéen få lidt fodfæste, opstod der nogle nye plot-muligheder, så nu har jeg besluttet mig for at lade Daniel gå sine egne veje.

Kategorier
En forestilling

En begyndelse

Jeg er taget til Sverige for at skrive. Sneen falder smukt og uhæmmet, truer med at spærre mig inde, og i fraværet af de sædvanlige overspringshandlinger har jeg besluttet, at det er en fin dag at starte min blog.

Den kommer til at handle om bøger; både dem jeg skriver og dem jeg læser, og da jeg burde skrive på min roman, En forestilling, er det vel kun passende, at den i det mindste er emnet for dagens indlæg.

Handlingen kort:

Den anerkendte teaterinstruktør Andreas Hammers bankkonto ømmer sig stadig efter det seneste skilsmisseforlig, da en brand på Dramaten i Stockholm efterlader ham med et stort hul i kalenderen. Skuespillerinden Signe Dragsholm har medvirket i en stribe film, men siden hun meldte en instruktør for sexchikane, har hun været blacklistet i filmbranchen, og efter tre år som pædagogmedhjælper i en børnehave, mener hendes agent, at hun skal give teatret en chance.

Det ligner held i uheld for dem begge, da instruktøren på et mellemstort københavnsk teater må sygemelde sig midt under prøverne. Andreas springer til, hyrer Signe til hovedrollen og forelsker sig både i hende og i stykket, men da han opdager, at teatret har lokket ham til at underskrive en kontrakt, der tager højde for hans ry som hensynsløs kvindebedårer, sætter han alt ind på at forvandle forestillingen til en fiasko.

De første halvtreds sider skrev jeg næsten i én køre, men så blev behovet for at researche for påtrængende, og den sidste måneds tid har jeg brugt på at finde ud af, hvordan tingene foregår på et teater. Jeg har læst interviews med teaterinstruktører og fagbøger om skuespil, talt med Foreningen af Sceneinstruktører, en agent og en scenograf, og været til foredrag med dramatikeren Line Knutzon, og så har jeg taget timer hos en stemmecoach, fordi Signes stemmeproblemer er en vigtig brik i mit plot. Jeg har selvfølgelig også været i teatret: I sidste uge så jeg Ondt blod på Edison, som er en forestilling, der – blandt meget andet – handler om, hvad teater kan gøre ved mennesker.

Men nu er der ingen vej udenom, og de næste dage håber jeg at komme godt i gang med at skrive. Hvis du har lyst, kan du læse et udkast til et af de første kapitler her. Signe i solen